search

Fede dage på Ugens Rapport

Der er både en film og en bog på vej om Ugens Rapport - bladet, som i sine storhedsdage i 70'erne solgte 200.000 eksemplarer om ugen. Journalisten har smugkigget i de første kapiteludkast og bringer her historien om Rapports vildeste reporter gennem tiden: eventyreren Freddy Wulff.

Der er både en film og en bog på vej om Ugens Rapport
– bladet, som i sine storhedsdage i 70'erne solgte 200.000 eksemplarer om ugen. Journalisten har
smugkigget i de første kapiteludkast og bringer her historien om Rapports vildeste reporter gennem tiden: eventyreren Freddy Wulff.

OPLEVELSER. "Jeg føler mig frem i det plumrede sort-brune vand. Min venstre arm skraber mod et eller andet – og i næste sekund banker jeg hovedet mod noget hårdt! Sgu' godt at ingen kan se mig i dette øjeblik, for der vil garanteret stå "HJÆLP" med store bogstaver bøjet i neon tværs over mit fjæs.
På bredden vinker Pepe. Længere ud – lidt længere. Jeg tager nogle svømmetag, trækker vejret dybt et par gange, puster halvt ud – og dykker ned i suppen. En meter – to, tre, fire, fem. Der er dybere her. Og jo dybere, jo mørkere. Faktisk allerhelvedes mørkt. Næsten lige fedt om jeg har øjnene åbne eller ej. Det hele flyder.
Jeg famler mig langsomt frem. Passer på som en mis ikke at røre bunden. Der er mindst en meter dynd og mudder.
For jeg dykker ikke for skæg. Jeg prøver ikke at finde ud af, hvor dyb søen er og søger heller ikke efter en sunken skat.
Jeg leder efter en krokodille. Ikke så forbandet stor, men stor nok. Den skulle helst være død – men er det sikkert ikke. Den slog med halen, da den sank, men det kunne selvfølgelig være nerverne. Håber jeg.
Jeg svømmer nu helt mod bunden. Har besluttet mig for, at det her er absolut sidste runde. Det er fjerde gang, jeg er nede. Og jo mere jeg tænker på den krokodilles far, bedstefar og endnu ældre og større slægtninge, jo mindre har jeg lyst til krokodille i tomat.
Jeg skal lige til at vende om, da jeg skimter noget gulligt på den sorte bund. Kan det være? Har jeg endelig heldet med mig? Joh, den er god nok. Det er sgu' den! Dens hvid-gule mave. Jeg kan bare ikke se, hvad der er hoved eller hale. Det er kun ét at gøre: Føle mig frem!
Jeg stikker forsigtigt hånden hen mod det hvid-gule – og føler nogle ben. Det giver et ryk i den! Den er ikke død!"

(Fra Ugens Rapport-artiklen "Jeg fangede flodens farligste dræber med de bare næver!", hvor Freddy Wulff er i Mexico.)

