Chefredaktørerne på fem af de største dagblade kritiserer nu samstemmende DRs generaldirektør, Kenneth Plummer, i lækagesagen. De mener alle, at han begik en regulær fejl, da han fredag afspillede en hemmelig lydfil for sin bestyrelsesformand, Michael Christiansen.
Det er Politiken.dk, der har talt med chefredaktørerne på henholdsvis Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken, B.T. og Ekstra Bladet. Og alle kritiserer de Kenneth Plummers fremfærd:
»Det er udtryk for, at Kenneth Plummer endnu en gang har stort besvær med at være generaldirektør i Danmarks Radio, og at han skal have farmand til at hjælpe sig«, siger Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Bent Falbert, til Politiken.dk.
Medarbejderne i DR har allerede protesteret. Som Journalisten.dk kunne fortælle i går, så er medarbejderne i DR alt andet end begejstrede for udviklingen, hvorfor mistilliden til Plummer har bredt sig.
Nu kritiseres Plummer så tillige af chefredaktører fra konkurrerende medier, der alle undrer sig over, at både Kenneth Plummer og DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen har hørt den famøse lydoptagelse, som angiveligt dokumenterer, at det er forsvarsministerens spindoktor, Jacob Winther, der har lækket hemmelige oplysninger tilbage i 2007.
Udover Bent Falbert fra Ekstra Bladet er der også markant kritik af Plummer fra Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen, Politikens chefredaktør, Stig Kirk Ørskov, B.T.'s chefredaktør Olav Skaaning Andersen og Berlingske Tidendes ansvarshavende chefredaktør, Lisbeth Knudsen.
»I mine øjne havde han ikke behøvet spille lydoptagelsen for Christiansen. Jeg synes, det er betænkeligt. I teorien kunne der opstå et problem, hvis Christiansen havde bedt Plummer om at omgøre sin beslutning«, siger Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen.
Hele historien med de fem chefredaktører her.
Politiken.dk har i øvrigt forsøgt at få en kommentar fra Kenneth Plummer – men uden held, da han er på vinterferie.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.