search

Farvel til Journalistforbundet

  Jeg har taget en svær beslutning. Den har været længe undervejs og har krævet mange overvejelser. Men nu er det gjort. Jeg har meldt mig ud af Dansk Journalistforbund. Jeg har aldrig meldt mig ind. Jeg blev optaget i 1969. Dengang var det et krav, at man havde været to år i mesterlære, eller at man gennem to år havde tjent en normal løn ved at arbejde som journalist.

Jeg har taget en svær beslutning. Den har været længe undervejs og har krævet mange overvejelser. Men nu er det gjort.

Jeg har meldt mig ud af Dansk Journalistforbund.

Jeg har aldrig meldt mig ind. Jeg blev optaget i 1969. Dengang var det et krav, at man havde været to år i mesterlære, eller at man gennem to år havde tjent en normal løn ved at arbejde som journalist.

At blive optaget var det samme som at have bestået eksamen, fået svendebrev.

Dansk Journalistforbund var ikke kun en fagforening. Det var også en faglig forening. Den beskæftigede sig ikke kun med arbejdsvilkår, men også med fagligheden i jobbet. Den stillede ikke kun krav til arbejdspladserne, men også til medlemmerne. Man kunne ikke melde sig ind. Man kunne kun optages efter ret strenge kriterier.

Jeg gik hurtigt ind i tillidsmandsarbejde, har været tillidsmand i flere omgange i mine unge dage. Og sidst igen i ret høj alder, fordi jeg følte, der var brug for at kæmpe for den journalistiske kvalitet i en mere og mere presset konkurrencesituation.

To gange om året møder jeg på Danmarks Journalisthøjskole journaliststuderende, der lige har været i praktik. Jeg underviser dem i tv-interview, og det har jeg gjort nu gennem snart ti år.

Hver gang hører jeg den samme historie. De ting, jeg gerne vil lære dem betydningen af – grundig research, nysgerrighed, skepsis og viden om det emne, man skal arbejde med – de kan ikke bruges i hverdagen. Der handler det kun om at få minutter i kassen. Vinkler lægges fast før research. Historien skal hjem uanset hvad, hug en hæl og klip en tå, redaktionssekretæren vil have foden ned i skoen. Det der med at dykke godt ned i historien, før man laver den, det kan jeg godt glemme alt om. Det er der ikke tid til.

Og det er de ret frustrerede over. For de fleste har en mening med at blive journalist. De har stadigvæk nogle af de gamle tanker i behold – om at være vagthund, ruske op, gøre folk vidende og mere handledygtige i demokratiet. Den fjerde statsmagt. Men de oplever virkeligheden som et spørgsmål om kvantitet frem for kvalitet. Produktivitet frem for faglighed.

Okay – tider skifter, og der er andre krav til de unge i dag end til os dengang i 60erne. De må kæmpe deres egen kamp. Hvis I synes, at vilkårene er for dårlige, så må I slås, siger jeg. Det tør vi ikke, siger de. Bange for at miste jobbet, ikke få den korte kontrakt fornyet. Det er argumenter, det er svært at overhøre.

En sag for forbundet. Kontakt til formanden for fire år siden. Møde med ham og faglig sekretær. Forslag til en undersøgelse – for hvem siger, de unge har ret? Research, før kanonerne køres i stilling. Spørgeskemaer, flere journalister involveres i møder. Og intet sker. Rykker efter et år. Svar fra faglig sekretær: Undersøgelsen er opgivet, problemet findes ikke mere.

Nå, det er nu ikke oplevelsen hos de hold af journaliststuderende, jeg har mødt siden.

Så er der de ubehagelige påstande om, at journalister altid har en dagsorden, før kilder kontaktes. At man bliver kasseret som kilde, hvis man ikke passer ind i billedet. Og at der overhovedet ikke er brug for argumenter, kun bekræftelse på den fastlagte vinkel. Hvor hører man det? Ja, jeg har desværre hørt det fra folk med vigtige positioner i erhvervsliv og statsadministration. Så massivt, at jeg igen tog kontakt med forbundet.

Samme situation. God snak med formanden. Planer om høring. Intet sker. Det er to år siden nu.

For en måned siden drak jeg kaffe med formanden og forklarede ham alt det her. Og min konklusion: Jeg har ikke lyst til være medlem af et fagforbund, der ikke tager debatten op, når selve kernen i vores fag, troværdigheden, angribes så hårdt, når det åbenbart er vigtigere at optage medlemmer end at kigge fagets udvikling efter i sømmene, og når et hovedbestyrelsesmedlem ved kritik af optagelsen af en astrolog kan mene, at der ikke skal tages hensyn til, hvad folk skriver om, men kun at de skriver i medierne.

Vi skiltes som venner. Men ikke enige.

Jette Sachs er 64 år. Uddannet under mesterlæren i 60erne. Har været ansat seks år på Politiken, 25 år på DR TV. Har siden 1968 arbejdet med kurser i medietræning og underviser studerende på 7. semester på Danmarks Journalisthøjskole i tv-interview.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen