FARVEL TIL STØBEFORMEN

Formand, det er ikke noget man er, det er noget, man bliver. Sådan lyder erfaringerne fra den afgående af slagsen – Lars Poulsen, der i sin afskedstale berettede, at han ved tiltrædelsen som formand for ni år siden var rystende usikker og dybt i tvivl, om han overhovedet var egnet til det embede.

Formand, det er ikke noget man er, det er noget, man bliver.
Sådan lyder erfaringerne fra den afgående af slagsen – Lars Poulsen, der i sin afskedstale berettede, at han ved tiltrædelsen som formand for ni år siden var rystende usikker og dybt i tvivl, om han overhovedet var egnet til det embede.

»Men jeg havde den meget stærke oplevelse, at Dansk Journalistforbund ikke kun vælger sine formænd – DJ skaber sine formænd!« sagde Lars Poulsen.
Hans entre til det faglige arbejde skyldes, at han ikke forstod at sige ordentligt nej. Tilbage i 1983 blev han spurgt, om han ville være tillidsrepræsentant. »Jeg svarede »helst ikke!« fortæller Poulsen. »Men den anden, der blev spurgt svarede klart »nej!« – og så …«.
I dag forstår Lars Poulsen at vælge fra. Som da Bjarne Jensen, Århus Stiftstidende, opfordrede Lars Poulsen til at mægle i aviskrigen:
»I stedet for at bruge pengene på journalistisk produktudvikling, går de til rabatter til ejendomsmæglere, der får annoncerne til 10 procent af prisen før krigen,« smældede Bjarne Jensen. »Gå ind og stop bladkrigen Lars – du kan gøre det!«.
»Jeg vil takke nej!« lød det fra en beæret Poulsen.
Trods øget sikkerhed og mange år i DJs støbeform, kan man stadig snuble i ordene. Det skete, da Lars Poulsen skulle begrunde valget af årets modtager af Carsten Nielsen-legatet.
Poulsen ville så gerne have sagt arbejdsmiljø-termen ‘skridsikre sko’ – men ud af munden kom i stedet ordet ‘skridtsikre sko’. Dermed lykkedes det Poulsen at skabe selve grundlaget for den farvelgave, han fik overrakt på delegeretmøde: Et par vaders.
De kan passende monteres, når den afgående skal ud og fiske nyt job.

0 Kommentarer