Søren Rønholt
Grundlæggende er jeg træt af en til tider krampagtig fokusering på, hvordan journalister kan bibeholde deres historiske rolle som garanter for kvalitet i mediebilledet. For i min verden er der ingen tvivl – journalister er IKKE alene om at skabe kvalitetsindhold i fremtiden. Tværtimod.
Tænk på Huffington Post, hvor journalister og it-specialister sidder side om side i newsroomet og fordeler indhold i det digitale økosystem. Tænk på atlasmag.dk, netudgaven.dk, thirdear.dk, bloggerne, twitterne, instragrammerne og alle de andre nye medier, hvor journalister sammen med andre fagligheder eksperimenterer og skaber masser af kvalitet. Det er denne type eksperimenter, der kan give os formlen for de nye medier i en digital tidsalder. Men det er sjældent her, forbundet fokuserer.
På den sidste konference jeg var til i DJ-regi, handlede debatten om arbejdspres og urimelige krav om flermedialitet, som gør det umuligt for journalisterne at sikre kvaliteten, som det hed sig. Salen den dag var fuld af andre fagligheder end den journalistiske, og derfor var det kun mere forfejlet, at debatten var så navlepillende og afsenderorienteret, som den var. Jeg var nærmest lidt arrig, da jeg forlod lokalet, men mest af alt er det jo sørgeligt. Som en blandt publikum sagde; det lyder jo, som da typograferne protesterede mod udviklingen i 1970’erne – og hvor er de henne som faggruppe i dag?
DJ burde i min optik gøre alt for at udvikle og fremtidssikre det journalistiske arbejdsmarked, men indtager alligevel sært defensive positioner, for eksempel i debatten om fremtidens mediestøtte. Her mente forbundet, at nye, små medier skal have tre fuldtidsjournalister, før de kan få støtte til at komme i gang. Men hvorfor skulle antallet af journalister være det (eneste) afgørende for kvaliteten?
Og hvorfor bruger forbundet ikke meget mere af sin energi på at udvikle ydelser og tilbud til journalistiske iværksættere og ’frie agenter’ på mediemarkedet, der skaber nye forretningsmodeller og ansættelsesformer?
Forbundet skal dog ikke have al skylden. Problemet stammer også fra den journalistiske selvforståelse, som indprentes i os, fra vi træder ind på uddannelsen, til vi havner på redaktionerne i de klassiske medieorganisationer.
Jeg arbejder i dag med kommunikation og formidling blandt arkitekter. Historisk set har denne faggruppe også haft store problemer med at indse, at de ikke ved det hele og ikke kan klare det hele selv. At de er nødt til at være lydhøre og reelt interesserede i dem, der skal bruge og bo i deres huse, at de er nødt til at blande blod med andre fagligheder, at resultatet kan blive bedre af det, og at deres arbejde faktisk kan blive sjovere og mere meningsfyldt, når de på den måde træder ned fra den faglige piedestal og ud blandt ’folket’. For deres egen skyld håber jeg, at journalister generelt – og DJ i særdeleshed – vil lade sig inspirere af arkitekterne.
I mellemtiden kan man kigge mod foreningen DONA(.dk) hvor perspektivet er mere konstruktivt, og hvor journalister og kommunikatører sammen favner og diskuterer de nye digitale muligheder for journalistisk produktion og virksomhed.
– Rune Huvendick Jensen, kommunikations- og markedsføringschef, Dansk Arkitektur Center
9