search

Fiktionen vinder

Mens Danmark er i krig, strejkerne hærger, klimaet driller, og finansministeren fumler, bruger de store danske medier journalistikkens tungeste skyts til at afsløre klamme mænd, småfuskere og gangsternes håndlangere.

Mens Danmark er i krig, strejkerne hærger, klimaet driller, og finansministeren fumler, bruger de store danske medier journalistikkens tungeste skyts til at afsløre klamme mænd, småfuskere og gangsternes håndlangere.Moderne journalistik er søreme ikke kedelig.
26-årige Tine Røgind fra Ekstra Bladet optræder som 13-årige BabyMay på Arto. Iført paryk, skæg og briller spiller Morten Spiegelhauer clairvoyant på den statsejede public servicekanal TV 2, mens undercoverjournalister fra DR lader, som om de vil åbne et bordel i København.

Den iscenesatte virkelighed vinder frem.
Rent professionelt vurderet er Ekstra Bladets afsløringer af klamme mænd – et efterhånden fuldvoksent selvstændigt stofområde – fremragende eksekveret.

For det første fordi Ekstra Bladet lægger dokumentationen åbent frem.
Uanset hvor trivielt det kan være at læse sig igennem BabyMays oftest rørende kedelige web-konversationer eller at lytte sig igennem hendes telefonsamtaler med de klamme mænd, så styrker det i den grad troværdigheden, at folk kan afgøre med sig selv, om de synes, historien holder.
Ekstra Bladet har tydeligvis lært af den klodsede håndtering af Doktor Klam-sagen. Det nytter ikke at klippe de saftigste bidder ud og kaste lunserne for løverne. Det giver blot en diskussion af Ekstra Bladets troværdighed.

For det andet viser Ekstra Bladet vejen frem, når det gælder præsentation af dybdeborende journalistik i et samspil mellem web og papir. Det passer godt til webmediets natur at lægge dokumentation frem i rå form. Det er befriende, at en tabloid-avis bryder den monotone og forkerte opfattelse, at net kun er til fart, mens papir blot er til dybde.

For det tredje tjener det Ekstra Bladet til ære, at muldvarpen Tine Røgind optræder passivt og ikke giver frække tilbud til mændene for at få dem i fælden. Her har man tydeligvis lært af avisens egen fiasko med historien om, at borgmestre tog imod tilbud om sort rengøring. Her kom diskussionen efterfølgende til at handle om, hvorvidt borgmesterfruerne overhovedet ville have brugt sort rengøring, hvis ikke lige de havde fået et godt tilbud.

Når alt det er sagt, så kan det godt ærgre mig, at Ekstra Bladet ikke bruger det helt store apparat til at afsløre virkelige forbrydelser. Det må vel trods alt være det journalistiske ideal. Historien bygger jo på en fiktion. BabyMay er en opdigtet identitet, og Ekstra Bladet har ikke beviser for, at de mænd – hvis liv formentlig er smadret – rent faktisk nogensinde har forgrebet sig på børn i den virkelige verden.

Jeg er ved at være mæt på klamme mænd, som det er let at være enige om at hade. Måske kunne bladet, der bryster sig af at turde, sigte lidt højere? Man kunne afsløre den virkelige verdens økonomiske forbrydere, bolighajer eller korrupte politikere, næste gang bladet folder hele apparatet ud.

Men det er måske for meget at håbe på, når nu muldvarpene hånd i hånd med de klamme mænd sikrer høje læser- og seertal. Eller WAUH-effekt, som Ekstra Bladets graverchef, Heine Jørgensen, kalder det.

PS: Samtidig med Ekstra Bladets pædofil-serie lancerede Berlingske Tidende den stort opsatte serie "Forbrydelsen" – også med et forbilledligt samspil mellem papir og web. Gravergruppen sætter fokus på politiets lemfældige håndtering af opkald fra borgerne om alarmerende forbrydelser. Journalistik helt uden fiktive identiteter, men lavet med klassiske researchværktøjer som interview og aktindsigt.

Det blev Ekstra Bladets konstruerede virkelighed, der løb med opmærksomheden, mens Berlingske Tidende tabte med en historie fra det virkelige liv.
Skulle Berlingske Tidende have lavet fiktive alarmopkald til politiet for at få historien til at slå igennem?

