Farvel til journalist-bunkeren

For 45 år siden blev journalisthøjskolens spritnye bygning i Aarhus indviet. Men snart er det slut - i 2020 flytter skolen til en ny adresse. Her mindes vi lidt af alt det, der har fundet sted i ”Bunkeren”. Bl.a. dengang, Anders Lund Madsen genopstod som profet for en fiktiv religion til en vanvittig fest, og da en kritisk artikel i skolebladet lukkede fredagsbaren i flere år
  • Foto: Dorte Straarup
    Anders Lund Madsen som profeten Rifek til Kefir-fest i 1989. Til 2020, når journalisthøjskolen flytter tættere på midtbyen, er det slut med fester i ”Bunkeren”.
14.11.2018 · 08:40

Om cirka halvandet år slutter en æra i dansk pressehistorie, når journalisthøjskolens karakteristiske grå betonbygning på Olof Palmes Allé i det nordlige Aarhus lukker og slukker. Bunkeren – som bygningen ofte bliver kaldt – er solgt, og en del af den skal rives ned.

Flere af konstruktionerne er fyldt med asbest, ventilationsanlægget er slidt og skal skiftes, nogle steder drypper det ind, når det regner, og der mangler både dagslys og strømstik i auditorier og klasselokaler.

Dermed ryger også rammen for nogle vilde fortællinger fra de seneste 45 år på skolen. Ikke mindst de vanvittige Kefir-fester sidst i 80’erne, hvor får blev drevet rundt på gangene, og der var rotter og nøgne mennesker i fangebure i kælderen.

”Vi ville ryste og begejstre alle dem, der gik rundt og var lidt cool med solbriller, spidse sko og sorte jeans,” som en af arrangørerne fortæller.

En af festarrangørerne Anders Stahlschmidt (th.) med en portion Kefir i et af de mange reklamefremstød for festen.
Foto: Privat

Den fest vender vi tilbage til.

Indvielse med pomp og pragt

Festligt var det også for 45 år siden, da journalistuddannelsen tog det nyopførte byggeri i brug. Det foregik med pomp og pragt; den daværende statsminister, Anker Jørgensen, holdt åbningstalen, og TV Avisen transmitterede fra begivenheden.

”Dengang syntes vi jo, det var helt fantastisk. Der var stribevis af nye, lækre lokaler, masser af lysindfald og helt nyt, velvalgt inventar. Bare det, at der var kontorstole i klasselokalerne, som kunne dreje rundt og sættes op og ned, det var jo mageløst. Det virkede alt sammen meget moderne og ganske overvældende,” fortæller nuværende rektor Jens Otto Kjær Hansen, der var studerende på skolen, da bygningen blev indviet den 22. september 1973.

Før indvielsen af det nye byggeri var de studerende blevet undervist i mere ydmyge lokaler hos Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. Journalistuddannelsen havde eksisteret siden 1946 – først som et kursus under Aarhus Universitet, fra 1962 under navnet ’Danmarks Journalisthøjskole’, og fra 1971 som selvstændig institution.

1994: Journalisthøjskolen mod Olof Palmes Allé.
Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix

Et berømmet og vigtigt værk

At den dengang spritnye journalisthøjskole blev regnet for et moderne og opsigtsvækkende byggeri i 1973, bekræfter Mogens A. Morgen, arkitekt og professor i arkitektonisk kulturarv på Arkitektskolen i Aarhus.

”Det er faktisk et lidt berømmet og vigtigt værk,” fortæller han.

Mogens A. Morgen fortæller, at journalisthøjskolen er en af få repræsentanter for ’brutalismen’ i dansk arkitektur.

”Den brutalistiske periode var præget af en lidt ’råt for usødet’-stil, hvor man skræller al pynten væk og viser bygningen, som den nu er. På journalisthøjskolen viser man de rå cementfliser og forskallingen på betonvæggene. Som arkitektonisk statement er det meget interessant,” siger han.

Foto: Richard Skovby
Berømmet bunker: ”På journalisthøjskolen viser man de rå cementfliser og forskallingen på betonvæggene. Som arkitektonisk statement er det meget interessant,” siger Mogens A. Morgen, arkitekt og professor, Arkitektskolen, Aarhus.
Foto: Richard Skovby

Bag opførelsen af journalisthøjskolen stod arkitektfirmaet Kjær & Richter. I bogen ’En tegnestue – Johan Richter’ fremgår det, at Journalisthøjskolen med sin centrale hall og såkaldte trappegade, der stiger i niveauer sammen med landskabet, var inspireret af landene omkring Middelhavet.

”Byer på Malta og i Jugoslavien, hvor alle belægninger, facader, tagrender var udført i samme stenmateriale, gav en kærkommen lejlighed til at anvende beton så meget som muligt,” står der i bogen.

Mogens A. Morgen fremhæver, hvordan lysindfaldet og grønne rum mellem længerne spiller sammen med den rå beton.

”Og så er det jo et ualmindeligt solidt og gedigent byggeri. Det er en seriøst god beton. Det kan man godt kigge lidt misundeligt på fra nutiden, hvor man bygger billigere og hurtigere og i dårligere materialer,” siger han.

Kan nutidens arkitekter ligefrem lære noget af journalisthøjskolens byggeri?

”Ja, det synes jeg. Jeg synes, bygningen vidner om en form for kendskab og en kærlighed til mennesket og dets måde at agere på. I dag bygger man jo glashuse. Men mennesket har sådan set ikke behov for at være totalt udstillet bag glasfacader og i åbne flydende rum altid. I virkeligheden vil folk gerne kunne beskytte sig lidt bag mure,” siger Mogens A. Morgen.

Fra afskærmning til transparens

Netop glasfacader bliver der masser af, når den nye journalisthøjskole slår dørene op i begyndelsen af 2020. Det fortæller rektor Jens Otto Kjær Hansen.

”Det bliver ikke et akvarie, men der bliver så mange åbne områder og så meget glas og transparens, at du altid kan se, om der er lys og mennesker på skolen,” siger han.

Visualisering: Arkitema Architects
2020: Arkitektfirmaet Arkitema Architects skitser af den nye journalisthøjskole: Området foran den nye skole og kantinen.
Visualisering: Arkitema Architects

For Jens Otto Kjær Hansen ligger der meget symbolik i at flytte journalisthøjskolen fra en afskærmet bunker på en isoleret mark til et mere åbent og transparent byggeri tættere på byen på campus-området Katrinebjerg.

”Det, der sker nu i kraft af samfundsforandringer, ny teknologi og nye platforme, er, at journalistikken åbner sig og foregår i samspil med brugerne på helt nye måder. Og det er symbolsk vældig godt illustreret i, at vi flytter fra en bunker, der skærmer os mod omverdenen og definerer os væk fra den, til et transparent hus, hvor du træder i kontakt og interagerer med omverdenen,” siger Jens Otto Kjær Hansen.

Her er nogle af de historier, som du måske ikke vidste har fundet sted i Bunkeren.

 

1989: Kefir-festen

Får på gangene, rotter og nøgne mennesker i bure i kælderen, badekar og ægte tæpper for 150.000 kroner i auditoriet og en tre meter høj trækvogn med Anders Lund Madsen tronende på toppen som profeten Rifek i kantinen. I 1989 blev der holdt en legendarisk fest på journalisthøjskolen.

Store plakater med religiøse motiver prydede betonvæggene i kantinen i tiden op til Kefir-festen.
Foto: Privat

I 1989 blev der holdt en fest på journalisthøjskolen, som deltagerne stadig taler om. Planlægningen strakte sig over mange måneder, og hovedarrangørerne Anders Stahlschmidt og Kjeld Hybel fik festplanlægningen godkendt som mediespeciale på deres 7. semester på skolen og måtte aktivere omkring 50 af deres medstuderende som hjælpere.

Journalisten har sat de to festarrangører stævne for at få fortællingen om de såkaldte Kefir-fester, der for 30 år siden – i 1987 og 1989 – indtog journalisthøjskolens gange, kældre og kantine med et udstyrsstykke af en anden verden.

”Udgangspunktet for begge fester var, at vi ville udsætte alle de her højrøvede journalister, der gik på skolen og troede, de vidste alt om verden, for nogle prøvelser,” husker Kjeld Hybel, der i dag er journalist på Politiken.

”Ja, den der blaserte og lidt arrogante facon, man især som ny journalist prøver at antage, skulle rives væk. Vi ville ryste og begejstre alle dem, der gik rundt og var lidt cool med solbriller, spidse sko og sorte jeans. Og så ville vi have folk til at ligge og bolle rundt omkring på skolen,” supplerer Anders Stahlschmidt, der i dag er selvstændig rådgiver i eget kommunikationsfirma.

De to blev enige om, at temaet skulle være kærlighed.

”Vi talte længe om, hvad kærlighed egentlig er, og hvordan man kunne gestalte det. Og det kan man jo i religion, nåede vi frem til. Derfor måtte vi lave vores egen religion og ligesom forføre folk ad den vej,” forklarer Anders Stahlschmidt.

”Og en religion har jo brug for en profet, og profeten skulle have et navn. Han kom til at hedde Rifek – altså Kefir stavet bagfra,” tilføjer Kjeld Hybel.

Anders Lund Madsen som profet

Selve navnet Kefir, som også er navnet på et syrnet mælkeprodukt, opstod som en slags modbevægelse mod en faglig klub på journalisthøjskolen ved navn ’Aktivitetsgruppen af 31. april’ – også kaldet A31.

”Det lød sgu nærmest ligesom A38, tænkte vi. Og deraf opstod idéen om, at vi skulle kalde os Kefir. Det lød sjovere, og de andre lavede mest sådan nogle kedelige faglige aktiviteter, syntes vi,” fortæller Kjeld Hybel.

Profeten for den fiktive Kefir-religion, som alle skolens elever skulle træde ind i til festen, blev deres medstuderende Anders Lund Madsen. Han var ifølge de to festarrangører ”sær på den helt rigtige måde”.

Som en del af optakten til festen blev der vist en film i kantinen, hvor profeten gik i en ørken med et harem af kvinder. I månederne op til festen var der også andre optrin i kantinen – blandt andet blev der malet store plakater med religiøse motiver, og en dag blev en gruppe nonner ”voldtaget” af munke på et af bordene.

”Folk var totalt mystificerede. De vidste, at festen havde et religiøst tema, men vi fortalte ikke noget om, hvad der skulle ske. Alligevel blev der udsolgt på no time,” husker Kjeld Hybel om festen i ’89, som han beskriver som den vildeste af de to.

Profeten Rifek med sit harem fra filmen ’Rifek – The Movie’, der blev afspillet som optakt til Kefir-festen i journalisthøjskolens kantine.
Foto: Privat

 

Gammeltestamentlige får

Selve festen startede om eftermiddagen den 9. december i 1989. Ved skolens hovedindgang blev de mere end 300 festdeltagere klædt i dresscoden ”let, lyst og orientalsk” mødt af kutteklædte mænd, der fortalte, at skolen var blevet betænkelig ved arrangementet, og at de derfor havde været nødt til at flytte festen til en anden og hemmelig adresse.

Derefter blev deltagerne gennet op i busser med høj musik og fik bind for øjnene. Efter at være blevet kørt rundt på må og få i kvarteret, til de havde mistet orienteringen, blev de gennet ud igen. De var nu ved skolens bagindgang, hvor de – stadig med bind for øjnene – blev ført ind i bygningen gennem en tunnel til lokalerne ved nordindgangen, hvor Pressemuseet dengang lå.

”Mange var allerede på det tidspunkt helt forvirrede og gættede slet ikke, hvor de var. Og pludselig lugtede der af får. Og da folk fik bindene af øjnene, stod de midt i en flok får og en fårehyrde fra det gamle testamente. Fårene havde vi lånt af en bondemand, og der kom til at lugte af fårelort og fåretis i Pressemuseet i flere år efter den fest,” fortæller Anders Stahlschmidt.

Kjeld Hybel i færd med at male en af plakaterne for Kefir-festen.
Foto: Privat

 

Fra skærsild til katedral

Fra Pressemuseet blev festdeltagerne ført ned igennem en lang smal gang i kælderen under Bunkeren. To store højtalere i hver ende af gangen kastede en uhyggelig og øredøvende lyd fra den ene ende til den anden, på gulvet lå knogler og kødaffald indsamlet fra forskellige slagterforretninger i Aarhus, og langs den smalle gang rakte nøgne mennesker i fangebure ud efter festdeltagerne.

”Det var skærsilden, vi havde prøvet at lave dernede,” forklarer Anders Stahlschmidt.

”Der var også store glubske rotter i glasbure i kælderen. Nogle af vores mange hjælpere havde været på Statens Skadedyrslaboratorium i Lyngby og skaffe dem. Og folk skulle gå virkelig tæt forbi burene, mens rotterne skrabede på glasset,” fortæller Kjeld Hybel.

For enden af gangen skulle festdeltagerne i mørke forcere et vandbad, der var belyst fra neden og boblede mystisk med tøris. Pludselig blev lyset tændt, og foran de efterhånden tummelumske festdeltagere sad en nøgen mand i kørestol og rakte ud efter pigerne.

”Helt oppe på gangene kunne man høre høje skrig dernedefra, når folk kom dertil. Og det var så kulminationen på skærsilden,” fortæller Anders Stahlschmidt.

Derfra blev de journaliststuderende ført fra kælderen og op i skolens vandrehal, der til lejligheden var omdannet til en katedral. Kirkevæggene var skabt af borde stillet oven på hinanden i rækker og behængt med hvidt plastik, og et hav af store bloklys lyste kirkerummet op.

”Metro i Aarhus havde sponsoreret festen med varer for over 40.000 kroner – blandt andet over 1.000 bloklys,” husker Anders Stahlschmidt.

I kirken i vandrehallen skulle festdeltagerne have åndelig renselse efter turen gennem skærsilden. Den fik de ved Niels Krause-Kjær i skikkelse af en salvelsesfuld præst, der uddelte nadver – champagne og chips – til sine knælende medstuderende, mens et gregoriansk kor fylde rummet med skønsang.

Fysisk renselse

Efter den åndelige renselse i vandrehallen var det tid til fysisk renselse af festdeltagerne. Den foregik i skolens lille auditorium, som festarrangørerne og deres hjælpere havde omdannet til et orientalsk bad med fem store badekar. Rummet duftende af æteriske olier og var beklædt fra væg til væg med ægte tæpper.

”Der var ægte tæpper for 150.000 kroner, som vi havde fået lov at låne fra en tæppehandel. Dengang var agtelsen for journalister nok noget højere end i dag. Det var jo en formue!” griner Anders Stahlschmidt.

”Jeg kan huske, at det krævede stor logistik at få lagt vand til badekarrene ind i auditoriet. Men det lykkedes, og inde i det her persiske bad havde vi så fået nogle af de smukkeste piger på skolen til at sørge for gæsterne. De blev smurt ind i forskellige kropsprodukter, vi havde fået i sponsorater fra Matas, og de blev masseret og puttet i varmt bad,” fortæller Kjeld Hybel.

”Det var virkelig en succes. Og en del smed også tøjet og gik i bad,” supplerer Anders Stahlschmidt.

Bade-”pigerne” hjalp med at give festdeltagerne den fysiske renselse i skolens lille auditorium, som i festens anledning var omdannet til et persisk bad med ægte tæpper og levende lys.
Foto: Privat

Kulminationen

Efter både åndelig og fysisk renselse fortsatte festen i journalisthøjskolens kantine, hvor borde og stole var fjernet og erstattet af orientalske madrasser på gulvet ved lave borde. Her fik deltagerne serveret en middag lavet af en kok fragtet ind fra Kroghs Fiskerestaurant i København, mens en harpespiller fra musikkonservatoriet fyldte rummet med højstemte toner.

”Det hele kulminerede klokken 23:30, da profeten Rifek skulle genopstå. Det var klimaks. Det var det, hele festen havde bygget op til,” fortæller Anders Stahlschmidt.

Genopstandelsen foregik med røgeffekter og til teatralsk og pompøs musik, husker Kjeld Hybel:

”Profeten blev rullet ind i kantinen på en tre-fire meter høj rekvisit, vi havde lånt af Aarhus Teater. Det var et helt vanvittigt monstrum af en vogn i massivt træ med flere meter høje træhjul. Jeg aner ikke, hvordan vi overhovedet fik den op på skolen,” siger han.

”Men oppe på den sad altså Anders Lund Madsen som profeten. Og efter at han havde velsignet alle tilstedeværende og sagt nogle fuldstændigt meningsløse ord, blev festen sluppet løs.”

Klokken 23:30 genopstod profeten Rifek. ”Det var klimaks. Det var det, hele festen havde bygget op til,” siger Anders Stahlschmidt.
Foto: Dorte Straarup

 

”Rektor var helt oppe at køre”

Hvordan løjerne forløb herefter, husker de to arrangører mindre detaljeret. Men de er enige om, at folk gik amok, og at det i hvert fald ikke var noget problem at få fyldt dansegulvet.

”Jeg husker det, som om alle lod sig rive med. Der var selvfølgelig også nogle, der lukkede fårene ud i løbet af natten, så de endte med at rende rundt på hele skolen. Flere år efter er der blevet fundet fårelort rundt omkring. Heldigvis slap rotterne ikke ud,” siger Kjeld Hybel.

Kjeld Hybel fortæller desuden, at de fleste lærere inklusive den daværende rektor, Peter Kramhøft, deltog i festlighederne.

”Rektor var helt oppe at køre over det hele, og efterfølgende blev der indstiftet en slags kreativitetspris på skolen opkaldt efter Kefir-festen. Det var nok også derfor, de blev nødt til ikke at lade os dumpe, selv om vi stort set ikke havde deltaget i undervisningen i et halvt år på grund af den fest,” siger han.

 

 

1993: Frisørsalon på toilettet

Da Susanne havde frisørsalon på fredagsbarens toilet: ”For det meste gik jeg hjem med lommerne fulde af guld”

”Hver fredag, når fredagsbaren åbnede, gik vi ned og åbnede salonen i kælderen,” siger Susanne Blomqvist om sit alternative studiejob.
Foto: Privat

 

Da Susanne Blomqvist i 1993 begyndte på journalisthøjskolen, var det med en fortid som frisør og en god idé til, hvordan den baggrund skulle forsøde hendes studietid økonomisk. Hun ville tilbyde at klippe sine medstuderende hver fredag i skolens fredagsbar.

Men da hun den første fredag troppede op på toilettet i fredagsbaren, blev hun overrasket.

”Der stod fandme allerede en anden studerende og klippede! Hun havde jo fuldstændigt stjålet min idé, tænkte jeg,” fortæller Susanne Blomqvist, der i dag arbejder som kommunikationsrådgiver i Landsdelsregion Øst.

Det viste sig, at den anden selvbestaltede fredagsfrisør studerede på 7. semester på skolen. Også hun havde en fortid som professionel frisør, og hun havde allerede kørt den lille salon i kælderen i nogle år. Men til Susanne Blomqvists held følte den ældre studerende sig ikke videre truet på sit levebrød af udsigten til en konkurrent.

”Hun sagde bare: ”Ved du hvad, der er kunder nok til os begge to – stil du dig bare op ved siden af”,” husker Susanne Blomqvist.

”Og sådan blev det: Hver fredag, når fredagsbaren åbnede, gik vi ned og åbnede salonen i kælderen. I starten havde hun alle de gamle studerende, og jeg havde de nye. Og da hun stoppede på skolen, havde jeg dem alle sammen,” fortæller hun.

En rask fredags-klipning kostede dengang 80 kroner. Kunderne kunne skrive sig op på en liste, og Susanne Blomqvist var næsten altid travlt beskæftiget i den interimistiske salon uden for toiletbåsene i kælderen.

”For det meste gik jeg hjem med lommerne fulde af guld. Folk havde jo allerede fået et par øl, så der røg gerne lidt ekstra på – jeg fik tit 100 kroner i stedet for 80. Det var jo meget fedt, når man skulle videre i byen om fredagen,” husker Susanne Blomqvist.

Ud over kolde kontanter fik hun også netværk og gode historier ud af sit lille alternative studiejob. Folk kom tit ud på toilettet og hang ud og snakkede, mens hun klippede, fortæller hun.

”På den måde kom jeg til at kende vildt mange på tværs af årgangene, fordi jeg havde klippet dem. Det sjove var også, at lige så snart det der frisør-kunde-forhold opstår, så begynder folk automatisk at fortælle alt muligt om sig selv. Fordi de synes, man skal smalltalke. Det var jo ret grineren, når man i virkeligheden var holdkammerater,” fortæller Susanne Blomqvist.

 

 

1996: Kritisk artikel lukkede fredagsbaren

Da en kritisk artikel i skolebladet lukkede fredagsbaren: ”De nye elever var jo rasende på mig. Jeg fik hadebreve og skældud”

”Et manglende hul i væggen og en trappe ud i Guds fri natur sætter muligvis en stopper for de underlødige aktiviteter, der hver fredag foregår i katakomberne under DJH,” lød underrubrikken på artiklen her fra september 1996, der endte med at lukke fredagsbaren i kælderen.
Foto: Privat

 

I 90’erne var fredagsbaren i kælderen under journalisthøjskolen lukket i flere år. Præcist hvor længe fortaber sig i tågerne. Men sikkert er det, at Jacob Billing, der dengang var studerende på skolen, indirekte var ansvarlig på grund af det, han i 1996 gravede frem i artiklen ’Brandbar’ i skolebladet.

”Jeg var jo en sulten hund dengang. Jeg ville skrive historier og give den noget gas og lave samfundet om,” forklarer Jacob Billing i dag.

Han var studerende på skolen fra 1995 til 1999 og kom ofte i fredagsbaren. Da han en dag hang ud dernede, slog en tanke ham. Eller en journalistisk ”undren”, som det hedder i undervisningen på skolen.

”Jeg tænkte: Hvad fanden, hvorfor er der egentlig ikke to udgange hernede? Den eneste trappe ud førte op i skolens aula og var nærmest at betegne som en kælderskakt. Jeg tænkte, at det hurtigt kunne blive bøvlet, hvis der opstod brand, og 100 beduggede elever skulle op ad den kælderskakt,” fortæller Jacob Billing.

Og det blev ikke bare ved tanken. Som den aspirerende journalist, han var, greb han knoglen og ringede til brandmyndighederne i Aarhus og spurgte, hvad reglerne for den slags egentlig var.

Brandinspektøren blev forundret over at høre, at der ikke fandtes en udgang fra kælderen til ”Guds fri natur”. Faktisk havde han svært ved at tro på, at det kunne passe, husker Jacob Billing. Det var jo et moderne byggeri lavet efter alle kunstens regler.

”Men han ville da gerne komme ud og kigge på det. Og brandinspektøren kom så ud og konstaterede hurtigt, at den da var helt gal. Der skulle laves en helt ny udgang – simpelthen et hul i betonen og en ny trappe ud i det fri,” fortæller Jacob Billing og tilføjer:

”Og så røg jeg selvfølgelig i tasterne og skrev historien.”

Artiklen blev trykt i skolebladet, der dengang hed ’Et Blad’, i september 1996. Her fremgår det, at myndighederne efter et besigtigelsesbesøg havde erklæret baren ulovlig på grund af ”den lange flugtvej, sammenholdt med rummets manglende redningsåbninger”.

Efter en periode med bureaukratisk tovtrækkeri blev baren lukket – omtrent samtidig med, at Jacob Billing selv forlod skolen for at komme i halvandet års praktik. Han led derfor ikke selv synderligt under det årelange fravær af en bar.

”Men de nye elever var jo rasende på mig. Jeg fik hadebreve og skældud. Og jeg kan da sagtens forstå dem. Det var jo ikke kun de andres, men også min egen bar, jeg fik lukket. Den bar var jo vores fristed. Det var et sted, hvor der blev ævlebævlet og udviklet historier til den helt store guldmedalje,” husker Jacob Billing.

Alligevel havde han hverken dengang eller i dag nogen kvababbelser over at have lavet historien, der fik myndighederne til at lukke baren.

”Det var jo en straight nok historie. Det var reelt skidefarligt,” siger han.

Kort efter at historien var blevet trykt, blev Jacob Billing ansat som journalistpraktikant på Ekstra Bladet. Det lå i fin forlængelse af hans artikel om fredagsbaren, der var skarpt skåret, som en god tabloidhistorie skal være.

”Til min ansættelsessamtale sagde Ekstra Bladets chefredaktør, Bent Falbert: Dit vigtigste våben er din nysgerrighed. Og det havde han jo ret i. Det var jo det, der afstedkom selve historien. At jeg tænkte: Hvorfor er der ikke et hul i væggen?” siger Jacob Billing.

Så vidt Journalisten har kunnet researche sig frem til, åbnede baren først igen i foråret 1999, efter at der var blevet lavet hul i betonen og installeret en trappe ud til den nette sum af en kvart million kroner.

 

 

2011: En studerende boede på parkeringspladsen

Da en studerende boede på skolens parkeringsplads: ”I min naivitet forestillede jeg mig ikke, at det ville blive et problem”

”De frygtede, at det kunne blive starten på en trend,” siger Theo Erbenius om Journalisthøjskolens bortvisning af hans campervan.
Foto: Privat

 

På parkeringspladsen omkring 20 meter fra den tunge blå dør ved journalisthøjskolens hovedindgang holdt der det meste af efterårssemesteret 2011 en hvid Mercedes Benz-bus fra 70’erne.

Bag i bussen var en seng, en varm sovepose og et lille gasblus til simpel madlavning. Her boede svenske Theo Erbenius, der dengang var udvekslingsstuderende på fotojournalistik-linjen på journalisthøjskolen.

”I virkeligheden brugte man ikke ret meget tid i Aarhus – mange af opgaverne kunne vi lave hvor som helst. Så jeg tænkte: Hvorfor skulle jeg bruge en masse penge på at leje en lejlighed i Aarhus, når jeg lige så godt kunne låne min vens campervan og bo i den?” fortæller han.

I sommerferien mellem de to semestre, han gik på skolen, lånte han derfor bussen af sin ven og kørte den til journalisthøjskolen i Aarhus.

”Det var en virkelig gammel skodbil. Motoren skulle kickstartes med en gaffel, og den kunne kun køre 70 kilometer i timen, så det tog en evighed at køre den fra Stockholm til Aarhus,” husker Theo Erbenius.

Men han nåede frem, og da semestret startede i september, blev bilen og journalisthøjskolens parkeringsplads hans hjem. Det fungerede fint, fortæller han. Han havde adgangskort til skolen døgnet rundt og brugte de fleste af sine vågne timer på at arbejde på skolens computere og hænge ud med sine medstuderende.

”Det var virkelig en intens social periode – i virkeligheden brugte jeg kun bilen til at sove i. Det var også godt for mit helbred at bo i bilen, for jeg blev nødt til at træne i et fitnesscenter i nærheden for at komme i bad,” griner han.

Theo Erbenius havde aldrig spurgt nogen om lov, inden han parkerede bilen uden for skolen.

”Folk syntes bare, det var lidt sjovt, og i begyndelsen var alting fint. I min naivitet forestillede jeg mig ikke, at det ville blive et problem. Men det blev det selvfølgelig efter et stykke tid,” fortæller Theo Erbenius.

Gennem sin lærer fik han på et tidspunkt at vide, at nogen på skolen – hvem fandt han aldrig ud af – var irriteret over, at han boede på parkeringspladsen. Kort efter blev der sat en stopper for hans alternative studiebolig.

”De frygtede, at det kunne blive starten på en trend. At parkeringspladsen snart ville blive bestormet af campere, hvis de lod mig bo der. Så jeg blev bortvist fra parkeringspladsen og skulle flytte min bil,” siger Theo Erbenius.

Det viste sig dog at være lidt sværere, end man skulle tro. I løbet af de måneder, bilen havde holdt på parkeringspladsen, var dens tilstand blevet endnu dårligere. Generatoren var faldet ud, viste det sig.

”Så den endte faktisk med at være strandet på parkeringspladsen i et stykke tid. Men til sidst fik jeg hjælp af en ven og fik kørt den tilbage til Sverige,” siger Theo Erbenius.

Den sidste periode klarede han sig med at crashe hos venner i Aarhus.

 

 

 

Magasin: 

Kommentar

CAPTCHA
Dette er en test for at sikre at du ikke er en robot der blot spammer kommentarsporet.

Seneste jobopslag

Ingeniøren søger dagsordensættende journalist

Ingeniøren
Ansøgningsfrist: 02.04

Sjælden journalist-stilling er ledig

Sjællandske Medier
Ansøgningsfrist: 26.03

Senior Presserådgiver til KMD

KMD
Ansøgningsfrist: 15.04

Communication and Program Manager (barselsvikariat)

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 01.04

Journalist til folkekirken.dk - barselsvikariat

Folkekirken.dk
Ansøgningsfrist: 26.03

Brandredaktør P1 og DR2

DR
Ansøgningsfrist: 22.03

Kommunikationschef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 31.03

Digital redaktør til Landbrugsstyrelsen

Landbrugsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 26.03

BUPL søger en kreativ pressemedarbejder med skarpt politisk blik til vikariat

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 28.03

Kommunikationschef til Red Orangutangen

Red Orangutangen
Ansøgningsfrist: 05.04

TV MIDTVEST søger kreativ og effektiv webklipper

TV MIDTVEST
Ansøgningsfrist: 15.04

Kommunikatør til A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS)

A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog
Ansøgningsfrist: 22.03

TV2 ØSTJYLLAND søger redaktør

TV2 Østjylland
Ansøgningsfrist: 02.04

DIREKTØR - DANSK JOURNALISTFORBUND

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 07.04

SPECIALKONSULENT TIL STRATEGISK KOMMUNIKATION OG RELATIONSARBEJDE

INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER
Ansøgningsfrist: 29.03

Kommunikationsmedarbejdere

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 22.03

Magasinlayouter til Djøfbladet

DJØF
Ansøgningsfrist: 22.03

Udviklingsorienteret Financial controller

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 20.03

Udviklingsorienteret økonomimedarbejder til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 20.03

Ansvarshavende redaktør til Uniavisen på Københavns Universitet

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 19.03

Kommunikationschef

HR Navigator
Ansøgningsfrist: 01.04

Fagbladet Folkeskolen søger journalist

Fagbladet Folkeskolen
Ansøgningsfrist: 27.03