MUHAMMEDTEGNINGER. Det kan simpelt hen ikke være rimeligt, at sådan en gang hysterisk følelsesporno får lov til at tegne konturerne af den historiske sandhed om Jyllands-Postens offentliggørelse af karikaturtegninger af profeten Muhammed (jævnfør "Terrortanker", Journalisten nummer 10/11, red.).

Denne begivenhed er et af de mest ulykkelige eksempler på en komplet misforstået og formålsløs brug af vores værdifulde ytringsfrihed. Jovist er Jyllands-Posten i sin legitime ret til at trykke tegninger af hvad som helst – og enhver tilhænger af den danske grundlov må til enhver tid bakke op om denne ret. Uanset om halvanden milliard muslimer føler sig forhånet og dødeligt krænket. Men når Søren Astrup i artiklen kækt og frejdigt påstår, at han betaler prisen for at forsvare vores alle sammens ytringsfrihed, er det kun den halve sandhed: Han betaler også for ledelsens ret til at disponere ubegribeligt tåbeligt og deres ret til at gøre medarbejderne til korsfarere for menneskeforagt og afstumpethed.

At færdes som dansk statsborger i muslimske lande er ændret fra at være et møde med overvældende gæstfrihed til i bedste fald at være en konfrontation med mistro og resignation – i værste fald med had. Der findes altså dem, der mener, at vi – som i øvrigt også har mad, arbejde, socialvæsen, infrastruktur, biler, boliger, uddannelser – har en mission, ved at belære dem – som næsten intet ejer ud over luftige begreber som venskab, ære og kærlighed til en profet – om, at vi skal have lov til at grine os halvt fordærvede over deres religiøse værdier. Ellers er det udtryk for selvcensur. Og hvis der opstår et "vi" contra et "de" på hjemmefronten, må der mere politi på gaden for at forsvare vores samfund.

Jeg aner ikke, hvad JP/Politikens journalister skal stille op med den situation, som denne katastrofale disposition fra ledelsens side har bragt dem i. At opsige jobbene på JP er nærliggende, men en lukning af avisen vil uundgåeligt signalere et ubærligt nederlag til uforsonligheden og til den mest afstumpede form for terrorisme. Medarbejdere som et uskyldigt, uvidende og godtroende folkefærd kan nok regne med en eller anden form for kollegial medlidenhed, men de skal ikke forvente moralsk opbakning, når de forsøger at retfærdiggøre den ufattelige fordummelse, som har bragt dansk journalistik ned i bunden af fjerde division.

– Bjørn Tving Stauning, fotograf