En dag i sommeren 1972 kommer en stor muskuløs mand med langt hår og et voldsomt overskæg ind på Rapports redaktion med en stak billeder af sig selv. På et af dem står han med et blodigt vildsvin på ryggen, som han har skåret hovedet af. Han er professionel jæger og har nedlagt dyr i både Australien og på New Zealand.
"Kunne I ikke tænke jer at bringe en artikel om professionel jagt," spørger han chefredaktør Poul Munk, som sender manden og billederne videre til reporter Max Randrup. De ved ikke, at han allerede har forsøgt sig på Hjemmet, Familie Journalen og Ude & Hjemme, men alle steder har han fået nej – billederne er for blodige. Max Randrup mener heller ikke, at det lige er noget for Rapport. Redaktionschef Kurt Thyboe, der har en drøm om at rejse til Australien, vil derimod gerne høre mere og byder på frokost i kantinen. Thyboe tænder straks på billederne.
"Hold kæft, kan du skrive," spørger han.
"Det ved jeg ikke. Jeg er uddannet på kontor og har aldrig prøvet," svarer manden, som alligevel bliver sendt hjem for at forsøge at få historierne ned på papir. Han skriver hele natten – 35 ark afleverer han næste dag. Kurt mener godt, han kan redigere det ned til en artikel, der kan hegne de vilde jagtbilleder ind.
"Hvad vil du ha'," spørger Kurt.
"600 dollars," svarer manden, som kort tid efter står med en seddel på beløbet i Allers hovedkasse.
600 dollars for en nats arbejde! For godt til at være sandt, tænker han uden at vide, at det kun er begyndelsen på en helt ny karriere, og at han i de næste 30 år bliver en af Rapports mest kendte og markante skribenter. En af de få, som læsere op gennem 70'erne, 80'erne, men også 90'erne husker navnet på, fordi han er synonym med eventyr og nervepirrende reportager fra hele verden.
Freddy Wulff bliver Rapports Indiana Jones, som fanger giftslanger med de bare næver, finder forsvundne byer i Mexico og rejser ind i krigszoner med kuglerne flyvende om ørerne. Han bliver en moderne opdatering af gamle danske opdagelsesrejsende og eventyrere som Arne Falk Rønne og Jørgen Bitsch, som han selv var dybt fascineret af som dreng i 50'erne, når han sad i forsamlingshuset i Randers og så deres film med anakondaer og undvegne straffefanger.
Allerede dengang vidste han, at han ville væk og ud at opleve verden – »for at slippe væk fra det fladbrystede Danmark«, som han siger – og vejen gik gennem ØK som shippingman. En god borgerlig uddannelse med adgangsbillet til hele verden, hvor ting skulle fragtes med skib. Men da han er færdig med uddannelsen i 1965, skal han først lige springe soldat. Han melder sig til Livgarden, selv om han helst ville have været i ubådene – de kan bare ikke rigtigt bruge folk med den højde.
Med ØK og Livgarden på sit CV burde en verden af jakkesæt ellers stå åben, men der går kun 24 timer, fra Freddy Wulff er færdig som soldat, til han står i Søndre Strømfjord på Grønland, hvor han hurtigt finder frem til en jæger.
»Jeg tog med ham ud at skyde ryper. Næste weekend skød jeg mit første rensdyr, og så var der ingen vej tilbage. Jeg ville være storvildtjæger,« fortæller han.

Året er nu 1968, og verden står foran store omvæltninger. Ungdomsoprøret begynder at røre på sig, og den nye generation er præget af rastløshed og eventyrlyst. Også den unge shippingman Freddy Wulff, som begynder at strejfe rundt i Australien med to venner, Jens og Ole.
I januar 1970 rykker Freddy og Jens videre til New Zealand, da de hører, at den newzealandske stat betaler jægere for at skyde kronhjorte og vildsvin. Immigranter havde i sin tid medbragt hjorte til øerne, men som altid, når mennesket introducerer nye arter, skubber det alvorligt til balancen i naturen. Pludselig har man skabt en plage, der ødelægger skove og marker. Rent slaraffenland for to jægere – de begynder langt oppe ad floden Paringa.
»Vi kunne købe 100 øl eller 100 pakker smøger for hver kronhjort, vi skød. Det svarede til cirka 30 NZ-dollars, men vi skulle bære hjorten på ryggen i fire timer for at komme ud til landevejen, hvor der var en vildt-opkøber. Den vejer omkring 60 kilo, så det var sgu' hårdt,« fortæller han.
Freddy får snart tilbud om at blive professionel jæger for skovvæsenet.
»Vi boede i små hytter med stearinlys. Jeg lå hver aften og skrev en slags dagbog til jægeren, jeg havde truffet på Grønland. Da jeg kom hjem, viste jeg ham mine billeder, og han sagde: »Du skulle fandeme da skrive din historie til et blad. Du har jo allerede det meste i de breve, du skrev til mig.«
Så Freddy tager sine billeder – blandt andet det, hvor han bærer på det blodige vildsvin uden hoved – og så tropper han ellers op på Hjemmet, Familie Journalen og Ude & Hjemme for til sidst at ende på Ugens Rapport.

