search

Fanpost

 

"En lille, letbenet latter, der lister rundt mellem ordene" let-leet af en mand med "et forbløffende brus af et overskæg og en livrem, der tegner en streg hen over mavens mægtige hvælving. Som samlingen på en russisk dukke!"

 

Jamen, jeg blev bare så fornøjet.

Det er yderst sjældent, at jeg får lyst til at skrive fanbreve til kollegerne. Men dette tætte og dygtigt gjorte interview med de mange præcise beskrivelser fik mig til det. Det eneste fanbrev, jeg nogensinde har skrevet i øvrigt. Indtil dato altså.

Forfatteren og journalisten Nils Thorsens portræt af Jørgen Schleimann blev bragt i min daglige avis en sommersøndag, og da det var del af en serie – jubi – gav det i et langt stykke tid mine søndage en ny dimension af læselyst. Som en nyforelsket i en gammel vane stod jeg spændt ved postkassen hver søndag morgen i lang tid. Men så holdt det op. Serier holder jo op, som forelskelser gør det. Og så glemte jeg alt om det igen. Indtil jeg til min fødselsdag fik en bog i gave. For nu var alle interviewene heldigvis blevet samlet under samme tematitel "Engle og Dæmoner". Denne sommer har jeg derfor haft genstart af sommerfuglene i maven. De var flyvedygtige som små engle og holdt sig på vingerne under gennemflyvningen.

Desværre er det jo ikke så tit, man får denne kriblende fornemmelse af sproglig glæde. Som regel er sproget en brugs-ting. Læsning i aviser og blade er en simpel pligt som alle de andre – at gå på toilettet eller spise en overkrydder til kaffen.

Det orienterende er selvfølgelig nødvendigt. Man kan ikke leve i uvidenhed eller af en avis med blanke sider.

Det sublime er der til gengæld langt imellem – måske anses det ikke for nødvendigt, og det er da sikkert også en mere krævende cocktail end den gåsevin, der hver dag serveres til morgenmåltidet.

Oplevelsen af noget ekstra forudsætter naturligvis også en dygtig skriver. En journalist, der også er et menneske med et stærkt blik og en ægte interesse for det væsen, han eller hun taler med og et godt sprog til at skrive det talte. Og så skal det medie, han eller hun er ansat på, være villig til at afsætte den fornødne spalteplads og ikke mindst tiden, som det jo tager at gå det stykke dybere, hvis man vil finde ind til selve det sted, hvor al menneskelig forskellighed ligger, og hvor selv den interviewede kan finde overraskelser. Og det er de færreste danske medier, der har denne dejlige ambition om at overraske sig selv og andre.

Ja, ja – jeg ved godt, at sådan kan det ikke være i hverdagssproget. Jeg skal lige spise brød til, for det, Niels Thorsen her har præsteret, er en slags dessert. Vi andre må jo slække, som vi sidder der ved tasterne presset fremad af nyhedsstrømmen og chefens fastfood-ånde. Der skal produceres ord, spaltemillimeter. Stofområder skal dækkes, og der er en naturlig forpligtelse og dermed også en egen skønhed i hverdagsjournalistikken. Det kan være smukt at få den til at falde til hvile i sin egen berettigelse – som en velgennemført opvask eller nyvasket tøj på tørresnoren. Men alligevel?

Bare lidt oftere. Der er for langt imellem.

For når alle undskyldninger er listet op, står erkendelsen tilbage – du kender den, jeg gør: Vi er ikke kun pressede, vi er også ind imellem simpelthen for dovne.

Vi læner os op ad vores egen lille personlige staveplade, hvorpå vi selv i søvne kan udpege de ord og vendinger, der sammen danner et læseværdigt, velvinklet bidrag til beskrivelsen af dagen i dag. Og der skal findes ekstra kræfter frem, hvis vi skal til at løsne sproget for almindeligheder og gribe flokslerne ved vingebenet, når de byder sig til som lette løsninger.

Og det kræver, at vi gider tage os denne ekstra tid – og tør tage den fra chefen, manden, børnene, opvasken og de duftende gulve. Men er sproget ikke også en slags slægtning, der kan stille sine naturlige krav til vores opmærksomhed?

Skulle vi ikke tage at sætte jobbet, ægteskabet og det tjekkede hus over styr, bare lige i morgen, og sætte en enkelt sommerfugl fri i læserens mave

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen