»Jeg skriver ikke, at jeg er født i 1949. Det er jeg lige holdt op med.« – Sidse Ewald
»Følelsen af, at det ikke var så sjovt længere, kom snigende.« – "J.E:R."
»Jeg bryder mig egentlig ikke om at få penge uden at have et arbejde.« – Anders Dollerup
»Jeg har fået læst en hulens masse bøger og fået overarme som en eliteroer.« – Ulla Jepsen
»Jeg har været der, hvor jeg ikke kunne høre fuglene synge.« – Louise Paustian
Fagbladet Journalisten undersøger i det sidste nummer inden sommerferien, hvordan det er at gå sommeren i møde uden feriepenge i lommen, men istedet være finansieret af dagpenge og forhåndenværende muligheder. Hør fem journalister fortælle deres historie:
Sidse Ewald
Jeg havde ingen betænkeligheder ved at sige op, for jeg havde været udsat for mobning af en chef. Og så var jeg blevet flyttet til en stilling, jeg var overkvalificeret til. Jeg ville bare væk fra en arbejdsplads, der tydeligvis ikke ønskede mig længere. Så da der kom en større fyringsrunde på TV 2, tog jeg en frivillig fratrædelsesordning.
Halvandet år forinden blev jeg kaldt til en medarbejderudviklingssamtale, hvor jeg blev svinet til. Det lugtede af, at jeg var oppe i årene og havde været der i mange år. Jeg sad til samtalen og græd i fem kvarter. Hver gang jeg sagde noget godt om mig selv, fik jeg at vide, at det ikke var det, det handlede om.
Jeg holdt fri i otte måneder på fuld løn. Den første januar 2009 meldte jeg mig ledig. Dér gik det op for mig, hvad det vil sige at være arbejdsløs. Jeg skulle møde op i a-kassen og kommunen. Der var et papirvæld uden ende. Jeg fik en stak på mindst en centimeter den første måned.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme i denne situation. Men det er jeg kommet, og det er der så mange andre, der også er. Når jeg hver tredje måned er til møde i Journalistforbundet, møder jeg mine gamle kolleger fra TV 2 og DR. "Hold kæft, hvor er det urimeligt, at der ikke er nogen, der har brug for dem," tænker jeg. For de har jo været en slags ikoner, hvor de har været ansat.
I begyndelsen skulle jeg bare have et fast job med 37 timer om ugen. Jeg har været fastansat i 38 år. Nu er jeg mere indstillet på at få et midlertidigt job. Jeg kan ikke finde ud af at gå freelance. Jeg ved ikke, hvordan man finder kunderne. Men at få et job og tage én kasket på i 14 timer om ugen og 16 timer et andet sted. Det er jeg indstillet på. Men det har været en proces.
Jeg skriver ikke, at jeg er født i 1949. Det er jeg lige holdt op med. Nu er jeg altid blevet beskyldt for at se yngre ud. Så de kan se et billede af mig, og hvad jeg har lavet, og så må de selv regne ud, at jeg ikke er 25 år. De behøver ikke få det serveret lige i smasken, så de ikke gider læse mere.
Det kan godt være, at det er dejligt at have meget tid, når man er pensionist, og pengene kommer ind. Men når man får så få penge og hele tiden søger efter noget andet, så hviler man ikke i sin frihed.
Jeg har haft perioder på det sidste, hvor jeg har været enormt ked af det og har været fuldstændigt urimelig over for min mand – det søde væsen, der bærer over med mig og hjælper mig økonomisk.
I den seneste tid har jeg haft mange grædeture, hvor jeg ikke kan sige hvorfor. Det kommer bare. Det er vel en eller anden form for depression.
Jeg har lige søgt et job som oldfrue på et gymnasium, hvor jeg også skal tage mig af eleverne. Man skal sørge for frokost på lærerværelset, sørge for, at der er orden på elevområderne, og være en slags mor på gymnasiet. Og så har jeg søgt et dejligt job på Dansescenen, hvor de mangler en blæksprutte. Jeg er vidt omkring. Men jeg vil fortsætte med at søge jobs, hvor man skal organisere og administrere, for det er det, jeg kan.
Sidse Ewald, 60 år, formand for Den Danske Publicistklub. Valgte en frivillig fratrædelsesordning, da TV 2 skulle skære ned og lukkede TV 2 Radio. Har senest været daglig produktionsleder på TV2 Nyhederne i København. Blev hentet til TV 2 fra DR i 1988 for at hjælpe med at starte TV2 Nyhederne op.
»Følelsen af, at det ikke var så sjovt længere, kom snigende.« – J.E.R – foto: Martin Bubandt
J.E.R
Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var en af dem, der ville blive fyret. Jeg havde kun været på Fyens Stiftstidende i to år og sad sammen med nogle meget erfarne og rutinerede kolleger.
