FC Midtjylland: Vores image bombet 10 år tilbage

KOMMENTAR. "Et par dage i mediemøllen, og så er man vel videre? Tja, tjo. Problemet er, at vi i FC Midtjylland efter års bestræbelser på at vokse til en seriøs og anstændig fodboldforretning hen over natten blev bombet 10 år tilbage imagemæssigt," skriver FC Midtjyllands kommunikationsdirektør. BT svarer

Det var på andendagen, at vi som journaliststuderende blev indskærpet, at skulle vi pege fingre ad nogen, skulle dokumentationen være på plads og i orden.

Før bordtennisbordet i kælderen under DJH kaldte, lærte vi, at kilder altid bør briefes om, hvad de deltager i, og hvad konsekvenserne af deres udtalelser kan være.

Minderne kommer mig i hu efter en uge 18, hvor FC Midtjylland fyldte spalterne i formiddagsavisen BT og reducerede flygtningestrømme over Middelhavet og jordskælvet i Nepal til petitstof. 11 sider trak vi over to dage inklusive en markant forside, hvor avisen proklamerede ”Ulovlige kontrakter” ved siden af et stort FCMlogo. Avisen mente at vide, at FCM tvinger unge fodboldspillere i armene på bestemte agenter, så klubben kan kontrollere de unge. Og at man derfor praktiserer, hvad branchen kalder dobbeltrepræsentation. Hvilket er ulovligt.

En væsentlig historie, havde det ikke været for to vigtige detaljer: Den var usand. Og avisen havde ikke dokumentation for påstanden. Udsagn, ja. Dokumentation, nej. 

(Fodbold)guderne skal vide, at FCM ofte har bevæget sig på kanten. Og over. Det er vi gennem tiden – retmæssigt – blevet kritiseret for. Naturligvis skal vi kunne holde til at blive kigget efter i kortene, hvad BT og andre gerne må. Og skal. Det hører med til at være en – om ikke elsket – så dog bemærket klub i toppen af dansk fodbold. Men stiller man skarpt, skal der være ammunition i bøssen. Den havde BT ikke. Ingen kontrakter, ingen udskrifter, ingen dokumenter. 

Kunne man forestille sig en af landets store erhvervsredaktioner udbasunere ”Ulovlige kontrakter” under et Mærsk-logo for inde i spalterne at levere udokumenteret sniksnak? Jeg håber ikke, det finder sted, fordi man ”bare” skriver om fodbold, og vi ”bare” er en flok krejlere, der ude på heden udnytter unge afrikanske drenge, mens vi spænder tropehjelmen, sætter os på plantagens terrasse og nyder en G&T. Eller fordi redaktionen havde brugt så mange ressourcer på en vinkel, der ikke var der, at historien pinedød skulle køre.

Fodbolden som branche fortjener bedre. Det samme gør læserne. Et par dage i mediemøllen, og så er man vel videre? Tja, tjo. Problemet er, at vi i FC Midtjylland efter års bestræbelser på at vokse til en seriøs og anstændig fodboldforretning hen over natten blev bombet 10 år tilbage imagemæssigt. ”Der er nok noget om det, når de skriver så meget,” som Fodbold-Danmark forståeligt ræsonnerer. Efter et forår med dækning i blandt andet FIFA’s medier, 11Freunde, The Guardian, The Times, Der Spiegel, ESPN og hollandsk tv blev det i den grad hverdag i den hjemlige andedam, hvor vi stadig undrer os over timingen og motivet. Men mest over kvaliteten af journalistikken. Vores tanker går til et par urutinerede kilder, der i ugevis blev skamredet i en mission, de ikke havde en kinamands chance for at vurdere konsekvenserne af. 

Mest trist er dog, at sportsredaktionen på BT klapper sig selv på skulderen efter vel udført arbejde. Hos os går vi og pusler med genopbygningsarbejdet i forhold til spillere, sponsorer, medarbejdere og fans. 

Hans Krabbe, kommunikations- og marketingdirektør, Superligaklubben FC Midtjylland

Hans Krabbe oplyser, at FC Midtjylland overvejer at bringe sagen for Pressenævnet.
 

SVAR fra Jacob Staehelin, sportschef, BT:

Kære Hans Krabbe. Jeg har også gået på DJH. Og jeg kan godt huske læren med dokumentation. Jeg var også med, da det handlede om at briefe kilder om konsekvenser. Så langt, så godt.

Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i, at det ikke er verdens skønneste artikelserie at vågne op til som kommunikations- og marketingdirektør i FC Midtjylland. At spillere påstår, at de får agenter tildelt af klubben, hvilket – som du selv påpeger – er ulovligt. Og lad være med at spille kortet med Nepal og flygtningestrømme. Du vil sikkert ikke brokke dig, når vi laver 10 sider den dag, I – fortjent – vinder mesterskabet.

Nej, der er ikke et dokument, der viser, at I beder en spiller om at skrive under på en ulovlig kontrakt. Men det er ikke én spiller, der fortæller den historie. Det er flere. De er alle unge nigerianere, der kommer til et fremmed land, og som ved underskrivelsen af en kontrakt bliver præsenteret for en agent, som klubben gerne ser, at spilleren benytter. Agenter, der har et tæt samarbejde med FC Midtjylland – den ene har endda kontor på jeres stadion.

Historierne er de samme, og fremgangsmåden er, hvis man tager spillernes ord for pålydende, i strid med reglerne. Det var derfor, der også stod på den forside, du nævner: Hårde anklager mod FCM: Ulovlige kontrakter … Netop for at understrege, at der er tale om et partsindlæg, som I, helt efter bogen, bliver forholdt og får lov til at svare på.

Lad os vende tilbage til delen med, om kilderne var klar over, hvad de gik ind til. Der har været en række samtaler med de pågældende kilder. Vi har svaret ærligt, når de har spurgt, om der ville ske noget med dem – og det ærlige svar var, at vi ikke kunne være sikre på, at der ikke skete noget. Alle parter har godkendt de citater, der er blevet brugt.

Jeg har stor respekt for meget af det arbejde, der foregår i FC Midtjylland. Jeg har også stor respekt for det arbejde, vi har begået. I har lige fejret mesterskabet med champagne. Jeg vil også have lov til at uddele ros, når jeg mener, vi på redaktionen har leveret et flot produkt. 

 

2 Kommentarer

Mathias Andersen
2. JUNI 2015
http://aoh.dk/artikel/fler
http://aoh.dk/artikel/fler-sig-misbrugt

Rilwan Hassan udtaler sig til AoH, at han føler sig misbrugt i forbindelse med artikelserien i BT.

Hvordan kan Jacob Staehelin alligevel stå ved, at kilderne har været tilstrækkeligt informeret og anvendt korrekt?
Mads Nielsen
2. JUNI 2015
Er der foregået noget
Er der foregået noget ulovligt eller ej?

Hvis man giver så meget plads til anklager om ulovligheder, så må man vel fra avisens side mene, at det er tale om vægtige anklager, der kan holde hele vejen gennem retssystemet. Hvis der ikke er dokumentation i form af hårde beviser, så er det vel BT som avis, der står inde for anklagerne og giver dem vægt.