Der skal fyres fem, og en praktikantstilling bliver nedlagt. Det meddelte ledelsen på Helsingør Dagblad i går tirsdag på et stormøde. Ledelsen var også klar til at sætte navne på fyringerne.
For godt en uge siden fik medarbejderne på Helsingør Dagblad den chokerende besked, at mellem fem og otte redaktionelle medarbejdere ud af i alt 14 skal fyres. I går tirsdag blev det så meldt ud, at der bliver tale om helt præcist fem fyringer, og at en praktikantstilling bliver nedlagt.
Ifølge tillidsrepræsentant Kirsten Moth var ledelsen indstillet på at frigive navnene på dem, der skal fyres. Men det nedlagde medarbejderne veto mod. Der er først frist for forhandlingerne på mandag den 31. august, og medarbejderne ønsker at udnytte tiden fuldt ud.
»Det er et ønske blandt kollegaerne om, at vi ikke udelukker noget som helst. Der kunne opstå nye idéer, eller der kunne falde en pose penge ned fra himlen,« siger Kirsten Moth med henvisning til, at Dagbladspuljens fordelingsudvalg lige nu er ved at behandle en ansøgning fra Helsingør Dagblad.
I sidste uge bad udvalget om nye reviderede tal, der tager højde for den seneste udvikling.
Det er dog tvivlsomt, at fyringerne vil kunne undgås, selv hvis Helsingør Dagblad får uventet økonomisk støtte.
»Vi har fået den melding fra vores administrerende direktør, at vi ikke nødvendigvis kan regne med, at de penge bliver tilgodeset til stillinger på redaktionen. Det er vi selvfølgelig beklagende over for, men nu må vi se, om det ikke kan gøre en forskel alligevel,« siger Kirsten Moth til Journalisten.dk.
På stormødet tirsdag fik medarbejderne præsenteret planen for, hvordan avisen skal køre videre med et stærkt begrænset mandskab.
»Det var på mange måder chokerende nyt,« siger Kirsten Moth.
Planen indebærer, at der skal være mere stof produceret af Ritzau, og at medarbejderne selv skal redigere deres artikler i skabeloner og skiftes til at lægge avisen i seng og lave forsiden på skift, eventuelt hjemmefra om aftenen. Tillidsrepræsentanten frygter for avisens overlevelse.
»Vi har svært ved at se, hvordan vi skal have lige så meget lokalstof i avisen som hidtil, når vi bliver beskåret så kraftigt. Vi er et nicheprodukt, hvor lokalstoffet er vores særlige stof. Vores tillid til, at det nye projekt kan gennemføres, er ret tynd,« siger Kirsten Moth.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.