En måned efter Freddy Wulff har solgt sin første artikel, beder chefredaktør Poul Munk ham stille med 25 emner. Munk og Thyboe kaster straks deres opmærksomhed på en idé, Freddy Wulff har fået:
»Jeg havde hørt om en professionel "sidder" – altså folk, der sad i fængsel for andre mod at få penge for det. Det ville jeg gerne selv teste, så jeg gik i fængsel i Møgelkær for en bekendt, som hed Jess, der var taget for spritkørsel. En dag sagde jeg så til fængselsinspektøren: "Hør du, der er sgu sket en fejl," og så blev jeg sat på fri fod. Fotografen Holger Blom kom og fotograferede, da jeg blev lukket ud. Aftalt på forhånd. Men da vi skulle med færgen til Sjælland, kom politiet, og over højtaleren efterlyste de Freddy Wulff. Da to betjente kom op i cafeteriaet, sagde jeg: "Det er mig, der er Freddy Wulff. Vil I arrestere mig?" Næ, det ville de ikke, men da havde de allerede holdt færgen tilbage i en time. Både Holger Blom og jeg måtte blæse i ballon. Jeg tror ikke, de to betjente var glade ved situationen. Det var jo en slags hævn. Næste dag kom to pansere og bad mig følge med, og Rapports chefredaktør Poul Munk fik fat i en jurist, der tog med mig på Politigården. Her blev jeg afhørt. Senere kom artiklen så i Rapport, og kort efter kom der et brev fra statsadvokaten om, at sagen var droppet. På grund af bevisets stilling – jeg indrømmede ALT i artiklen, jeg skrev.«

Så giver Poul Munk ham en opgave: Find Alexander Dubcek! Dubcek var forsvundet, efter han som leder af Tjekkoslovakiet i 1968-69 havde forsøgt at reformere det kommunistiske regime, hvilket som bekendt endte med Foråret i Prag, hvor sovjetiske kampvogne satte en stopper for forsøgene på at formilde Moskvas version af proletariatets diktatur. Herefter forsvandt Dubcek, og der var mange gisninger om, hvorvidt han var død eller i fængsel.
»Jeg tog til Tjekkoslovakiet flere gange, men kunne ikke finde ham. Så jeg købte lokalt tøj, fik en lokal frisure og hang ud blandt studenter. Jeg fik fat i to fyre, som gav mig et tip om et sted, der hedder Krasnany – en forstad til Bratislava. Tredje gang jeg var dernede, gik jeg og kiggede og kiggede, og så fandeme en dag ser jeg ham med fire store mænd ved stoppestedet til en sporvogn. Han lever! Dagen efter ser jeg ham igen, og jeg fik fat i en australsk fotograf, men han turde ikke gå tæt nok på. De fire gorillaer med Dubcek var uden tvivl fra KGB eller den lokale version. Jeg tog derned fjerde og femte gang – uden at se Dubcek. Måske var han på ferie. Og nu kunne jeg kun få en uges visum per gang. Den sjette gang havde jeg fotografen Ole Jacobsen med – og han var kold. Og pludselig kom chancen så. Han gik ind i sporvognen igen. Sædet ved siden af Dubcek var ledigt, og de fire store mænd stod lidt væk. Jeg satte mig ved siden af ham og hviskede på tysk: "Hr. Dubcek, vil De give et interview?"
"Nein," svarede han, men min artikel var sådan set i hus. Jeg skulle jo bare finde ud af, om han var i live eller ej.«

Værnepligten på Ugens Rapport er bestået, og Freddy Wulff har etableret en pengestrøm, der kan finansiere hans jagter, rejser og eventyr de næste tre årtier.
»Efter Dubcek havde jeg mere frit slag på Rapport. Hvis jeg ringede hjem til Kurt med en idé, sagde han: "Det lyder fint – gør, hvad du vil." Det var det frieste liv, man kan forestille sig. Det eneste, jeg ville, var at gå på jagt og jage eventyret,« som han siger.
Fra 1974 til 1977 etablerer Freddy Wulff sig for alvor som Rapports eventyrer. Bladet introducerer serien "Jorden Rundt", hvor Freddy Wulff og fotografen Lars Bjørn uge efter uge leverer historier, hvor de fanger giftslanger i floder, lever blandt hovedjægere eller er med ved frontlinjen i verdens brændpunkter.
»Min mor var altid ved at dø af skræk, når hun læste, hvad jeg lavede. Derfor er der flere blade, jeg aldrig sendte til hende. Hvis jeg skulle ind i junglen i mange måneder, skrev jeg også altid en stak breve på forhånd, hvor jeg forsikrede hende om, at jeg havde det fint, og så daterede jeg dem lidt frem i tiden og bad nogle venner om at sende dem løbende. Jeg har metalsplinter rundt omkring i kroppen, som jeg aldrig fortalte hende om,« siger Freddy Wulff.
Det har da også været tæt på en gang imellem. Som da Freddy var i Etiopien for at dække hungersnøden. Her kom han i kontakt med fem schweizere i Addis Ababa, der ville sejle ned af Den Blå Nil i en stor Zodiac. De ville gerne have ham med, men turen ville tage omkring tre uger, og han havde andre planer. Han ville i stedet prøve at komme på patrulje med den franske fremmedlegion på Afrikas Horn. Schweizerne tog af sted og er ikke set siden. Måske blev de myrdet i det dengang fredløse område. Måske kæntrede deres båd eller blev væltet af en flodhest, mens de mange krokodiller tog sig af resten.

Mange af de gamle venner og kolleger er også døde. Freddy sidder med et gammelt udklip fra New Zealand, hvor de jager hjorte fra helikopter med fuldautomatiske rifler, M-16 og AK-47. Nogle dage skød de 90 kronhjorte.
»Ham dér er også død. Han styrtede ned. Der var 80 jægere, da jeg tog derfra i 1972. Jeg kom tilbage i 1975 – 23 af dem var døde. Jeg har altid ment, at dødsårsagen for alle er, at du bliver født. Derfra er det kun et spørgsmål om tid – og held. Masser dør af kræft og i trafikuheld. Og nogle af alderdom, som det hedder. Det sidste sker bare ikke for ret mange af mine venner. Jeg har altid kunnet lide spænding, men jeg har aldrig dyrket farer. Christian Viffert fra Rapport søgte farer – han var bladets stuntman. Der er da adskillige gange, hvor Lars og jeg har kigget på hinanden og sagt: "Det dér gør vi ikke!"
Mennesker er det eneste, jeg er bange for. Jeg skriver ikke om private dumheder, som sender mig i fængsel. En gang blev vi tilbudt en million dollar for at sejle et skib til Californien fra Thailand, men vi havde lugtet lunten. Jeg har altid hadet drugs, og jeg har aldrig taget stoffer. De, der tog mod tilbuddet, blev taget til havs efter fire timer og fik 25 år i spjældet. Sejlskibet var fyldt med hash og 30 kilo heroin.
Men der var da engang i Thailand, hvor jeg rigtigt dummede mig. Jeg havde set thai-boksning, hvor de sparkede og slog på hinanden. Jeg mente, det var aftalt spil – som amerikansk wrestling. En ven sagde, at det var det altså IKKE. Okay, han fik fat i den thailandske mester, som jeg betalte 1.000 dollar for en tur i ringen med mig. Jeg mente, jeg bare skulle ramme hans 50 kilo én gang. Det gjorde jeg også, men ikke hårdt nok. Lidt efter lå jeg på kanvassen med en brækket næse. Han svingede rundt med lynets hast og gav mig en hård albue lige i ansigtet. Jeg har ikke kunnet dykke siden. Fandeme ærgerligt.«

I dag har den 64-årige Freddy Wulff officiel residens i Thailand. Men han bor også dele af året i New Zealand og i Pyrenæerne. En kammerat har netop købt et 74 meter skib for omkring fem millioner dollar, så det regner han med at skulle tilbringe en del tid på. Han har lige været ved Ildlandet og Antarktis.
Stuerne i Spanien er udsmykket med indianerkunst, knive, spyd, kranier og andre relikvier fra de mange rejser i alle verdens afkroge. Ved vinduet ud til haven står et kraftigt luftgevær klar, hvis en kanin skulle være så uheldig at komme inden for skudvidde. Så er aftensmaden sikret.
Freddy udstråler stadig styrke og vilje. I dag er håret kort. Og gråt. I venstre øre hænger to øreringe til "færgemanden", når den tid kommer. Ligesom piraterne. Over venstre bryst er tatoveret et tusindben, som Kalinga-stammen – hovedjægere i den filippinske jungle – gav ham som symbol på, at han kunne færdes sikkert overalt blandt deres folk. En gammel dame rørte aske op i vand og slog det ind i huden med en spids bambuspind – det tog en hel dag.
»Efter Lars fra Rapport har jeg kun arbejdet sammen med kvindelige fotografer, men jeg har en vane med at gifte mig med dem. Den første var Rosita, som var Miss Mexico,« fortæller han.
Han har været gift tre gange.
»Så nu bruger jeg ikke fotografer mere, selv om jeg ikke er en god fotograf. Jeg har lært mig det selv,« forklarer Freddy.

Helt elendig er han nu ikke. På hele bagsiden af National Geographic fra april 2003 kan man se vinderbilledet af Canons Wild Life Photography-konkurrence. Det er et overvældende billede af den meget sjældne træleopard i Laos' jungle, som springer med åbent gab lige ind i linsen. Præmien var på 25.000 dollar, og nederst er fotografen krediteret: Freddy Wulff.
»Jeg havde set træleopardens lort i skovbunden. Jeg ved efterhånden noget om lort. Jeg sad oppe i et træ. Efter tre dage var jeg træt af at skide ned fra grenene, men så tænkte jeg, at nu havde jeg allerede siddet der så længe, at det ville være ærgerligt, hvis den pludselig dukkede op, lige når jeg var gået. Jeg sad deroppe i to uger, før jeg fik billedet.«
Skal han pege på en enkeltstående artikel, han er mest stolt af gennem tiden, handler den om dengang, han var med til at finde Vu Quang-oksen i Nordvietnam.
»Jeg tilbragte lang tid i junglen, hvor jeg ledte efter horn i landbyernes hytter. Jeg havde læst en notits om, at der kunne være et nyt "stort" pattedyr derinde, ukendt for videnskabsmændene. En dag fandt jeg et sæt horn. Vi tog billeder af dem. Man skal ikke købe den slags trofæer af de lokale jægere, for så får de pludselig en værdi, og så går jægerne ud og skyder flere dyr, end de har brug for for at overleve. Man skal huske, at junglen er deres supermarked. Men jeg tog en lille stump skind på størrelse med en negl og afleverede det til professor Peter Arctander på Københavns Universitet. Han kunne ikke genkende dyret fra billeder af hornene – der kunne være tale om et nyt fund. Men kun en dna-prøve kunne bevise det.
Efter et stykke tid kunne Arctander så fortælle mig, at det dyr, jeg havde fundet, faktisk skulle være uddødt for mange millioner år siden. Derfor tog vi øjeblikkeligt til det nordlige Vietnam igen for at prøve at fotografere dyret. Det vietnamesiske udenrigsministerium hjalp med en oversætter, en russisk jeep med chauffør og nogle soldater. Vi var tæt op mod grænsen til Laos, hvor de sidste rebeller fra den sydvietnamesiske hær havde taget ophold. Af og til kom det til skudepisoder.«
Vu Quang-området er meget ufremkommeligt. Der er kun to muligheder: gåben eller helikopter. Derfor har der aldrig boet særlig mange mennesker dér. Og amerikanerne bombede heller ikke området under Vietnamkrigen, da selv ikke Vietcong kom der. Derfor blev dyr og planter ikke udslettet af Agent Orange – det kemikalie, amerikanerne sprøjtede ud over junglen for at fjerne alt løv, så Vietcong blev blotlagt.
Det lykkes Freddy Wulff at finde skind, knogler og horn hos jægere blandt stammerne. Og på den måde kan forskerne i dag få alle detaljer på plads om oksen, som alle troede uddød, men som lever i bedste velgående i den lille tidslomme i Nordvietnam.
Historien gik hele verden rundt. Omvendt begik dagbladet Politiken i begyndelsen af 90'erne en historie om, at Freddy Wulff havde bragt Vu Quang-oksens overlevelsesmuligheder i fare, ved både at "stjæle" skindet og efterfølgende "smugle" det ud af landet.
»Vi blev beskyldt for alt muligt. Da jeg syntes, at nok var nok, viste jeg Politiken vores korrespondance med Udenrigsministeriet i Hanoi. Vi gjorde intet, som ikke var godkendt der.«

Freddy har formået at kapitalisere sin fortid igen og igen. I entréen i hans hus hænger et opslag med en artikel, hvor han fisker Blue Marlin – både på dansk og oversat til spansk og finsk.
»Hvorfor skrive 10 artikler til ét blad, når man kan skrive én artikel til 10 blade? Jeg har solgt af mit arkiv til hele verden: Finland, Norge, Sverige, Holland, Grækenland, Mexico, Sydafrika, Australien og alle mulige andre steder. Meget til Stern og GEO i Tyskland.«
I dag har Freddy Wulff sammen med en tysk ven 20 fotografer over hele verden, som tager spionfotos af bilproducenternes nye modeller, før de bliver præsenteret. Helt bogstaveligt ligger de for eksempel bag en snedrive med en stor telelinse og venter på, at den nye Mercedes bliver testet på en bjergvej i Østrig. De har over 100 kontrakter med magasiner og websites, som aftager billederne.
Men uden Ugens Rapport havde han ikke været, hvor han er i dag:
»Det var bedre at få et billede i Ugens Rapport end i Berlingske Tidende. Rapport har aldrig været intellektuelt, men der blev sgu' bragt mange gode historier,« siger han og tilføjer så:
»Rapport gav mig frihed til at gøre, lige hvad jeg ville.« •

∞ FILM OG BOG PÅ VEJ

Ugens Rapport er populært stof for tiden. Både en film og en bog er på trapperne. Bag filmen med arbejdstitlen "Ugens Rapport – the movie" står Peter Stenbæk og Philip Lipski i samarbejde med Nordisk Film. De håber, den får premiere til Kurt Thyboes 70-års-fødselsdag i januar næste år. Bogen skrives af denne artikels forfatter, Søren Anker Madsen, og udkommer på Gads Forlag sidst på året.

∆ RAPPORT

31. januar 1972 udkommer Ugens Rapport første gang – udgivet af Aller og svenske Lindstrøm i selskabet A&L International. Indholdet er en blanding af machojournalistik om vold og krimi samt sexhistorier og billedserier med nøgne piger.
Ugens Rapport har sin storhedstid med Kurt Thyboe som chefredaktør midt i 70'erne med salgsoplag på op til 200.000 ugentlige eksemplarer. Sidst i 70'erne begynder oplaget at dale, og i 80'erne kommer der yderligere pres fra VHS-videoen og i 90'erne fra internettet, som i vid udstrækning overtager pornomarkedet.
Rapport udkommer stadig, nu hver måned, og hedder i dag Classic Rapport med et oplag på omtrent 12.000 eksemplarer.

FREDDY WULFF – BLÅ BOG

Født 1945. Opvokset i Randers. Faderen var karetmager.
Uddannet i ØK i 1965, derefter Livgarden til 1967.
Ernærer sig som professionel jæger fra 1968, men kombinerer det med journalistik, da han begynder at skrive for Ugens Rapport i 1972.
Ejer og driver i dag billedbureauet Lobopress (Lobo = Wulff).
Bor skiftevis i Thailand, New Zealand og Spanien.

