To svenske freelancejournalister er sigtet for medvirken til terror i Etiopien. Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, har et stort ansvar for journalisternes frigivelse – men kan også kobles direkte til den historie om voldsomme overgreb på befolkningen, som journalisterne ville afsløre. "En skandale," siger det svenske journalistforbund om regeringens mangel på støtte til de to journalister.

DOBBELTROLLE. Normalt bliver han hyldet for sin åbenhed om diplomatiets gang på sin blog og Twitter-konto. Men nu modtager Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, kraftig kritik for at tie om sin egen rolle i en sag om to fængslede freelancejournalister, der er sigtet for terror af den etiopiske stat. Efter planen skulle sagen mod dem starte 18. oktober.

Det er snart tre måneder siden, journalist Martin Schibbye, 30, og fotograf Johan Persson, 29, blev pågrebet af regeringens soldater, umiddelbart efter at de sammen med deres rejsefølge, oprørsgruppen Ogaden National Liberation Front, ONLF, illegalt havde krydset grænsen fra Somalia til Etiopiens provins Ogaden. 15 fra rejsefølget døde i kampen, og flere blev såret inklusive de to journalister, der fik lette skudskader. ONLF kæmper for Ogadens selvstændighed og betragtes som en terrororganisation i landet. Den er dog hverken på USA eller EU's liste over terrororganisationer.

Det svenske diplomati – anført af udenrigsminister Carl Bildt – reagerede på anholdelserne ved i juli at understrege journalisternes eget ansvar. Han beklagede i TV4 Nyheterna, at de var rejst ind i et "meget farligt område, som man bør holde sig fra". Det blev tolket som, at ministeren mener, journalisterne selv er ude om det.

Det var dog først, da Martin Schibbyes gamle studiekammerater 12. september offentliggjorde et brev sendt fra fængslet, at det blev kendt for svenskerne, hvilken historie de to journalister havde arbejdet på:
"Læs bogen, som Kerstin Lundell udgav sidste år," skrev Schibbye, for at meddelelsen kunne slippe gennem censuren.

Den bog hedder "Lundin Petroleum: Et eventyr i blod og olie". Her påviser økonomijournalisten Kerstin Lundell, hvordan den svenske udenrigsminister i kraft af sin bestyrelsespost i den svenske olievirksomhed Lundin Petroleum i perioden 2000-2006 var med til at træffe beslutningen om at satse på Ogaden-provinsen i Etiopien. En yderst kontroversiel beslutning, der kan betyde, at olievirksomheden under navnet Africa Oil har medvirket til voldelige overgreb på Ogadens befolkning.

Den mand, der er øverst ansvarlig for at forhandle de to svenske journalisters frigivelse på plads, er altså samtidig den mand, de to ville koble til en svensk virksomheds brud på folkeretten i en uroplaget afrikansk provins.

Derfor må den ellers så velrenommerede og respekterede udenrigsminister redegøre for sin tid som bestyrelsesmedlem i Lundin Petroleum, kræver svenskerne. Men Carl Bildt afviser at tale om sagen eller sin egen rolle.

Kort efter tilfangetagelsen blev Martin Schibbye og Johan Persson vist frem i etiopisk tv med synlige skader. Der blev dog speaket hen over billederne, så man ikke kunne høre, hvad de sagde. Foto: Screendump fra Östersunds Posten

En af de skarpeste kritikere er netop forfatteren Kerstin Lundell, der vandt den svenske pendant til FUJ-prisen, Guldspaden, for sin bog. Hun mener ligefrem, at Carls Bildt rolle kan have betydning for, at de to journalister ikke er fri for længst:
»At Carl Bildt har anledning til at skjule, hvad der foregår i Ogaden, kan være en forklaring på, hvorfor journalisterne stadig sidder i fængsel. Den etiopiske regering ved, at han ikke vil sætte hårdt mod hårdt, hvis sagen føres op til allerhøjeste politiske niveau,« siger hun.

Debattør og tidligere lederskribent hos Expressen Leo Lagercrantz kalder Bildts stilhed arrogant:
»Der dukker en masse spørgsmål op: Hvordan ser han selv på den dobbeltrolle, han har?« siger han og tilføjer:
»Man kan få det billede, at Carl Bildt simpelthen ikke er interesseret i at få at vide, hvad der skete dernede.«
Den 7. oktober arrangerede Publicistklubben, Journalister uden Grænser, Sveriges forfatterforbund, det svenske journalistforbund og en række andre organisationer en demonstration for at få Carl Bildt til at lægge stærkere pres på de etiopiske myndigheder.

