Den 25. april tiltræder Anne Wittorff Rusbjerg i en nyoprettet stilling som digital forsideredaktør og jourhavende på Femina. Det oplyser Aller i en pressemeddelelse.
Anne Wittorff Rusbjerg kommer fra en stilling som digital nyhedsredaktør på Berlingske. Her har hun de seneste år været med til at udvikle berlingske.dk samt været en del af Berlingskes udvidede redaktionsledelse.
Anne Wittorff Rusbjerg ser frem til at skulle bidrage til Feminas større fokus på aktuelle samfundsproblematikker.
”Jeg er meget imponeret over den udvikling, Femina er i gang med. Da jeg stod i sommer og var højgravid, var det Feminas artikler om manglen på jordemødre, der spøgte i mit hoved. Det er et godt eksempel på, hvordan Femina er i gang med skærpe sin identitet som et medie, der tager kvinder – og ofte oversete problemer – seriøst,” udtaler hun.