Selvfølgelig skal forbundet have etiske retningslinjer for, hvordan dine pensionskroner skal investeres. Men om det skal nedfældes, at klyngebomber, tobak eller porno er forkert, blev aldrig afgjort i den hede debat på Fagligt Forum.
Skal din pension investeres i klyngebomber? Nej, vel. Hvad med bomber, der ikke er i klynger? Tobak? Porno? Eller hvad med de containere, der måske transporterer bomberne?
Debatten var livlig på Fagligt Forum i dag torsdag, da emnet var investeringen af medlemmernes pensionskroner. Der var enighed om, at Dansk Journalistforbund (DJ) bør have nogle overordnede etiske retningslinjer, der sikrer, at pensionskassen ikke investerer i hvad som helst.
»Selvfølgelig skal vi være etiske. Vi kan da ikke som journalister gå ud og kritisere andre for ikke at være etiske, når vi ikke er det selv. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal bruge en hel formiddag på det,« sagde tillidsrepræsentant på Fyens Stiftstidende Lene Sarup.
Men om grænsen går ved, om bomberne kommer i klynger, og hvor mange etiske overvejelser, pensionsselskaberne skal presses til at gøre sig, var der stor uenighed om.
»Selvfølgelig skal vi ikke støtte noget grimt. Men det handler om penge og investeringer. Det handler om vores fremtid. Vores forbund handler om, at vi skal have bedre løn og bedre arbejdsvilkår. Og en god pension,« sagde Helle Bygum fra DR.
Hovedbestyrelsen havde på forhånd lagt op til, at man tager udgangspunkt i et udspil på området fra FN, det såkaldte Global Compact. Det består groft sagt af to dele: Ti ret ukontroversielle punkter, der blandt andet handler om at gå ind for menneskerettigheder og »fremme større miljømæssig ansvarlighed«. Og to små afsnit til sidst, der blandt andet slår fast, at man ikke investerer i selskaber, der tjener mere end tre procent af sin omsætning på såkaldt 'voksenunderholdning'.
Nuancerne faldt aldrig på plads under debatten, men nu er aben sendt videre til hovedbestyrelsen i DJ, der dermed formentlig ender med at beslutte de etiske spilleregler.
Læs også DJ's dækning af diskussionen her.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Topmålet af politisk korrekthed - og tåbelighed. Var det også forkert at levere de bomber til de allierede, som sørgede for, at Hitler ikke vandt 2. verdenskrig?