Igennem noget tid havde jeg haft lyst til at komme væk og blive skrivende. Så lige da det skete, var det fint nok. Det gav mig mulighed for at komme i gang med det, jeg egentlig gerne ville. Men i løbet af et stykke tid viste det sig, at det var sværere, end jeg havde forventet, at finde et nyt arbejde.
Den første måned efter at jeg var blevet fritstillet, var det forår, og jeg havde fuld løn og masser af tid. Det var jo fint. Jeg tog på en masse kurser, og når de foregik i København, tog jeg gerne af sted et par dage før og benyttede lejligheden til at få besøgt familie og venner.
Følelsen af, at det ikke var så sjovt længere, kom snigende. Efter nogle måneder handlede det mest af alt om at få skrevet ansøgninger og om at komme ud og få netværket.
Som familiefar kan jeg godt se fordelene ved ikke at have et job. Jeg havde pludselig meget tid til mine børn. Jeg kan aflevere den mindste i børnehaven sent, og hun kan blive hentet tidligt. Børnene har fået en mere nærværende far. For familien har det været godt.
Efter sommerferien begyndte jeg at sige til mig selv: "Nu, er det nu, NN, at du skal have et arbejde." Efteråret trængte sig på, og alle de andre skulle tilbage på arbejde. Så jeg tog på flere kurser og udbyggede igen netværket.
Det kom bag på mig, hvor sårbar jeg pludselig har følt mig. Meget af vores identitet er jo hængt op på vores arbejde. Når arbejdet pludselig er væk, er der en stor del af identiteten, der forsvinder. Så skal du til at gøre dig selv gældende på nogle andre præmisser end lige arbejdet.
Jeg har hele tiden været meget bevidst om, at jeg får et job igen. Det er bare et spørgsmål om tid. Jeg er ikke en dårlig journalist, bare fordi jeg er blevet fyret. De to ting har jeg lænet mig op ad.
Det kan være svært at være tilfreds med et deltidsjob. Men jeg er kommet dertil, hvor jeg har besluttet, at jeg ikke skal søge alle mulige andre jobs. Det kan ikke nytte noget, at jeg mentalt hele tiden er på vej væk fra Elvstrøm Sails, hvor jeg har fået 20 timer om ugen som webmaster. Det er ressourcekrævende konstant at være opmærksom på, hvilke jobs der er. Det koster noget på dedikationen, tilstedeværelsen og engagementet. De betaler mig trods alt nogle penge, omend det ikke er en fuldtidsløn. Nu giver jeg det en chance. Jeg søger stadig, men ikke i samme omfang som i begyndelsen.
J.E.R. 43 år, færdiguddannet fra SDU januar 2007, blev fritstillet fra Fyens Stiftstidende per 1. juli 2009 i forbindelse med en fyringsrunde. Tidligere Fyns Amts Avis. Har nu 20 timer om ugen i snit hos Elvstrøm Sails som webmaster.
»Jeg bryder mig egentlig ikke om at få penge uden at have et arbejde.« – Anders Dollerup – foto: Martin Bubandt
Anders Dollerup
Jeg vil gerne give min uddannelse en chance. Men jeg må ærligt indrømme, at hvis jeg ikke får et job i løbet af et års tid, så skal jeg måske kigge mig om efter en anden branche.
Det er afgørende for mig, at jeg får noget joberfaring nu. Lige meget hvad årsagen er, til at du er arbejdsløs, så kigger arbejdsgiverne mærkeligt på dig, hvis du har været ledig i et år.
Jeg bryder mig egentlig ikke om at få penge uden at have et arbejde. På det fodboldhold, jeg spiller på, kalder vi os deltidsprofessionelle fodboldspillere, fordi flere af os er forsørget af staten.
Som jobsøgende bliver det en del af ens personlighed at være arbejdsløs. Og det rækker ud over en normal arbejdsuge på 37-40 timer. Min identitet er primært, at jeg er arbejdsløs, og derefter er jeg kæreste og alt muligt andet. I Danmark spørger vi, hvad folk laver, før vi spørger, hvad de hedder. Det glemmer vi alligevel.
Jeg overvejer at søge et job med løntilskud, men jeg er ikke vild med det. Da jeg skulle ringe op for at stille spørgsmål om jobbet, kunne jeg næsten ikke få mig selv til det. Jeg må da for fanden kunne få et rigtigt job. Jeg vil gerne vide, at jeg har skruet mit CV rigtigt sammen, at jeg ikke kan gøre mere ved mine ansøgninger, og at jeg har udtømt alle andre muligheder først. Hvis jeg får et job med løntilskud, føler jeg virkelig, at jeg sidder i systemet.
