search

Fem år frem

 

 

Udrustet med en rejseskrivemaskine og en ciceropind gik jeg for et par årtier siden i gang med min journalistuddannelse. Vi lavede »øve-aviser« ved klippe-klistre-metoden, vi lærte, at skriftlige kilder drejede sig om knitrende papir, og vi opfattede pressen som identisk med aviser.

Nutidens journaliststuderende er for længst blevet digitale. Konvergens, flerfunktionalitet og multimedialitet er blevet pensum. Stikordet er CODE: »Create Once – Publish Everywhere«…

Men betyder det, at fremtidens journalist er hende, som rykker ud på job med lomme-pc med indlagt mikrofon, digitalt videokamera og mobile sendemuligheder, klar til at aflevere fem-seks versioner skræddersyet til forskellige kanaler og tilpasset deadline døgnet rundt?

Eller vil vi få en yderligere specialisering mellem digitaljournalisterne, som nyhedskonkurrerer i sekundstriden, og papirjournalisterne, som rendyrker jagten på den egenproducerede nyhed, den gode læsehistorie, den prægede reportage, den reflekterede analyse og den forklarende baggrundskommentar?

Mit svar er ja og nej – og både og. Jeg tror, vi vil se en mangfoldighed af måder at udføre journalistrollen på og grader af tilpasning til mediehusenes krav om medarbejdere, som skal håndtere samme indhold til flere medier på samme tid. Om fem år må vi for længst have skaffet os kundskab om, hvor og hvordan det journalistiske indhold bedst kan udnyttes. Men vi skal ikke nødvendigvis tage rollen som multimedie-reporter på os og gøre alt på én gang.

Uanset hvor på den multimediale skala, journalisten befinder sig, vil to grundlæggende kundskabskrav efter min mening være ufravigelige for den, som skal overleve i branchen om fem år: Det ene er journalistfaglige færdigheder, det andet er mestringen af teknologi.

Når hvem som helst via nettet kan søge information og publicere sine egne – eller andres – artikler, billeder, filmklip og lydbidder på egen hjemmeside, hvad bliver der så tilbage for journalisten? Det vil være vigtigere end nogensinde at dyrke den journalistiske mærkevare og kernekompetencer inden for det, som er specifikt for journalistikken:

Nysgerrighed koblet med kreativitet og viden; evnen til at observere, snakke med folk og finde frem i et kompliceret kildemateriale; integritet i forhold til kilderne; evnen til at skelne mellem sandt og usandt, væsentligt og uvæsentligt, en presseetik som sidder i rygmarven; evnen til at fortælle en historie, sådan at den informerer og berører os.

Det er kravene til kildekritik, troværdighed og kvalitet, som vil adskille den professionelle journalist fra amatøren.

Udfordringen er at sikre kvaliteten, når alt skal gå så meget hurtigere. »Information comes quickly, truth takes time.« Har vi tid til at tjekke indholdet? Svaret er, at vi ikke har råd til at lade være.

Samtidig må vi indse til fulde, at kundskab og forståelse for teknologi må være en naturlig del af journalistens ABC. Teknologi er ikke dippedutter for specielt interesserede, men skaberværktøj, som skal udnyttes til journalistiske formål, bl.a. til at arbejde mere hensigtsmæssigt. Den journalist – eller redaktionelle leder, som ikke sørger for at opdatere sig på dette område, er uddateret om fem år.

I tillæg til kernekompetencerne inden for journalistik og teknologi vil fremtidens journalister i højere grad end tidligere have brug for indsigt i de mennesker, vi laver journalistikken for. Hvis målet med journalistik er, at den skal nå frem, må vi vide mere om dem, den skal nå frem til. Det er journalisterne, som udvælger stoffet. Men publikum vælger, hvor meget af det de vil have med sig, hvornår de vil have det, og hvor de vil finde det.

Hvad betyder alt dette for journalister, som ønsker at forblive i branchen – både fem og ti år frem? Først og fremmest at de må være selvkørende i bestræbelsen på stadig at lære mere og udvikle sig videre. Udviklings- og omstillingsevne er vigtig, og der er en betydelig vilje blandt redaktionelle medarbejdere til at satse både tid og personlige ressourcer på at skaffe sig ny kundskab. Det viser »Kundskabsløftet«, en rapport om det fremtidige kundskabsbehov i den norske mediebranche.

Men udfordringen ligger også hos redaktører og redaktionsledere. Ikke alene må de sørge for at uddanne sig selv. De må også tage lederansvar for, at redaktionen arbejder strategisk med kompetenceudvikling og knytter mål og visioner for journalistikken sammen med de kundskaber, som de mennesker, der skal lave den, har behov for. Det er også en stor udfordring at udnytte det, redaktionen faktisk ved!

Nye krav til kundskaber giver spændende tider for efter- og videreuddannelserne i mediebranchen. De må sikre både nye og gamle tilbud inden for journalistiske kernekompetencer og samtidig imødegå behovene fra dem, som ønsker at professionalisere sig i redaktionel ledelse.

Det er heldigvis aldrig for sent at lære. Heller ikke for en, som debuterede som journalist med ciceropind og rejseskrivemaskine.

* Trine Østlyngen er udviklingsleder på Aftenposten i Norge, men 1. september tiltræder hun jobbet som leder ved Institutt for Journalistikk i Frederikstad.

Oversættelse: Christine Møller

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen