Femina vandt fredag fem magasindesignpriser. »Vi har opdaget, at ligesom Ud&Se må Femina gerne blive lidt intellektuelt. Det må gerne nærme sig kunst, så læserne får lyst til at gå på opdagelse,« siger chefredaktøren til Journalisten.dk. Camilla Kjems, chefredaktøren for Femina, er glad og stolt over, at Femina fredag vandt fem prisermed den danske-norske magasindesignerkonkurrence MDID.
Men prisregner kom faktisk ikke som den store overraskelse. Det seneste år har Femina nemlig arbejdet målrettet på at skærpe det visuelle udtryk. Og læserne er mere end parate til visuelle eksperimenter, fortæller Camilla Kjems.
»Vi kan i fokusgrupperne måle, at læserne er blevet mere bevidste om det visuelle. For 15 år siden blev det hurtigt for smart for læserne. I dag er de vant til at blive bombarderet med visuelle indtryk og de sætter pris på en stærk æstetisk oplevelse. Derfor bliver modeserierne for eksempel mere og mere avancerede.«
På Femina er det visuelle i dag på dagsordenen tidligere i den redaktionelle proces, og med den kreative chef Charlotte Grosen i spidsen er alle elementer i bladet blevet gennemgået minutiøst. Bladets freelancejournalister og -fotografer har været på workshop om samarbejde mellem form og indhold – og medarbejderne har stemt om bladets fedeste splash.
Blandt de fem MDID-priser vandt Femina blandt andet titlen som Årets ugeblad og en pris for bedste startopslag: Et portrætinterview med Casper Christensen sat op af AD'er Jesper Bjerg med billeder af Tom Lindboe.
Med Casper Christensen lå opgaven i at finde nye og overraskende sider af manden, de fleste kender.
»Allerede inden billederne blev taget, talte vi om, hvordan vi kunne overaske og finde på noget, der ikke var set før. Bagefter sagde fokusgrupper, at de godt kunne lide det – også dem, der faktisk ikke brød sig om Casper Christensen som person.«
Et andet sted, hvor Femina har oprustet, er samarbejdet med bladets freelancefotografer, fortæller Camilla Kjems.
»Vi har tidligere været slave af, at vi bare sendte en fotograf ud og tog nogle billeder. Ofte gik det lidt for stærkt, fordi vi var for uopmærksomme på det samlede udtryk.«
I dag er proceduren, at fotografen får tilsendt artiklen, hvis den ligger klar. Og det forventes, at fotografen faktisk læser den.
»Nogle gange fortæller vi, hvad vi gerne vil have på billedet, men lige så ofte fortæller vi, at vi for eksempel gerne vil se en mere sårbar end selvsikker side af en bestemt person – det vil sige den følelse, læserne skal side tilbage med, når de har læst artiklen«
Femina er ifølge Camilla Kjems ikke et traditionelt familieugeblad, men et ugemagasin for kvinder – uden at være et modeblad. I processen har Femina hentet inspirationen fra magasinverden. Blandt andet Ud & Se, der er gode til at overraske visuelt.
»Vi har opdaget, at ligesom Ud& Se må Femina gerne blive lidt intellektuelt. Det må gerne nærme sig kunst, så læserne får lyst til at gå på opdagelse.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.