En retssag i New York, der begynder i dag, skal afgøre, om to chefer hos den amerikanske mediemastodont Fox Corporation bestak sig til tv-rettigheder hos fodboldorganisationen FIFA.
Det skriver New York Times.
Fox Corporation er ikke selv på anklagebænken, men det er to tidligere chefer, som er anklaget for at stå i spidsen for at betale bestikkelse. Bestikkelsen skulle fremme Fox Corporations mulighed for at sikre sig tv-rettighederne til den sydamerikanske fodboldturnering Copa Libertadores og VM i Fodbold.
Anklagerne siger også, at de to chefer via bestikkelse af et argentinsk FIFA-medlem fik tophemmelige informationer, som hjalp Fox Corporation til at sikre sig rettighederne til VM i fodbold i 2018 i Rusland og 2022 i Qatar.
Tv-rettighederne til at vise VM-slutrunder i USA havde ellers tilhørt ESPN siden 1994. I 2015 annoncerede FIFA, at Fox havde vundet de meget lukrative rettigheder til VM i 2026, som spilles i netop USA samt Mexico og Canada, uden at ESPN havde mulighed for at byde på rettighederne.
Retssagen forventes ifølge New York Times at vare i fire til seks uger.