Fotograf Ulrik Jantzen fra Das Büro får karantæne fra Magasinet Lederne, fordi han har manipuleret med fotos. Han kalder billederne "en joke" og beklager.
Klodset manipulation af billeder til en artikel om den afgående SAS-direktør Susanne Larsen i Magasinet Lederne betyder, at fotograf Ulrik Jantzen fra Das Büro har fået karantæne fra bladet. Billederne af SAS-direktøren var taget ved den næsten legendariske flyvergrill ved Københavns Lufthavn – men uden flyvemaskiner i baggrunden.
Da billederne blev bragt i Lederne, var der imidlertid fly på to af billederne. Det skriver Pressefotografforbundet på sin hjemmeside. Billederne kan ses i den e-paper udgave af Magasinet Lederne, der ligger på nettet. (Du skal bladre frem til side 13.)
Redaktionen opdagede ikke billedmanipulationerne, da de modtog billederne fra fotografen, skriver chefredaktør Ulla Bechsgaard i en leder i bladets juni-nummer.
Ulrik Jantzen fortæller til Pressefotografforbundet.dk, at billedmanipulationen var resultatet af en intern joke, der ved en fejl blev sendt videre til Magasinet Lederne.
Han og hans assistent havde moret sig over at stå i en lufthavn for at skulle fotografere, og så er der ingen fly. Det var assistenten, der færdiggjorde billederne, og som en intern joke over for Ulrik Jantzen indsatte hun et fly i et par af billederne.
Normalt kigger Ulrik Jantzen alle billeder igennem, inden de bliver sendt til kunden, men det skete ikke i det konkrete tilfælde på grund af travlhed. Ulrik Jantzen påtager sig det fulde ansvar.
"Det er afgjort imod mine etiske grænser, og jeg kunne aldrig drømme om at lave sådan en manipulation og det er heller ikke på nogen måde kutyme eller en del af arbejdsgangene på Das Büro at manipulere billeder på denne måde. Vi bruger photoshop til netop at styrke det visuelle udtryk, men ikke til manipulation af denne art. Og hvis vi gør, gør vi altid opmærksom på det!" skriver Ulrik Jantzen i et brev til redaktøren af Magasinet Lederne.
Sagen har betydet, at Ulrik Jantzen og Das Büro over for sine ansatte har indskærpet, at den slags ikke må ske igen. Selv har han fået karantæne fra bladet indtil videre og kan ikke levere billeder til Lederne i en periode.
Ulrik Jantzen har i flere omgange forsvaret brugen af Photoshop, men taget afstand fra billedmanipulation. Da reglerne for brug af Photoshop ved Årets Pressefoto blev strammet i 2006, skrev Ulrik Jantzen på bagsiden af Journalisten, at han meldte sig ud af Pressefotografforbundet.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@ Rasmus
Pressefotografforbundet skriver i sin dækning af sagen, at det blev opdaget, da bladet kom fra trykkeriet:
"Først da bladet var trykt, kunne redaktionen se, at der var noget galt. Kunne man ikke se buskene gennem flyet? Langsomt blev det klart, at billedet var blevet manipuleret", skriver chefredaktør Ulla Bechsgaard i en leder i bladets juni-nummer.
Hilsen
Jakob Albrecht, Journalisten
Hvordan blev det opdaget?