Det gamle Allerhus i Valby står som symbolet på fest, farver og fadøl. Til sommer samler Aller Press redaktionerne i et funklende nyt hovedsæde i glas og stål. Kodeordene er effektivitet og lønsomhed.

KULTURSKIFTE. »Hvad i alverden er det for nogen fyldebøtter?« spurgte bankdirektør Hans Paschburg.
Bankdirektøren var på rundvisning med overdirektør Svend Aller i Allerhuset i Valby for første gang. Det var gået rigtigt godt, indtil de havde mødt hofreporteren Mugge, der var så overrislet, at han måtte støtte sig til væggen. Samtidig kom en lige så beruset Poul Kjær fra Familie Journal slingrende.
Svend Aller måtte forklare bankdirektøren, hvordan det hang sammen:
»Den ene herre er redaktionschef på Familie Journal, og den anden er redaktionschef på Se og Hør. Men de har passet deres arbejde for i dag, så hvad de laver, er deres egen sag,« svarede Svend Aller.
I dag er det Aller Press' direktør Pål Thore Krosby, der viser rundt i virksomhedens kommende hovedsæde, som er ved at blive opført i glas og stål ved Københavns Havn. Når 650 medarbejdere flytter ind til august, kapper virksomheden endegyldigt navlestrengen til den sidste rest af virksomhedens festlige fortid med skjulte værtshuse, høj cigarføring, skæg og ballade.
Nu står den på massage i arbejdstiden, pilates, fitness, kildevandsautomater og gratis frugt. Målet er, at Aller skal være den bedste mediearbejdsplads i 2010.
I det nye hus bliver rygning forbudt, og det bliver kun tilladt at købe øl og vin i kantinen, så længe medarbejderne ikke virker berusede i arbejdstiden.
Med indflytningen indfører Aller Press også mere effektive arbejdsformer, tættere samarbejde med annonceafdelingen og videreudnyttelse af tekst og billeder.
Ifølge direktør Pål Thore Krosby prøver Aller at skifte en kultur ud med en anden.
»Selv om vi har ændret os meget de senere år, er det vanskeligt helt at forlade den gamle kultur – den hænger i væggene. Når vi lægger Valby bag os, starter en helt ny tid. Jeg håber, at dette hus bliver symbolet på fremtiden for Aller,« siger direktøren med sin syngende Oslo-dialekt.
Da Pål Thore Krosby tiltrådte i 2002, var boheme-kulturen i Aller Press stadig udbredt. Han kan godt huske, første gang han fulgte en arbejdsdag på Se og Hør.
»De begyndte med en bajer om morgenen. Da oplagstallene kom, fejrede de det med Gammel Dansk. Da de skulle lave forsiden, tog de sig en whisky, og da de var færdige, fik de sig en whisky mere. Hvis jeg havde drukket det samme, ville jeg have været fuld før frokost. Og det går ganske enkelt ikke i en moderne virksomhed,« siger Krosby.

»HVOR DER STÅR KILDEVANDSAUTOMATER i dag, var der på Se og Hør fadølsanlæg,« siger John Lindskog, tidligere journalist på Se og Hør og forfatter til bogen "Aller" på Børsens Forlag.
Modsat Aller i Norge og Sverige og konkurrenterne i Gutenberghus (i dag: Egmont) var øl og kultur knyttet sammen i et fornuftsægteskab, siger John Lindskog.
»Der blev drukket meget. Nogle kunne klare det, andre kunne ikke,« forklarer han, da vi møder ham over en dobbelt espresso på Café Promenaden på Frederiksberg.
Han har talt op, at syv journalister døde fra 1970 til 1995 på grund de skader, umådeholdent drikkeri påførte dem.
Ifølge John Lindskog var der to skjulte værtshuse i Aller. Det tekniske personale mødtes i "Harrys Bar", mens journalister og fotografer foretrak "Bjørnekælderen", et andet navn for Se og Hørs mørkekammer.
Blandt nuværende og tidligere medarbejdere er der i dag udbredt enighed om, at det er godt, at det er slut med de skjulte værtshuse og den øllede stemning. Medarbejdernes bekymring går på, om originalerne forsvinder og dermed Allers særpræg. Fadølskulturen er blevet erstattet af en funktionærkultur.
»Der er ikke nogen vildskab derude længere,«
siger John Lindskog.
Han har ikke meget fidus til Pål Thore Krosbys forvandling af Aller. Han har de seneste år lanceret en række livsstilsmagasiner for at få en fod indenfor på den mere eksklusive del af annoncemarkedet. Men de fleste af bladene er lukket igen: Mandemagasinerne FOKUS og Mand, sportsmagasinet Player, karrierebladet CV og Living Design – blade, som i indhold ville passe perfekt til det nye glashus.
De blade, som derimod ikke passer til glashuset, er Aller Business og de frække Rapport-blade, der hidtil været henvist til Aller-imperiets fjerneste galakse – forstaden Herlev uden for København. De skal ikke flytte ind i det nye Allerhus.
John Lindskog mener, at Pål Thore Krosby satser på de forkerte heste.
»Pål Thore vil gerne starte en ny æra, hvor Allers blade bliver mere respekterede, ved blandt andet at opføre et dumt prestigebyggeri. Men det er jo bare en tom skal. Et ugebladshus som Aller bliver aldrig salonfæhigt med blade som Se og Hør.«

PÅ RUNDVISNINGEN ER vi nået til Pål Thore Krosbys nye kontor på 5. sal. Lige nu er der intet andet end gulve og de rå vægge. Men udsigten er ubetalelig. Direktøren tager et billede med sin mobiltelefon. Det har han lovet sin sekretær at gøre. Gennem panoramavinduet kan han se den blå sejldug på DR's koncertsal på den anden side af havnebassinet.
Pål Thore Krosby kender godt argumentet om, at originalerne har det svært i huset. Men det bekymrer ham ikke. Aller Press har de seneste fem år haft de fem bedste resultater nogensinde.
»Det gør det vanskeligt for kritikerne at sige, at der mangler originaler. Jeg kan ikke tage det alvorligt.«
Hvis en medarbejder beviseligt bidrager med at lave gode blade og til Allers bundlinie, kan man være lige så original, det skal være, siger Pål Thore Krosby og bruger en af sine mange fodbold-
metaforer:
»En spiller kan godt have primadonnanykker, men hvis han ikke har værdi for holdet og vinder kampe, vil ingen have ham. Det handler om at vinde kampe. Ikke om at sidde og drikke bajere, fordi man så bliver opfattet som en original.«

DET ER ISÆR TAKKET VÆRE DE FEM gamle klenodier, ugebladene Billed-Bladet, Se og Hør, Familie Journal, Ude og Hjemme og Femina, at Aller nærmest har skovlet penge ind.
»Hvis man lukkede alle blade undtagen de fem store ugeblade, så ville man godt nok have overskud,« som en journalist på et af ugebladene
siger.
Problemet med ugebladene er, at læserne siver år for år, og det er her, magasinerne kommer ind i billedet. De er bedre til at tiltrække annoncører, og så er de mere lækre end de storsælgende ugeblade. Da Aller lancerede Living Design, skrev en medarbejder en intern besked: "Endelig et blad, vi kan være stolte over."
En medarbejder på Familie Journal husker, engang bladet undtagelsesvis blev rost af ledelsen. »Det varmede.«
Flere oplever i dag, at der er en kulturkløft i Aller, hvor ugebladene føler, at ledelsen er mere optaget af magasinerne. Og magasinfolket synes, at ugebladsjournalisterne tænker for kortsigtet. Godt nok leverer de til pengekassen lige nu, men hvad med om 10 år?
Især inden for 'high end'-magasiner har Aller de seneste år haft svært ved at få succes. Player, CV, Living Design og Mand måtte lukke, og det er ikke tilfældigt, mener en tidligere magasinjournalist i Aller.
»Mens Egmont kan lave flotte blade som Euroman, Eurowoman og Gastro, har Aller jo nærmest rendyrket grimhedens æstetik i deres ugeblade.«
Han mener, at der skal mere end et nyt domicil til at skabe en fælles kultur.
»Magasinerne skal være flotte, velskrevne og have et rimelig højt fagligt niveau, så læserne oplever, at det styrker deres identitet. Ugebladene derimod er grimme og ofte dårligt skrevet, og mange, der læser dem, har ikke lyst til at sige det åbent. De to slags journalister er som at sætte cand.mag'er i kulturhistorie i samme stue som en flok håndværkere.«
Pål Thore Krosby siger, at Aller ikke er færdig med at lancere nye livsstilsmagasiner, og fremhæver, at eksklusive magasinsatsninger som kvindemagasinerne Q og Isabellas er lykkedes.
»Det nytter ikke noget at sige, at vi ikke kan lykkes med det. Ligesom i fodbold kræver det nogle gange mange skud på mål, før man scorer.«

ALLERHUSET ER FLOT, MEN også lidt koldt. Det ligner på mange måder de andre glashuse, som DR, Nykredit, LO og KL har opført i København de seneste år. Når man går rundt, kan man godt forestille sig, at der skal laves livsstilsmagasiner i huset. Men kan man lave Ude og Hjemme her?
»Ja, det kan jeg love dig for, at man kan,« siger Pål Thore Krosby med et bredt smil.
Spørger man medarbejderne, glæder de sig til at flytte ind på Havneholmen. Lokalerne i Valby oser af historie, men de er utidssvarende. En ansat betegner huset som et ukrainsk hospital:
»Det er noget gammelt lort.«
Jørgen Sander, layouter på Se og Hør, er som sikkerhedsrepræsentant blevet hørt i forbindelse med flytningen. Han siger, at »ledelsen gør alt for, at det skal foregå tiptop«.
Det største problem ved at forlade Valby er, at det er slut med enekontorer. I stedet indføres
åbne kontormiljøer ligesom i flere andre store mediehuse.
Det er noget, som især journalisterne er bekymrede for.
»Hvordan skal vi interviewe folk uden at forstyrre kollegaen på den anden side af skærmen?« spørger de.
For nogle er omvæltningen så stor, at de sandsynligvis stopper. De kan simpelthen ikke rumme skiftet.

ÉN TING ER, AT ALLE SKAL SIDDE I DE SAMME RUM. Især fotograferne og layouterne er bange for, at flytningen bliver brugt til sammenlægninger, så ledelsen kan sætte dem til at arbejde for ét blad den ene dag og et andet den næste – ligesom det er sket med fotograferne hos Berlingske Media.
Før jul stoppede chefredaktør Peter Dall på Familie Journal kun tre måneder før sin pension. Hans eftermæle på gangene er, at han var den sidste chefredaktør, der forsvarede journalistikken over for topledelsen.
Omkring en måned før Peter Dalls afsked skrev en medarbejder på den interne debat, at det var irriterende, at det blev opfattet som mangel på forandringsvillighed, hvis man havde en anden opfattelse end ledelsen.
Det bakkede Peter Dall op med en bemærkning om, at han ikke var sikker på, at ledelsen altid traf de rigtige beslutninger. Det førte til en irettesættelse fra ugebladsdirektør Per Ingdal.
Konfrontationen kulminerede på et chefmøde, hvor Peter Dall forbeholdt sig retten til at benytte sin ytringsfrihed. Han syntes ikke, at han havde været illoyal.
I dag er Peter Dall ude af Aller og vil ikke fortælle Journalisten hvorfor.
Men han bliver måske ikke den sidste chefredaktør, der forlader Aller, fordi han ikke kunne klare mosten.
»Hvis du forsøger at nægte mediemarkedets realiteter og behovet for løbende tilpasninger, har du et problem,« siger Pål Thore Krosby.

I DAG BLIVER MANGE AF BLADENE I ALLER betegnet som regulære kongedømmer med chefredaktørerne i rollen som næsten enevældige majestæter. Den styreform skal nu erstattes af en ny virksomhedsidentitet, hvor medarbejderne i højere grad ser sig selv som holdspillere for Team Aller.
»Som chefredaktør er det ikke tilstrækkeligt at lave et godt redaktionelt produkt. I det nye hus skal chefredaktører og andre nøglepersoner aktivt bruge hinanden for at opnå det bedste resultat i fællesskab,« forklarer direktøren.
For redaktionerne betyder det blandt andet, at de skal dele storrum med annonce- og marketingfolkene. Redaktører, der prøver at holde annoncefolkene væk, overlever ikke længe, lyder det fra Krosby. Et blad skal ikke kun appellere til læserne, men også til annoncørerne.
»Man kan godt justere på layout eller den redaktionelle linje for at få mere tilfredse annon-cører, uden at læserne reagerer negativt,« siger Pål Thore Krosby.
Kravet om højere lønsomhed betyder også, at der kommer mere videreudnyttelse af stof og større samarbejde på tværs af redaktionerne. Et eksempel er brugen af fotografer.
»Det er billigere, hvis én fotograf tager fem forskellige billeder, end at fem fotografer tager ét billede hver,« siger han. ∞
Pål Thore Krosby vil ikke komme med flere konkrete eksempler. Men alt, der kan genbruges uden at skade det enkelte blads egenart, er i spil.
»Når vi lavede aftalen om videreudnyttelse med journalisterne, handler det jo om, at det er for dyrt at betale fuld pris for en artikel, hver gang vi bruger den.«

SUSANNE BONDROP skiftede i efteråret fra et job som kreativ chef på Familie Journal til layouter i Berlingske Tidende. Hun er faktisk glad for, at hun nu sidder i åbne kontorer i Pilestræde.
»Der var så stille på mit kontor i Valby, at jeg måtte tænde for radioen.«
Hun er mest bange for, at Aller effektiviserer så meget, at journalistikken taber. Familie Journal, Danmarks største ugeblad, gik over til billigere papirkvalitet for at spare penge, ligesom billedbehandlingen er blevet dårligere på grund af besparelser.
Tidligere refererede chefredaktørerne direkte til direktøren, men Pål Thore Krosby har indført et mellemlag på syv direktører.
»For en medievirksomhed er det essentielt, at der sidder en journalistuddannet person i toppen. Det gør der i Berlingske Media, og det kan man mærke,« siger Susanne Bondrop.

I SKURVOGNEN VED SIDEN af byggeriet nipper Pål Thore Krosby af den sorte kaffe i plastikkruset. Vi skal tale om hans hjerteblod – Allers omdømme.
Krosby og Aller kan tjene penge. De er så gode til det, at andre mediechefer må have svært ved at skjule deres misundelse. Hvis Berlingske Media havde bare én af de fem guldkalve, Aller Press har, så verden anderledes ud i Pilestræde.
Alligevel er Aller ikke en del af the establishment, og Aller er ikke en virksomhed, der bliver lyttet til på Christiansborg.
Det nager Pål Thore Krosby.
»Vi når ud til tre millioner danskere. Aller skal have den position, som vi fortjener. Det er noget, der brænder fra mit hjerte,« siger Aller-direktøren.
Han synes, det er urimeligt, at dagbladene er fritaget for moms på grund af deres demokratiske og debatskabende rolle. Reelt er det kun en fjerdedel af stoffet i aviserne, der opfylder den rolle, mener han.
»Hvis bare politikerne forstod, hvilken rolle vi har. Mange danskere lærer at læse takket være vores ugeblade. De får information om, hvordan de skal leve deres liv, om ernæring, helse, børn, sex og samliv. Det er os, der er hjemme hos hr. og fru Danmark. Vores blade har en folkelighed, og den skal vi respekteres for.«

HVAD SÅ MED ALLER-ÅNDEN? Findes den? Jørgen Sander fra Se og Hør siger, at den er blevet afløst af en 9 til 17-kultur.
»Det hele er mere stringent og poleret nu. Tidligere spillede folk kort og drak bajere til langt ud på aftenen. Sådan var livsstilen. I dag vil folk hjem til deres børn, og det kan man jo godt forstå. Tiden har ændret sig.«
Susanne Bondrop siger, at hvis Aller Press skal være den bedste mediearbejdsplads allerede næste år, så skal man nok genoverveje strategien.
»Medarbejderne er glade for massage og kildevand. Men hvis ledelsen virkelig vil gøre det til den bedste mediearbejdsplads, skal de satse mere på journalistikken og mindre på regneark og marketing.« •

Årsregnskabet 2008 for Aller Press blev offentliggjort efter deadline. Det viste, at overskuddet er faldet fra 144 millioner kroner til 63 millioner kroner. Ugebladenes oplag er faldet fra 1.031.000 eksemplarer til 996.000 eksemplarer.

DET NYE ALLERHUS
Hvor: Københavns Havn
Størrelse: 18.000 kvadratmeter bygget i stål, glas og granit
Indretning: Åbne kontormiljøer
Pris: 800 millioner kroner
Hvem: 650 medarbejdere fra Aller Press

DET GAMLE ALLERHUS
Hvor: Valby
Størrelse: 23.000 kvadratmeter
Indretning: Åbne redaktionssekretariater og enekontorer
Pris: Er vurderet til 200 millioner kroner.
Bygningen er sat til salg.