Formanden for det svenske journalistforbund, Jonas Nordling, håber og tror dog på, at Carl Bildt er i stand til at sætte svenske borgeres interesse højere end sin egen.
»Men bevisbyrden for, at han kan adskille de to ting, kan blive meget tung. Hvis en frigivelse ikke lykkes, vil kritikken vokse yderligere,« tilføjer han. Derimod tøver han ikke med at kalde det en 'skandale', at regeringen ikke vil betale for de to journalisters retssag:
»Det var jo netop ikke private, dumdristige eventyrere, men professionelle journalister, der udførte deres arbejde. Det er fuldstændig uhørt, at man som journalist ikke kan regne med regeringens opbakning i en fuldstændig ubegrundet retssag.«

Derfor har fagforbundet sammen med Journalister uden Grænser nu startet en indsamling til retssagen. Indtil nu har det indbragt over 120.000 svenske kroner.

Carl Bildt har siden juli afvist at diskutere sagen i pressen. Også over for Journalisten henviser han gennem sin pressesekretær Anna-Charlotte Johansson til 'det tysta diplomati' – tavshedens diplomati:
"Vi holder skarpt øje med de to fængslede journalister. Hvad de var i landet for at undersøge, påvirker ikke på nogen måde det arbejde, Udenrigsministeriet laver for at bistå dem nu. Konsulære sager er ofte følsomme, og der er risiko for, at det, udenrigsministeren siger om sagen, kan forværre situationen for de anklagede," skriver hun til Journalisten og tilføjer:
"Carl Bildts tidligere engagement er irrelevant for håndteringen af sagen i Udenrigsministeriet."

Det er dog netop denne form for 'stille diplomati', det svenske journalistforbunds formand, Jonas Nordling, har mistet tilliden til:
»Det er den strategi, man har brugt, siden de blev taget til fange for snart tre måneder siden, og se, hvad det har bragt os nu: Vores kolleger er blevet sigtet for terrorisme i Etiopien, og det var det, som absolut ikke måtte ske.«

Også Det europæiske Journalistforbund, EFJ, ønsker et stærkere signal fra Sverige:
»Vi tror ikke på det stille diplomati længere. Det handler om at vise muskler og være meget åben og tydelig. Den etiopiske regering har vist, at de er fuldstændigt hensynsløse, når det gælder journalister og deres arbejde,« siger Arne König, formand for EFJ.

Samtidig minder begge om, at regeringen har insisteret på at bruge samme strategi for at få en tredje svensk journalist, Dawit Isaak, frigivet i Eritrea. Han kan i denne måned fejre 10-års jubilæum som fængslet uden at have været for en domstol. (se faktaboks)

I starten af september valgte Martin Schibbyes venner at offentliggøre et brev, hvor Schibbye giver en ledetråd til, hvilken historie de arbejde på. "Jeg forsøger at gøre, som Jan Guillou skriver i sin selvbiografi om sin tid i fængsel: Behold værdigheden, hold dig i form, oprethold hygiejnen, og sov kun om natten,” skriver han. Brevet er dateret 12. august. Foto: Privat/David Hässler

I Ogaden er de indkomstrige gasboringer blevet en stor faktor i regionens kamp for selvstændighed, og derfor rydder regeringens sikkerhedsstyrker i en radius af 30-40 kilometer alt omkring gasfelterne for at undgå angreb fra lokalbefolkningen – især fra ONLF, fortæller Ben Rawlence, senior researcher ved Human Rights Watch. Det sker ved nedbrænding af byer, vold, drab og voldelig magtudøvelse.
»Det betyder ikke nødvendigvis, at firmaerne bærer skyld for de overgreb, der sker, men det betyder, at de må være ansvarlige og aktivt tage stilling til, hvem der beskytter dem og hvordan. De er nødt til at være meget velinformerede,« siger han.

Journalist og forfatter Kerstin Lundell var også i kontakt med oprørsgruppen ONLF, da hun lavede research til sin bog. Den eneste måde at komme ind i det lukkede område på er nemlig ved at rejse sammen med oprørerne, der nærmest fungerer som et slags rejsebureau for undersøgende journalister, forklarer Lundell. Hun valgte dog ikke at gennemføre rejsen, fordi hun syntes, det var for farligt:
»Jeg var bange for at rejse ind i et krigsområde og ende i en beskydning. Samtidig lykkedes det for mig at få dokumentation gennem dokumenter og interview med flygtninge, der havde oplevet elendigheden i Ogaden.«

Men den elendighed var Schibbye og Persson klar til at møde for at undersøge anklagerne om overgreb på nærmeste hold. Et typisk kendetegn for deres journalistik, forklarer deres nærmeste kollega, freelancejournalisten Anna Roxvall:
»De er meget sandhedssøgende og vil vise, hvilken effekt beslutninger på et højt plan får for det lille menneske,« fortæller hun.

Til hverdag deler hun et lille kontorfællesskab i en kælder i Stockholm sammen med blandt andre Schibbye og Persson. Hun har kendt Martin Schibbye i flere år, og normalt er det hende, der danner makkerpar med fotograf Johan Persson. Hun var også med til at lave den indledende research til historien hjemmefra, men blev dog hjemme, fordi hun blev gravid.

