search

FCK drømmer om tv-station

Samtidig med, at Flemming Østergaard går ind i TV 2s bestyrelse, fortæller han, at FCK også gerne selv vil have en tv-station.

Samtidig med, at Flemming Østergaard går ind i TV 2s bestyrelse, fortæller han, at FCK også gerne selv vil have en tv-station.

Blackburn. Liverpool. Manchester United. Store engelske klubber, der i flere år har haft egne tv-stationer. Flemming Østergaard, formand for PARKEN Sport & Entertainment, der driver klubben FC København, er også lun på tanken om selv at producere og sende tv om det fodboldspil, der optager tusindvis af danskere.
»Tv er et medie, der er med i tiden. Og med den udvikling, vi har med 30.000 tilskuere i Parken og en fanbase med europæisk standard, er der base for at lave FCK-tv,« siger Flemming Østergaard, der understreger, at klubben allerede har en radiostation, der 'kører fantastisk'.
Flemming Østergaard er nyplaceret i bestyrelsen for TV 2, der efter planen skal sælges. Og Flemming Østergaard svarer gerne på spørgsmålet om Parken, Sport & Entertainment kunne købe TV 2.
»Ja, det kunne vi godt. Vi skulle bare blive enige om prisen,« svarer Østergaard.
»Lige nu udvider vi på mange andre områder. Men jeg vil da ikke udelukke, at vi på et eller andet tidspunkt kigger på det medie også. Tv-mediet er jo noget, alle i underholdningsindustrien må kigge på.«

Berlingske.dk har fulgt op på historien med to spørgsmål til Flemming Østergaard:
Men ét er at være i stand til at købe TV 2. Går du med overvejelser om det i øjeblikket?
"Vi er en størrelse, der kan byde på TV 2. Ja. Men jeg har ikke specifikt tænkt på TV 2. Ellers ville jeg ikke være gået ind i bestyrelsen," siger Flemming Østergaard til Business.dk.
Men kan det være, at du står som køber, når TV 2 bliver sat til salg?
"Det kan jeg ikke svare på. Hvis det bliver tilfældet, trækker jeg mig fra TV 2s bestyrelse. Det er ikke noget tema nu," siger Flemming Østergaard og understreger, at han trækker sig fra bestyrelsen, hvis han mere konkret begynder at overveje et køb af TV 2.

Læs stort interview i Journalisten i dag, hvor Flemming Østergaard springer ud som mediekritiker.

Tv
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen