Får du løn som fortjent?

Ansatte i kommunikationsbranchen har en lønforskel på over 100.000 kr. Det viser ny lønstatistik, som det nye nummer af Magasin K bringer i morgen.

Ansatte i kommunikationsbranchen har en lønforskel på over 100.000 kr. Det viser ny lønstatistik, som det nye nummer af Magasin K bringer i morgen.

Arbejder du i sportsforeninger og velgørende organisationer, så halter du lønmæssigt højst sandsynligt langt efter resten af kommunikationsområdet.

Det afslører en ny opgørelse, som det nye nummer af DJs kommunikationsmagasin, Magasin K, har fået lavet. De absolut lavest lønnede er idealister i foreninger og organisationer, som ofte nøjes med en månedsløn på 21.000 kr.

Undersøgelsen bygger på svar fra 377 privatansatte medlemmer af Dansk Journalistforbunds Kommunikationsgruppe. Heraf  tjener 10 pct. under 30.000 om måneden.

I den anden ende af skalen, hvor de 10 pct. højestlønnede ligger, får kommunikationsfolk mellem 58.819 kr. og 129.063 kr. om måneden.

Samtidig viser lønstatistikken, at mænd scorer mest. I de seneste fem år er der dog sket en mindre udjævning af lønnen mellem mænd og kvinder.

Hele det nye nummer af Magasin K kan læses på nettet. Klik her.

1 Kommentar

Nanna Mielche
18. MARTS 2008
Re: Får du løn som fortjent?

Tillad en af kilderne til den oprindelige historie en kommentar: Det er ikke helt korrekt, når der står "De absolut lavest lønnede er idealister i foreninger og organisationer, som ofte nøjes med en månedsløn på 21.000 kr."

Tallet 21.000 dækker nemlig den lavest lønnede NGO-ansatte i statistikken. Alle andre organisations- og foreningsansatte får altså mere end denne konkrete person, så "ofte" dækker ét tilfælde.

Det passer heller ikke helt, at de lavest lønnede i lønstatistikken er "idealisterne", for faktisk er der også konsulentbureauer og produktionsvirksomheder nederst i lønstatistikken sammen med NGO'er og ansatte i sportsklubber. (Den lavest lønnede på kommunikationsområdet arbejder faktisk i en erhvervsvirksomhed og får 18.500 kr.)

Til gengæld er "idealisternes" løn mærkbart lavere i toppen af lønskalaen, mens den såkaldte nedre kvartil (den løn, der adskiller de dårligst betalte 25 % fra resten) kun er ca. 40 kr. fra det tilsvarende tal for konsulentbureauerne.

Pointen er, at man ikke altid skal tro på det, når der sidder en chef og siger, at "man jo ikke kan regne med ret høj løn i en humanitær organisation". Som man kan se på mine kommentarer i artiklen på Magasin K, så er vores erfaringer i DJ snarere, at de fleste organisationer lønner bedre end de fleste forventer. Men at man ikke får en rimelig løn, hvis man glemmer at bede om den.

Så tjek den detaljerede lønstatistik på Medlemsnettet eller ring til din konsulent - så kan du nemlig få løn som fortjent.