Et dansk tekstningsfirma vil overlev, suppleret af ekspeditionskontorer. Maskinoversættelser vil gøre deres indtog. Teksterne må gøre oprør for at bevare kvaliteten.

Her i 2003 er det trange tider for tekstningsbranchen. Ud over kunder fra den private sektor, som godt ved, hvad kvalitet koster, og som også er villige til at betale for den, er der kun to tv-kanaler, der lægger noget, der ligner en rimelig pris for god tekstning – og det er vel at mærke ikke priser, der følger med noget som helst pristal, men priser, der forhandles, når tekstningsfirmaerne er ved at forbløde.

Udviklingen følger på mange måder en egen sær logik: de kommercielle tv-kanaler er underlagt hårde konkurrencevilkår, og da tekstningsudstyret er blevet billigt, kan man bede hvem som helst om at levere tekster – og det gør man så, hvilket enhver kan forvisse sig om ved selvsyn.

Da branchen samtidig havde særdeles lukrative vilkår i tekstningens barndom, har det naturligvis været svært at fastholde niveauet. Og når myndighederne er ligeglade og ingen vilje udviser til at kræve blot et mindstemål af kvalitet i de undertekster, som er danskernes foretrukne læsestof, kan det kun gå én vej.

I 2008 ser billedet ganske anderledes ud end i 2003. Salget af TV 2 kan – hvis køberne tager Brain Mikkelsen i skægget, sådan som Sky Radio gjorde, da de fik deres radiokanal – betyde en halvering af markedet for de seriøse tekstningsfirmaer. En Rupert Murdoch af en hvilken som helst nationalitet vil blæse kvaliteten en hatfuld.

Kun stramme regler for public service-funktionen – herunder for sprogets kvalitet – kan opretholde en status quo. Men selvfølgelig kun såfremt man opretholder den uendelige strøm af amerikanske ungdomsserier, der skal oversættes.

Man kan ane, at genudsendelsesspøgelset nok vil vokse sig endnu større i de kommende år, og der er næppe tvivl om, at en stor mængde programmer vil cirkulere mellem tv-stationerne, som låner og køber af hinanden – inklusive tekstninger. Vi ser allerede i dag mange eksempler på, at bedagede tekster uden betænkning klaskes på en genudsendelse, selv om sproget som bekendt udvikler sig hastigt.

Den udvikling vil accelerere i de kommende år, med mindre oversætterne får en krystalklar afgørelse på spørgsmålet om, hvem der har ophavsret til tekstningerne. Og vel at mærke en afgørelse, der falder ud til de enkelte teksteres og tekstningsfirmaers fordel.

På selve det tekniske område vil der uden tvivl ske meget. Ingen vil længere sidde og spole frem og tilbage på en videobåndoptager, for VHS-båndet er blevet afskaffet. I stedet har tv-stationerne en server, hvorfra firmaerne selv henter det billedmateriale, der skal tekstes eller versioneres.

Endnu er overførselshastigheden for langsom til store datamængder, men teknikken er allerede i brug ved korte udsendelser, og udviklingen går stærkt. Når en udsendelse i 2008 hentes fra en tv-station, lægges den på en server i tekstningsfirmaet, hvorfra teksteren downloader programmet til sin egen harddisk og påbegynder opgaven.

Der findes to danske tekstningsfirmaer med eget software til denne båndløse tekstningsmetode: Titlevision (Niels Søndergaard) og DVT-Edit (Dansk Videotekst), og begge systemer er så billige, at mange tekstere i dag sidder med udstyret derhjemme – hvilket bringer mig frem til teksternes arbejdsforhold.

Der er næppe tvivl om, at det er sundt og inspirerende at omgås andre tekstere/oversættere, at have kolleger ligesom ansatte på de fleste andre arbejdspladser. Men den økonomiske afmatning gør det meget svært at bevare de dyre arbejdspladser.

I 2008 vil jeg gætte på, at der måske er et enkelt reelt tekstningsfirma tilbage på det danske marked – måske ikke engang det. Man vil i stedet se en form for et ekspeditionskontor med 2-3 ansatte, som fodrer tekstere rundt om i landet med arbejdsopgaver og bagefter står for kvalitetskontrol og levering til kunderne. Miljøet, som vi kender det i dag, vil være forsvundet, og teksterne vil givetvis kun mødes til rent faglige og sociale arrangementer.

Hvis vi søger svar i krystalkuglen, hvad angår øvrige teknologiske landvindinger, kan vi for eksempel søge på »talegenkendelse«. Tv-stationerne er godt i gang med at bruge penge på software til talegenkendelse – primært for at kunne tekste nyhedsudsendelser meget hurtigere end i dag, men sikkert også med henblik på yderligere besparelser på andre områder.

Teksterens opgave vil i givet fald blive at fungere som redaktør af en ‘oversættelse', på samme måde som translatører i dag arbejder med maskinoversættelser af tekniske og juridiske dokumenter inden for eksempelvis EU.

Men det har lange udsigter, tror jeg, før software vil kunne erstatte tekstere, der har fornemmelse for rytme, sans for sproglige detaljer, en solid baggrundsviden og kunstnerisk finesse. Programmerne er ikke længere helt så primitive, at de for eksempel oversætter »Out of sight, out of mind« med »blind idiot«, men det er ikke meget galt.

Det er kunsten i tekstningen, der vil sikre, at standen overlever til efter 2008. Men også kunst kan have brug for en solid forankring i et fagligt miljø, og måske er det et oprør fra teksterne, der skal til, før vi atter kan få skabt tålelige forhold på et marked, der i 2008 stort set vil være bortloddet til højestbydende.

* Allan Hilton Andersen, kreativ direktør og tekster, Dansk Videotekst