Anders Dollerup, 32 år, forsvarede speciale om mobil-tv på RUC i journalistik i november 2009. Har været arbejdsløs siden. Har dog haft freelanceopgaver som CMS-udvikler for et coachingfirma. Var i praktik på DR Bornholm. Sidder i Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse.
»Jeg har fået læst en hulens masse bøger og fået overarme som en eliteroer.« – Ulla Jepsen – foto: Martin Bubandt
Ulla Jepsen
Den første dag jeg var arbejdsløs, inviterede jeg mine unger ind i min seng, da de vågnede om morgenen. Jeg sagde til dem: "Prøv lige at høre, I skal lige have en krammer, og så skylder jeg jer simpelthen verdens største undskyldning, for jeg ved godt, at jeg har været rigtig sur og irritabel i lang tid. Sådan er det, når der er ting på ens arbejde, der fylder rigtig meget. Så tager man altså nogle gange ting med hjem."
Jeg giver mig selv lov til at nyde ikke at have et job. Jeg har fået læst en hulens masse bøger og fået overarme som en eliteroer. Det giver et enormt mentalt overskud og gør, at når jeg kommer i arbejde igen, så har jeg et lager af energi uden lige. Jeg hviler i mig selv og er bevidst om, hvad jeg kan, og hvad jeg vil.
Det er meget vigtigt ikke at falde ned i et hul og være bange for ikke at få job. For mig virker det bedst at sige, at glasset er halvt fyldt, og at jeg nok skal få det fyldt op. Jeg tror, at når man først ryger ned i det hul, så er det svært at finde motivationen.
Min søn Jonas på otte år spørger gerne, når han spiller computer, om jeg ikke lige henter et glas mælk til ham. Og så svarer jeg: "Hov, hov, du skal lige skelne mellem at have en mor og en tjener. Den mælk kan du da selv hente." Han svarer kækt tilbage: "Jamen mor. Du er jo arbejdsløs. Du har ikke andet at lave."
Det går galt, hvis man begynder at se fjernsyn til klokken tre om natten og får vendt sit døgn om. Jeg er meget bevidst om at have selvdisciplin hver dag. Jeg skal søge job, jeg skal have motion, jeg skal hygge med mine unger hver dag, og så skal jeg læse eller se et spændende program eller være sammen med venner. Jeg er nærmest sygeligt disciplineret over for mig selv.
Jeg ringer aldrig og spørger, hvorfor det ikke blev mig. Jeg har selv lige siddet som leder, hvor jeg fik 179 ansøgere til et kommunikationsjob. Når man får så mange – og det gør de derude – så læser man ikke dem alle sammen igennem. Så skimmer man ansøgninger. Der er sikkert også nogle af de virksomheder, der får 400 ansøgere, som bare siger: "Nogle er heldige, og nogle er ikke. Vi læser kun de første 50 i bunken og smider resten ud."
Når jeg kigger efter mit drømmejob, så er der langt imellem snapsene. Når jeg ikke kan få det, jeg helst vil, overvejer jeg, om jeg så kan komme til at lave noget andet. Kunne jeg blive leder af noget, der ikke var journalistisk?
Ulla Jepsen, 43 år. Har senest været kommunikations- og marketingschef i Care Danmark. Blev fyret i januar 2010 i forbindelse med en omstrukturering. Uddannet journalist og siden Executive Master of Business Administration. Tidligere jobs på blandt andet Ritzau, Politiken og Nordeas kommunikationsafdeling. Har sideløbende med karrieren startet rejsebureauet Atlantis Rejser og senere været kommunikations- og produktchef på fuld tid i selskabet.
»Jeg har været der, hvor jeg ikke kunne høre fuglene synge.« – Louise Paustian – foto: Martin Bubandt
Louise Paustian
Jeg har brugt sindssygt meget tid på at skrive ansøgninger til jobs, hvor jeg vidste, at jeg ville være rigtig god til jobbet, men hvor jeg ikke engang er kommet til samtale. Jeg har endda brugt flere dage på at søge jobs, som jeg kunne klare med venstre hånd, og er alligevel ikke kommet til samtale. Det gør bare rigtig ondt. Så får jeg næsten lyst til at smide håndklædet i ringen.
I februar fik jeg et job med løntilskud i Danish Design Association. Det var et drømmejob. Jeg skulle egentlig have været sluset langsomt ind, men var alene og fik meget ansvar fra starten. Det måtte jeg bare erkende, at jeg ikke kunne på det tidspunkt. Jeg oplevede det, som om det gik fra stress til reel depression. Hele det erfaringsgrundlag, jeg normalt kan trække på, forsvandt bare. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke fokusere. Jeg kunne slet ikke komme ud af sengen. Jeg kunne ikke række til noget.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle trække stikket på den måde. Normalt er jeg sådan en, der handler for at forandre situationen og altid har en plan B. Men jeg var sat skakmat og havde brugt alle de planer, jeg havde i ærmet. Det var rigtig hårdt.