På grund af samarbejdet med Udenrigsministeriet vil hun ikke blande sig i debatten om Carl Bildts dobbeltrolle, men nøjes med at rette sig efter de instrukser, hun får fra de to fængslede via brev cirka en gang om ugen.
"Vores uddannelse lærte os ikke, hvordan man klarer sig som journalist i fængsel, men jeg forsøger at gøre, som Jan Guillou skriver i sin selvbiografi om sin tid i fængsel: Behold værdigheden, hold dig i form, oprethold hygiejnen, og sov kun om natten," skrev Martin Schibbye i brevet til sine kammerater.

Situationen har også udstillet den sårbare position, som freelancejournalister sætter sig selv i.
Inden afrejse havde Schibbye og Persson et møde med magasinet Filters chefredaktør, Mattias Göransson. Hans besked var, at han, på grund af opgavens karakter, ikke kunne stå inde for at sende dem af sted – men hvis de alligevel tog af sted og kom hjem med en god historie, så ville Filter meget gerne bringe den.

Nogenlunde samme svar fik de hos andre medier. Netop denne form for halve aftaler, som journalistforbundets formand, Jonas Nordling, kritiserer og ønsker, at der kommer fokus på:
»At arbejdsgiverne kan sige "vi vil ikke påtage os ansvaret for, at I tager af sted, men bliver det en vellykket historie, så vil vi meget gerne bringe den", det er noget klamperi, og det sætter freelancere i en meget sårbar situation. Det ses især nu, hvor de to journalister ikke har et medie i ryggen, der kan lægge pres på myndigheder og give økonomisk støtte. Derfor har vi især opfordret medieejerne til at støtte indsamlingen til retssagens omkostninger.«

Chefredaktør på Filter Mattias Göransson har dog svært ved at se et alternativ:
»Hvad skulle man ellers svare? "Spændende ide, men usikkert resultat. Vi takker nej, lige meget hvordan det går"?« Han anerkender dog, at han har et særligt ansvar for de to journalister, men synes samtidig, det er svært at vide, hvad der er det rigtige at gøre:
»Om jeg har gjort for lidt eller for meget, ved jeg ikke. Det er et interessant spørgsmål og en rævesaks at sidde i som redaktør.«

Imens spørger andre, om det overhovedet er regeringens ansvar at hjælpe to personer, der trodsede alle advarsler om at rejse ind i en uroplaget provins og til og med samarbejdede med en gruppe, der bliver anset som terrorister i landet.

Spørgsmålet er ikke ukendt for Jonas Nordling.
»Det handler om to organiserede journalister, som er rejst ind i et område, der er lukket for omverdenen. Der er meget vigtig journalistik i verden, som aldrig ville være lavet, hvis det ikke var, fordi der var nogen, der trodsede alle advarsler – og det skal man ikke straffes for.«

Fri presse- og ytringsfrihed er sikret i Etiopiens forfatning. Sverige har via mangeårig udviklingsstøtte til Etiopien stærke bånd til landet. Men det har ikke hjulpet meget for journalist Martin Schibbye og fotograf Johan Persson. 18. oktober startede retssagen – ifølge planen – og straffen kan være livstid.
Tilbage er blot at vente – och vara tyst.

foto Jonas Ekströmer/Scanpix Sweden
CARL BILDTS SORTE AFFÆRE
Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, indtrådte i Lundin Petroleums bestyrelse i 2000 og udtrådte, da han blev udenrigsminister i 2006.

Det var i Bildts bestyrelsesperiode, at virksomheden besluttede, at den skulle satse på Ogaden-provinsen i Etiopien, og forhandlede aftalen på plads. Den blev først underskrevet, efter at Carl Bildt var udtrådt af bestyrelsen.

Bildt har flere gange modtaget kritik for sit engagement i olievirksomheden, der er under anklage for at have samarbejdet med voldelige regimer i Sudan og Etiopien og dermed medvirket til overgreb på befolkninger. Carl Bildt har afvist at redegøre for sit engagement i virksomheden.

LUNDIN PETROLEUM
Stiftet af nu afdøde Adolf Lundin under navnet Lundin Oil og drives nu videre af sønnerne Lukas H. Lundin og Ian H. Lundin som henholdsvis underdirektør og formand.

Skiftede i 2001 navn, da det fusionerede med et canadisk selskab og hedder i dag Lundin Petroleum.

Har udvundet olie og naturgas i mere end et dusin lande – fra Storbritannien, Vietnam og Qatar til Libyen, Sudan og under navnet Africa Oil i Etiopien.

Den Internationale Anklagemyndighed i Stockholm indledte sidste år en efterforskning for at undersøge, om Lundin Petroleum kan kobles til drab og tvangsforflytninger under borgerkrigen i det sydlige Sudan. Selv mener Lundin Petroleum, at de har medvirket til fred og støtte i regionen.