FF08: Vi vil have en uddannelsesportal

Journalistforbundet skal oprette en webportal, så medlemmerne lettere kan finde rundt i junglen af efteruddannelsestilbud, lød det på Fagligt Forum. Der findes dog allerede en oversigt

Journalistforbundet skal oprette en webportal, så medlemmerne lettere kan finde rundt i junglen af efteruddannelsestilbud, lød det på Fagligt Forum. Der findes dog allerede en oversigtAlt for mange medlemmer af Journalistforbundet tager ikke den efteruddannelse, de har ret til. Et af problemerne ifølge de delegerede på Fagligt Forum er, at det er svært at finde det helt rigtige kursus. Derfor bør Journalistforbundet oprette en webportal, der samler alle uddannelsestilbud for medie- og kommunikationsfolk.

»Der skal informeres mere om mulighederne« og »der er behov for overblik«, lød det, da efteruddannelse blev diskuteret onsdag formiddag.

Portalen skal ikke kun indeholde kurser fra Update, men også efteruddannelse på universiteter, folkeuniversiteter og private kursusudbydere.

»I kommunikationsbranchen er vi ofte multitaskere med mange forskellige opgaver. Mange af kurserne på Update er relevante, men der er også mange ting, der ikke findes dér,« sagde Kommunikationsgruppens formand Lars Elmsted.

Grafiker Caroline Sofie Axelsson havde samme oplevelse: Hvis man ikke er skrivende journalist, føler man sig let overset, når man bladrer i Update’s katalog

»Som grafiker skal man kunne mange forskellige ting, men det er det er sært at finde ud af, hvor de bedste kurser findes,« sagde hun.

DJ-formand Mogens Blicher Bjerregaard siger til Journalisten.dk, at en webportal lyder som en fremragende idé.

»Hvis det kan give merværdi for medlemmerne, er det en god måde at åbne folks øjne for de forskellige tilbud«.

I en plenumgruppe blev det foreslået, at portalen skulle opbygges, så man bare indtaster oplysninger om uddannelse, job og interesser – hvorefter portalen spytter en liste ud med relevante uddannelser.

Per Nielsen, koordinator i DJ Udannelse og Kompetence (DJUK), siger at det er en god ide, at give medlemmerne bedre mulighed for at finde den rigtige efteruddannelse.

»Men man skal også tænke på at det er et broget marked, der ændrer sig hele tiden. Jeg forsøgte selv engang at give et komplet overblik over efteruddannelsesmuligheder, men inden jeg var færdig, var nogle udbydere lukket og andre kurset var pillet af programmet,« siger Per Nielsen.

Per Nielsen peger på, at der allerede en udmærket oversigt over efteruddannelsestilbud i mediebranchen på DJs hjemmeside.

Per Nielsen tror mest på en model, hvor typiske DJ-profiler – for eksempel dagbladsjournalister, fotografer eller tekstere – bliver præsenteret for en samling af links til forskellige uddannelser, de kan klikke sig ind på. Portalen skal også give overblik over efteruddannelse fra relevante udbydere indenfor forskellige emneområder.

1 Kommentar

Michael Bjørnbak Martensen
23. APRIL 2008
Re: FF08: Vi vil have en uddannelsesportal

En webportal lyder besnærende, men gør nogen sig tanker om, hvad en sådan tingest nu koster? Den skal oprettes og vedligeholdes!

Når jeg alene ser på Per Nielsens forslag, bliver jeg en smule skeptisk, for ikke engang de få links, der henvises til, formår forbundet at vedligeholde - f.eks. dette: http://www.dje.dk/pdf/2006_3/komm.pdf