Jeg har det godt nu. Jeg har været der, hvor jeg ikke kunne høre fuglene synge. Nu vågner jeg op hver dag og er glad og skal tusind ting med fokus på børnene. Det varer jo ikke for evigt det her – det ved jeg jo. Og så bor jeg jo i dejlige omgivelser og kan gå en tur i skoven, når jeg har lyst. Jeg er kommet til virkelig at nyde, at jeg faktisk kan gøre det, jeg vil.
Hvis jeg skal fremhæve noget godt ved, at jeg er arbejdsløs, er det, at jeg har to små børn. Dem har jeg bare kunnet være der for. Det nytter heller ikke noget, at jeg tror, at lykken er at finde et job. Lykken er nu og her og i at være sammen med min mand og mine børn.
Selv om job og økonomi er vigtigt, så er der ikke noget, der er vigtigere end ens familie. Efter at jeg er kommet ovenpå, har jeg kunnet mærke, at det, der virkelig giver glæde, er at kunne være til stede nu og her. Og bare være glad for de ting, der fungerer. At kunne mærke det helt ærligt, og at det ikke bare er ord og teori.
Jeg er glad igen, men jeg vil selvfølgelig stadig meget gerne have et job og den sikkerhed, det giver at få en løn og kunne bidrage på alle fronter. Jeg er involveret i Jobview.dk, som er en ny jobportal, der bliver lanceret hen over sommeren. I stedet for almindelige cv'er er jobportalen baseret på jobsøgernes video-cv'er. Hvis det projekt lykkes, har jeg mulighed for at skabe min egen stilling og blive projektkoordinator. Jeg har en tro på, at det nok skal lykkes.
Louise Paustian. 38 år. Har senest haft job på reklamebureauet Ipsen og Partners. Gik på barsel i februar 2008. Da Louise Paustian skulle tilbage fra barsel, var krisen i mellemtiden brudt ud, og firmaet kunne ikke længere tilbyde en fast stilling. Uddannet grafisk designer, har en MFA i webkommunikation og en videreuddannelse i kommunikation fra Journalisthøjskolen.
(Anonymiseret den 7/12 2017: Journalisten har valgt at anonymisere en kilde i denne artikel, jf. vores regler for ændringer i allerede publiceret indhold. Intet andet i artiklen er ændret. Du kan læse reglerne for anonymisering i allerede udgivet indhold her)
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Udfordring...
Det er hvad det kan være at være arbejdsledig - for som det nævnes i et indlæg "hvis jeg ikke er mit arbejde - hvem er jeg så?"
Det er netop udfordringen - for hvis vi ikke ved det medens vi er i arbejde - så er det dælme på tide at anvende tiden konstruktivt til at finde ud af det ! Påstand : vi ved det godt - men er ikke altid bevidste om det - og denne viden er en af de mest oversete kompetencer vi bevidst kan anvende, både i vores fremadrettede jobsøgning, men sandelig også som en del af vores af vores udførsel af arbejdet.
Vi er jo alle unikke som personer - men bliv nu bevidst om din unikke personlighed - alle er unikke, men ingen er unikke som lige "præcis DIG" .
FAKTA: til både de opslåede stillinger og til uopfordret ansøgning er der rigtig mange kandidater, det gør jo at vi mange gange enten modtager et afslag eller slet ikke høre noget virksomheden, til stor frustration og en måske medvirkende årsag til at vores selvværd får et knæk/dyk.
Sæt nu handling på det vi ved - og ikke hvad vi tror - du af nogen er expert i dig selv - HVIS DU VIL
Du alene er ansvarlig for at gøre opmærksom på dig selv og dit unikke jeg !! Du alene er ansvarlig for at du ikke er ledig 24 timer i døgnet - hvis du er det ! har du muigvis ikke været tilstede i dit liv ( herunder også dit arbejdsliv) som en hel person - den unikke person der gør at du gør en forskel - både for dig selv og dine omgivelser (herunder på dit arbejde)
Ja - det var lige en lille kommentar fra mig der sidste år gik 6 ledig i 6 md. den indtil nu bedste tid i mit arbejdsliv - det var et tilvalg om at få mest muligt ud af den situation jeg nu ufrivilligt var landet i - men det var mit ansvar og mit valg at komme igennem perioden.
Husk:" det unikke ved os mennesker er bl.a at vi har muligheden for at træffe et valg"
Fortsat god sommer til alle