 

Kommentarer
4
Jens Yde
22.06.09 08:51
Re: Fede dage på Ugens Rapport

Kan ét menneske opleve så meget? Uge efter uge, år efter år. Sådan tænkte jeg under Den Kolde Krig, da Ugens Rapport havde sin storhedstid. Under lange weekendvagter i beredskabet lå jeg i øverste køje til en dagløn på 17,00 kroner, og som alle andre tænkte jeg selvfølgelig på atomkrigen og på de opgaver, der ventede, når bomben faldt. Gasmasker, røgdykkerflasker, asbestdragter, bårer, skovl og spade lå klar, men ind imellem blev der tid til at læse Freddy Wulffs reportager fra alle dele af verden.

Senere lærte jeg, at unge mennesker kunne komme i praktik som journalister på Ugens Rapport. Måske kunne man blive en ny Freddy Wulff?

Men fandtes denne person overhovedet? Var historierne såvel som reporteren ikke fiktion? Det var faktisk mit indtryk.

Nu afsløres det, at Freddy Wulff er et rigtigt menneske, der endda lever endnu.

Spændende om det også bliver afsløret, at det i virkeligheden var journalist Kurt Thyboe, der skrev de mange artikler. Stilen minder allerhelvedes meget om Kurt Thyboes.

Jeg husker godt, at "en dansk fotograf" snuppede et billede af den afsatte kommunistleder Alexander Dubcek, der voksede op i Sovjet, hvor hans far ville opbygge socialismen, men det er svært at finde noget om dette foto-scoop på nettet, akkurat som der ikke er meget om "Freddy Wulff".

"Vi kunne købe 100 øl eller 100 pakker smøger for hver kronhjort, vi skød i New Zealand", citeres Freddy Wulff for, og det kunne han jo sagtens bilde unge mænd ind, for der var jo ingen af os, der havde været i nærheden af New Zealand. De mest erfarne kunne dog fortælle yngre afholdsmænd, at enten er øl meget dyre på New Zealand eller også er cigaretterne utroligt billige. Eller måske sigtede eventyreren fra Randers til, at han ville bruge pengene på udenlandske special-øl på 1. klasses restaurant ovre i København?

Hvorfor har vi egentlig ikke hørt mere om Freddy Wulff og hans spændende og afslørende journalistik?

Fremhævet af Journalisten
karin alsbirk
25.01.10 20:04
Re: Fede dage på Ugens Rapport
selvfoelgelig skrev han sine egne historier..sikke noget pladder at skrive om en person du ikke kender.. jeg var gift med ham i 11 aar
Fremhævet af Journalisten
Marianne Nielsen
30.01.13 22:21
Jeg var meget ung i 1970'erne
Jeg var meget ung i 1970'erne, hvor jeg havde en affære / forhold til Ole Jacobsen, Fotograf for Ugens Rapport. Han havde forskellige journalistvenner og jeg husker også Kitty, en af vennerne. Pludselig fik jeg en opringning, at han havde været ude for et trafikuheld på Frederikssundsvej i København, og var død. Jeg kom aldrig til hans begravelse. Lige nu har jeg set en nostalgisk udsendelse på DR om Ugens Rapport. Jeg kon til at tænke på, om Kitty eller andre stadig lever....
Fremhævet af Journalisten
Marianne Nielsen
30.01.13 22:21
Jeg var meget ung i 1970'erne
Jeg var meget ung i 1970'erne, hvor jeg havde en affære / forhold til Ole Jacobsen, Fotograf for Ugens Rapport. Han havde forskellige journalistvenner og jeg husker også Kitty, en af vennerne. Pludselig fik jeg en opringning, at han havde været ude for et trafikuheld på Frederikssundsvej i København, og var død. Jeg kom aldrig til hans begravelse. Lige nu har jeg set en nostalgisk udsendelse på DR om Ugens Rapport. Jeg kon til at tænke på, om Kitty eller andre stadig lever....
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen