Journalistgården blev før krigen opført som ældreboliger for pensionerede journalister og deres enker. I dag er de gamle journalister væk. Det samme er sammenholdet, og huset er på fallittens rand. Går moderne journalister overhovedet på aftægt?

"Cavling-Stuen" står der med sirlig skrift på døren ind til det lavloftede kælderrum. Indenfor er en slags mindestue. På væggen hænger et billede af en gruppe børn. Det er en kopi af Danmarks første pressefoto taget af Holger Damgaard. Over sofaen er der indrammede portrætter af journalister, der mistede livet i krigen.

I reolen står bøger af blandt andre Lise Nørgaard.
"Cavling-Stuen" blev indrettet af den tidligere Politiken-journalist Aksel Dreslov i slutningen af 80'erne. Men støvet på bøgerne og den svage lugt af mug vidner om, at det er lang tid siden, nogen har fundet det naturligt at gå ned i kælderen til Journalistgården, tage en bog ned fra hylderne, knappe en øl op og mindes gamle dage.
Det står en seng midt i værelset. Rummet bruges kun til gæsteværelse. De pensionerede journalister, der engang brugte rummet, er for længst borte.

Drømmen var, at Journalistgården skulle give gode, billige ældreboliger til journalister og deres enker. Journalisten skrev i 1935 om de medlemmer, der nu endelig kunne se frem til at få bedre kår:
"Der er ingen Grund til at nævne Navne i denne Forbindelse. Vi kender dem alle. Mange ser med Længsel hen til den Dag, da Forbundets Nybygning staar færdig til Indflytning."
Og da Journalisten i 2000 besøgte huset i Københavns nordvestkvarter, var det stadig fuldt af levet journalistliv.
»Jeg elsker at bo her, jeg har aldrig boet bedre. Det betyder meget, at vi har den samme fortid,« fortalte den tidligere Politiken-journalist Aksel Dreslov dengang.

I dag møder der os en anden historie. Der er ikke meget tilbage af det sociale sammenhold, fortæller Bent Otto Hansen, der har boet i Journalistgården i mere end 10 år. Han kan godt huske, hvordan det var dengang, da næsten alle beboere var pensionerede mediefolk.
»De gik meget op i, at de engang havde været journalister. Det var deres fællesskab. De var tit hernede i Cavling-Stuen for at holde møder. I dag er der ikke meget tilbage af det sociale. Nu er Journalistgården bare en almindelig udlejningsejendom,« fortæller han.

Tiderne er skiftet. Et DJ-medlem over 60 år, der er i arbejde, tjener det samme som en midaldrende journalist – gennemsnitligt 42.000 kroner plus eventuel pension. Og ledigheden blandt medlemmer over 60 år er den laveste af alle aldersgrupper. Kun 2,8 procent står uden job, og en betydeligt større andel er på efterløn. Fra Danica Pension lyder det, at de fleste i journalist-ordningen i Mediernes Pension indbetaler mellem 12 og 18 procent hver måned til pension. I forhold til andre faggrupper er mange journalister således rigtigt godt med, når det gælder opsparing til pension.

70-årige Ole Bach (tv) har netop fået afhøvlet gulv, og Bent Otto Hansen (th) hjælper med at sætte møblerne på plads. – foto: Sara Galbiati

Vores rundviser i dag er den 54-årige Bent Otto Hansen og 70-årige Ole Bach. Af husets 12 lejligheder er det kun Ole og en anden beboer, der kvalificerer til husets oprindelige formål – at give bolig til pensionerede journalister og deres enker. Ole arbejder fortsat som journalist i FOA, dog på nedsat tid.
Ole bor i en af de store lejligheder på 54 kvadratmeter. Han siger, at mediefolk har flere penge mellem hænderne. Derfor stiller de større krav til boligen.
»Der er jo ikke plads til at lave samtalekøkkener her,« som han siger.

Hans egen lejlighed består af en stor stue, entre, bad og køkken. Alle hans ejendele står lige nu ude i haven, fordi han har fået afhøvlet gulvet. Han betaler 4.900 kroner i husleje om måneden.
»Det er jo ikke medlemmer med de højeste eller mellemste lønninger, der ønsker at bo her.«
Når folk kommer for at se på ledige lejligheder, vil de ofte ikke have dem.
»De synes, de er for små,« siger Bent Otto.

Ude i haven skal Bent Otto tale højt for at overdøve den tætte trafik fra Tuborgvej. Han peger på altanerne til de forskellige lejligheder. Aksel Dreslov boede i stuen, Informations tidligere musikanmelder Hans Georg Lenz boede på første til højre, og tv-fotografen John Carlsen holdt til på anden sal til venstre. John Carlsen var ansat i DR og rejste rundt til verdens brændpunkter sammen med journalisten Claus Toksvig. Han dækkede krigen i Biafra og belgiernes flugt ud af Angola. John Carlsen døde i 2010.
»Han råbte altid ud ad vinduet, når han så mig: "NÅ, SKAL DU NU UD OG FØJTE IGEN?" Det råb savner jeg bare så meget. Han var helt forrygende,« fortæller Bent Otto.

Husets sociale omdrejningspunkt var i mange år Mette Garde, gift med BT's pensionerede teaterjournalist Mogens Garde. Mette Garde, som i dag er flyttet til Fyn, sørgede for de gamle beboere, hentede deres medicin og satte opslag op i opgangen, når nogen døde, og der blev afholdt begravelse.
»Vi kaldte Mette for "vor mor". Hun var det sociale sikkerhedsnet. Hun stod for det sociale og hjalp de gamle, efterhånden som de ikke kunne passe sig selv mere,« fortæller Bent Otto.
I dag bliver der ikke sat meddelelse om bisættelser op, når en beboer dør.

Bent bor i stuen og får besøg af egern på sin altan. Han viser et billede, han har taget af egernet med sin mobiltelefon. – foto: Sara Galbiati

Det var Kreds 1, der i 1935 stod for opførelsen af Journalistgården. I dag har kredsen trukket sig helt ud. Dermed mangler Journalistgården et ikke ubetydeligt økonomisk tilskud.
Bent Otto har dagen forinden tjekket, hvor meget kredsen egentlig gav i støtte.
»Det var ofte store beløb. Et år fik vi 700.000 kroner til nye køkkener,« fortæller han.

En fond overtog, og der blev åbnet for, at folk uden for Dansk Journalistforbund kunne flytte ind. Siden er antallet af pensionerede journalister raslet ned, og underskuddet vokser år for år.
»Vi er tæt på at gå konkurs. Underskuddet er nu oppe på en halv million kroner. Derfor kan vi ikke holde huset ved lige,« forklarer Bent Otto, der er beboerrepræsentant i bestyrelsen.
Ole og Bent Otto mener, at der blandt nyuddannede, freelancere med lavvande i kassen og enlige mødre burde være interesse for at bo billigt i en af de 12 lejligheder. Ole flyttede ind for tre år siden, da han blev skilt efter 33 års ægteskab.

Det største problem er, at Journalistgården for de fleste medlemmer er en velbevaret hemmelighed. Det var en tilfældighed, at Ole selv hørte om huset.
»Der er ikke mange, der ved, at huset findes, for Journalistgården har ikke annonceret. Jeg er overbevist om, at der findes et behov blandt nogle af medlemmerne.«
Det gælder for eksempel Bent Otto. Han var helt på spanden, da han flyttede ind. Han havde mistet sit job på Roskilde Dagblad, sin dagpengeret og sin ejerlejlighed.
»Jeg er et godt eksempel på en beboer, der er glad for Journalistgården, selv om jeg ikke er pensioneret journalist. Journalistgården reddede mig. Alternativet var at flytte hjem til min mor. Jeg havde ikke noget sted at være,« fortæller Bent Otto.

Mette Garde – "vor Mor" – bor i dag i Faaborg. Hun fortæller i telefonen, at tiden er løbet fra Journalistgården. Nutidens pensionerede journalister har masser af penge mellem hænderne.
»Det var noget andet tidligere, hvor folk ikke havde en god pensionsopsparing.«
Hun savner husets fællesskab. Men ånden fra Journalistgården er væk for altid.
»Stedet er blevet mere en gennemgangslejr for yngre mennesker og mænd, der er blevet skilt og har haft brug for et trinbræt. Hvis det er husets berettigelse i dag, er det fint med mig.«

SÅDAN FLYTTER DU IND
Når et lejemål bliver ledigt i Journalistgården, bliver personer på ventelisten spurgt efter først til mølle-princippet. I øjeblikket er der et sted mellem 25 og 50 ansøgere på ventelisten. Du kan søge om at blive optaget på ventelisten ved at sende en mail til bestyrelsesformand for Hjælpefonden Journalistgården Morten Friis Jørgensen mfj@dj-freelance.dk.