fantastisk at få lov at tie stille

»Jeg elsker at være i et job, hvor jeg får lov til at lytte til lækre stemmer hver dag.«

»Jeg elsker at være i et job, hvor jeg får lov til at lytte til lækre stemmer hver dag.«

Britt Berglund på 38 år er skiftet job fra radiovært på P4 København til vikariat som speaker på DR 2.

Hvorfor bliver det fedt at være speaker på DR 2?
Det bliver fantastisk at få lov til at holde kæft. På radio skal man snakke hele tiden, og til sidst følte jeg, at jeg var ved at løbe tør for ord. Som radiovært giver man enormt meget af sig selv, dag ud og dag ind, og jeg følte virkelig, at jeg ikke havde mere at give, mere at sige. I kampens hede, på improviseret live-radio, falder man altid tilbage på den samme rygrad, og jeg endte altid med at stille om til vejret på den samme måde igen og igen.

Når man speaker til tv, kan man bruge mere tid på at være kreativ, fordi vi skriver vores speaks i forvejen. Alligevel lander der nogle gange de samme, fordømte ord på bordet, uden at man opdager det, og man tænker: Hvor kom du fra? Jeg håber, mit ordforråd kan blive fyldt op igen i dette her år, inden jeg igen skal tilbage til radio. Men lige nu er det dejligt at få lov til at tie stille en gang imellem.

Hvorfor er du en bedre speaker end alle mulige andre?
Puha, det ved jeg sgu heller ikke, om jeg er. Jeg er heldig at have en stemme, jeg kan leve af. Men jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at være kreativ med de der ord. Jeg synes selv, jeg har et stort ordforråd, men et levende sprog er alligevel svært at få. Jeg skal også lære at slappe lidt mere af – folk skal nok høre det.

På et tidspunkt fik jeg at vide, at jeg snakkede for tydeligt. "Du må gerne sjuske lidt". Og man kan helt sikkert blive for korrekt, når man speaker, så nogle gange sidder jeg og bander af fjernsynet eller radioen og tænker, at de burde slappe af og snappe en endelse her og der. Der bliver nødt til at være en naturlighed over det, samtidig med at man kontrollerer sit flow og sin timing. Hmm … Var det svar på dit spørgsmål?

Næ, men lad mig spørge på en anden måde: Kunne jeg blive speaker på DR 2?
… Det var dog et frygteligt spørgsmål …

Men det skal jeg svare på? Okay – nej, det tror jeg virkelig ikke, du kunne. Din stemme er for mainstream. Jeg kan godt lide stemmer, der skiller sig ud. Stemmer, man vender sig om efter på gaden, ligesom man vender sig om efter flotte mennesker – lækre stemmer, du ved. For eksempel Lars Attermann, der speaker på DR 1. Hans bas går simpelthen lige i … Årh, I LOVE YOU! Han får hele mellemgulvet til at gynge. Jeg elsker at være i et job, hvor jeg får lov til at lytte til lækre stemmer hver dag.

CV: I 90'erne: Diverse radiotjanser ved siden af job som sekretær. Skiftede job og blev speaker i 1998, først for TV3 og siden som freelance. Hun har siden 2003 været radiovært på Sky Radio og på forskellige P4-stationer.

1 Kommentar

Tom Kristoffersen
14. MAJ 2012
Re: fantastisk at få lov at tie stille

 

Britt Berglund er en fantastik god programspeaker. Så god at jeg vil ønske at hun få lov at være det et år mere, inden hun skal tilbage på P4 København som radiovært. Eller bliver det P4 Sjælland? Det tror jeg nu ikke. Men hun ville bestemt også egne sig til at undervise i retorik.