Fiktionen vinder

Mens Danmark er i krig, strejkerne hærger, klimaet driller, og finansministeren fumler, bruger de store danske medier journalistikkens tungeste skyts til at afsløre klamme mænd, småfuskere og gangsternes håndlangere.

Moderne journalistik er søreme ikke kedelig.
26-årige Tine Røgind fra Ekstra Bladet optræder som 13-årige BabyMay på Arto. Iført paryk, skæg og briller spiller Morten Spiegelhauer clairvoyant på den statsejede public servicekanal TV 2, mens undercoverjournalister fra DR lader, som om de vil åbne et bordel i København.
Mens Danmark er i krig, strejkerne hærger, klimaet driller, og finansministeren fumler, bruger de store danske medier journalistikkens tungeste skyts til at afsløre klamme mænd, småfuskere og gangsternes håndlangere.
Den iscenesatte virkelighed vinder frem.
Rent professionelt vurderet er Ekstra Bladets afsløringer af klamme mænd – et efterhånden fuldvoksent selvstændigt stofområde – fremragende eksekveret.
For det første fordi Ekstra Bladet lægger dokumentationen åbent frem.
Uanset hvor trivielt det kan være at læse sig igennem BabyMays oftest rørende kedelige web-konversationer eller at lytte sig igennem hendes telefonsamtaler med de klamme mænd, så styrker det i den grad troværdigheden, at folk kan afgøre med sig selv, om de synes, historien holder.
Ekstra Bladet har tydeligvis lært af den klodsede håndtering af Doktor Klam-sagen. Det nytter ikke at klippe de saftigste bidder ud og kaste lunserne for løverne. Det giver blot en diskussion af Ekstra Bladets troværdighed.
For det andet viser Ekstra Bladet vejen frem, når det gælder præsentation af dybdeborende journalistik i et samspil mellem web og papir. Det passer godt til webmediets natur at lægge dokumentation frem i rå form. Det er befriende, at en tabloid-avis bryder den monotone og forkerte opfattelse, at net kun er til fart, mens papir blot er til dybde.
For det tredje tjener det Ekstra Bladet til ære, at muldvarpen Tine Røgind optræder passivt og ikke giver frække tilbud til mændene for at få dem i fælden. Her har man tydeligvis lært af avisens egen fiasko med historien om, at borgmestre tog imod tilbud om sort rengøring. Her kom diskussionen efterfølgende til at handle om, hvorvidt borgmesterfruerne overhovedet ville have brugt sort rengøring, hvis ikke lige de havde fået et godt tilbud.
Når alt det er sagt, så kan det godt ærgre mig, at Ekstra Bladet ikke bruger det helt store apparat til at afsløre virkelige forbrydelser. Det må vel trods alt være det journalistiske ideal. Historien bygger jo på en fiktion. BabyMay er en opdigtet identitet, og Ekstra Bladet har ikke beviser for, at de mænd – hvis liv formentlig er smadret – rent faktisk nogensinde har forgrebet sig på børn i den virkelige verden.
Jeg er ved at være mæt på klamme mænd, som det er let at være enige om at hade. Måske kunne bladet, der bryster sig af at turde, sigte lidt højere? Man kunne afsløre den virkelige verdens økonomiske forbrydere, bolighajer eller korrupte politikere, næste gang bladet folder hele apparatet ud.
Men det er måske for meget at håbe på, når nu muldvarpene hånd i hånd med de klamme mænd sikrer høje læser- og seertal. Eller WAUH-effekt, som Ekstra Bladets graverchef, Heine Jørgensen, kalder det.
PS: Samtidig med Ekstra Bladets pædofil-serie lancerede Berlingske Tidende den stort opsatte serie "Forbrydelsen" – også med et forbilledligt samspil mellem papir og web. Gravergruppen sætter fokus på politiets lemfældige håndtering af opkald fra borgerne om alarmerende forbrydelser. Journalistik helt uden fiktive identiteter, men lavet med klassiske researchværktøjer som interview og aktindsigt.
Det blev Ekstra Bladets konstruerede virkelighed, der løb med opmærksomheden, mens Berlingske Tidende tabte med en historie fra det virkelige liv.
Skulle Berlingske Tidende have lavet fiktive alarmopkald til politiet for at få historien til at slå igennem?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen