»Begreber som billedkomposition, fokus og lys er en saga blot. Ligesom selv de mest grundlæggende principper for klipning.«

Web-tv. Forestil jer en flok mennesker bag et nyt blad på markedet. Redaktionen skal etableres, og ledelsen holder møde:

Journalister?! – Bare hyr nogle folk, som engang har taget et maskinskrivningskursus.
Artiklerne?! – Ved ikke, hvad de skal handle om. Et eller andet tilfældigt … og hvis det bliver kedeligt, putter vi bare kulør på bogstaverne.
Fotos ?! – Øh … ikke nødvendigvis, men har alle ikke kamera i mobilen?
Layout ?? – Hvad er det?
Nogenlunde sådan må det foregå på mange møder i disse tider, når beslutningen om at indføre den ny åbenbaring – web-tv – er truffet.

So ein Ding müssen wir auch haben, gjalder råbene fra avisredaktioner og kommunikationsafdelinger. Og i gang er de, uden at nogen har tænkt en tanke.

Jeg underviser selv i tv-produktion og fortæller derfor ofte om web-tv som mulighedernes land. Og græmmer mig.
Over alt det uprofessionelle, ustrukturerede, rædselsfulde, kiksede, ligegyldige tv, der med omvendt proportionel selvfedme bliver budt mig på diverse links, hver gang jeg åbner min computer.

For mediefolk uden tv-erfaring er der tilsyneladende bred enighed om, at bare de køber et billigt kamera og et simpelt redigeringsprogram, SÅ kan der produceres fjernsyn. Af alle. Om alt. Også det, der hverken er billeder eller lyd i.
Og resultatet er oftest værre end fars værste hjemmevideo.

Ud af skærmen vælter det – i ordets egentlige forstand – med mere eller mindre levende billeder, som sejler, skråner og hopper uden mål og med. Begreber som billedkomposition, fokus og lys er en saga blot. Ligesom selv de mest grundlæggende principper for klipning. Ofte er der tale om filmet radio i form af interviews, hvor reporteren stiller researchspørgsmål for åben skærm.

Er der en speak, bliver den læst op på skriftsprog, men ofte belemres seerne med alenlange, døde tekster, der skal læses, og som vidner om, at der er tale om en historie, som netop havde været bedst tjent med at blive fortalt på skrift.
Heldigvis er der undtagelser. Både private og offentlige virksomheder er gået i luften med glimrende web-tv. For eksempel Landbrugsmedierne, Jyske Bank og Bryllupskanalen, som tager mediet seriøst og producerer professionelt og absolut seværdigt tv for veldefinerede målgrupper.

Men der er langt imellem.

De store dagblade demonstrerer dagligt en total mangel på holdning til såvel indhold som kvalitet med deres uskønne blandinger af velproducerede indslag med journalistisk indhold og uredigeret amatørvideo, hvis eneste formål tilsyneladende er at vise omverdenen, at de er i besiddelse af et videokamera.

Og nogle af de værste eksempler kommer fra for eksempel formiddagsbladene og Kunstrådet, hvis indslag oftest efterlader mig dels med spørgsmålet: Hvorfor skulle jeg se det? Dels med kvalme over angrebet på min balancenerve, som følge af de hjælpeløse optagelsers overfortolkning af begrebet "håndholdt".

Og så er web-tv ikke blot spild af penge og tid, det er decideret pinligt og næppe det, der skal hjælpe medierne ud af krisen.

Skomager – bliv ved din læst. Eller gå dog for pokker bare i voksenlære et par dage, når du skifter til skrædderfaget.

Lisbeth Petersen er journalist og underviser i videoproduktion.