FARVEL. Efter mere end 10 år i Dansk Journalistforbund har jeg ved årsskiftet forladt bygningen, og jeg er ikke specielt ked af det.

Den vigtigste årsag til, at jeg ikke er utilfreds med at forlade DJ, er helt klart forbundets ageren under Muhammed-krisen, som for mig som liberalt indstillet menneske, var en kæmpe skuffelse. 

Jeg husker tydeligt min frustration over, at forbundet ikke fra begyndelsen gik ud og bakkede 100 procent op omkring Jyllands-Posten. Og når jeg siger 100 procent, så mener jeg 100 procent. En utvetydig og hurtig udmelding fra vores formand om, at Jyllands-Posten var i sin gode ret til at trykke tegningerne, at tegnerne havde 100 procent frihed til at lave dem, og at enhver form for indskrænkelse af ytringsfriheden ville være uacceptabel.
 
Men ak. Det der kom, som jeg husker det i dag, var små pip, som snarere bar præg af en angst for at komme til at støtte Anders Fogh end af en indædt kamp for det, som journalister lever af.
Det var en pinlig udstilling af, at man fra forbundets side havde meget svært ved pludselig at skulle slås på samme side som den borgerlige regering. For med den journalistisk-politisk korrekte spændetrøje på lader en opbakning til en borgerlig regering sig simpelthen ikke gøre. Anders Fogh var jo en af de vedtagne fjender i journalistiske kredse.
   
Så hvad der var en enestående chance for forbundet for at kunne markere sig og vise ytringsfrihedens flag, endte med at blive endnu et eksempel på, at danske journalister og dets forbund er så politisk korrekte, at end ikke en trussel mod deres levebrød, kan få dem til at tage pennen i den anden hånd.

– Mads Herholdt, DR Trafik 

Svar. DJ har fra dag 1 kæmpet for pressefriheden. Blandt opgaverne var at fastholde de presseetiske regler i Danmark – og internationalt undgå nye, strammere regler. Derfor deltog vi i en række internationale møder, og jeg selv tog omgående til Bruxelles for at mødes med bl.a. arabiske repræsentanter. Det var en væsentlig årsag til, at den opgave lykkedes.

Hertil havde/har vores medlemmer blandt bladtegnerne krav på at få hjælp gennem en svær periode. Her satte vi mange kræfter ind – også fordi behovene var meget forskellige. Undervejs har jeg hele tiden klart tilkendegivet tegnernes ret til at tegne og JP's ret til at trykke tegninger og tekst samt tilfredshed med regeringens opbakning til pressefriheden.

– Mogens Blicher Bjerregård, formand for DJ