search

FANGET I EN SKRUESTIK

Kristian Lund har stået i spidsen for B.T. i 365 dage. Det har været en konstant balancegang mellem en jagt efter oplagstal og journalistik, han kan stå inde for. En kamp mellem købmanden Lund og journalisten Lund. Selv føler han, at han i sin fokusering på økonomisk fremgang svigter journalistikken. Han siger, han er fanget i en skruestik.
Kristian Lund har stået i spidsen for B.T. i 365 dage. Det har været en konstant balancegang mellem en jagt efter oplagstal og journalistik, han kan stå inde for. En kamp mellem købmanden Lund og journalisten Lund. Selv føler han, at han i sin fokusering på økonomisk fremgang svigter journalistikken. Han siger, han er fanget i en skruestik.


“Jokum, Jokum, Jokum, Jokum! Jokum!! JOKUM!!!”
“Det er meget symbolsk. Det er ligesom med B.T.s medarbejdere – de lader sig heller ikke dirigere,” konstaterer Kristian Lund med et stort smil.
Hans cockerspaniel hører alt andet end efter. Den vil hellere snuse og morgentisse på én af stenene i Bernstorffparken.
“Det er godt, det ikke kommer i fjernsynet.”
I bund og grund er Kristian Lund nok ikke spor pinligt berørt over, at hunden tydeligvis ikke er opdraget militaristisk med kæft, trit og retning. Han er heller ikke selv én, der bare hører efter og indordner sig.
Det er 365 dage siden, at JOURNALISTEN sidst var ude at gå morgentur med Lund og Jokum. Det var den 30. august 1999. Den dag flyttede Kristian Lund og tre plastikposer med papirer ind på chefredaktørkontoret på B.T.
“Åh, nej. Det ser ud som om, der ikke er sket en skid siden sidst.”
Umiddelbart har Kristian Lund ret. Jokum ligner sig selv. Den bliver stadig luftet hver eneste dag klokken 7.15 af Kristian Lund og hans pibe. Babygyngen hænger stadig under træet i villahaven i Charlottenlund. Og Duploklodser er fortsat populære indenfor i villaen.
Men der er også ændringer. Ford Escorten er byttet ud med en Mondeo. Og Kristian Lund tager imod klokken 7.10 iført gråt jakkesæt og slips. Dansk herremodes rædsel, som tidligere kolleger har kaldt ham, har skiftet stil.
“Jeg har måttet købe fem sæt – det har faktisk været en rigtig dårlig forretning for mig at skifte job. Hele lønstigningen er gået til indkøb af jakkesæt.”
Humoren og selvironien er flyttet med over i jakkesættet.

Had og kærlighed til krimistof
Klokken fem minutter over ni går han ind gennem svingdøren i Kr. Bernikows Gade. Det er JOURNALISTENs skyld, at han er forsinket. Normalt ville han sidde på sit kontor klokken halv ni. Fire timer før der kommer journalistliv på formiddagsavisen.
“Jeg elsker mine stille morgener på avisen.”
Han har ikke nået at få læst B.T., som han får bragt ud til Charlottenlund ved tretiden om natten. Spisesedlen møder ham ved receptionen “Gamle og invalide jages af kriminelle.”
“Det var en nyhedsløs dag i _går …” lyder det lettere undskyldende i forhallen.
“Det er sådan set en god nok historie. Problemet er bare, at vi har for mange krimihistorier.”
Der ramler vi lige ind i én af Kristian Lunds erkendelser, som han har måttet gøre i sit første B.T.-år.
“Jeg er kommet til nye erkendelser. Jeg troede for eksempel, at det ville være nemt at smide en masse af det her kriminalstof ud af avisen. Det er nu bare ikke helt så nemt.”
Købmanden Lund har nemlig nogle andre interesser end journalisten Lund.
“Kriminalstoffet er det, der sælger bedst,” konstaterer købmanden.
“Det ville være vidunderligt, hvis man havde noget andet at smide på,” siger journalisten.
I hans første år har købmanden ofte fået lov at vinde. En gennemgang af B.T.s forsider i Lunds chefredaktørtid viser, at krimistoffet vandt pladsen 162 gange.
“Det er da modbydeligt,” udbryder Kristian Lund, da han hører, at JOURNALISTEN har talt hans forsider. Hans eget gæt er, at B.T. har kørt 150 krimiforsider på et år.
“Der er en overvægt, men de har hjulpet os godt igennem sommeren. Morgenaviserne har jo ikke noget at skrive om, og vi har hele tiden kriminaliteten at falde tilbage på. De kriminelle holder jo ikke sommerferie,” griner Lund.

Lund-historie solgte ikke
Kun en enkelt gang er det blevet til en ren erhvervshistorie på forsiden. Det var i Kristian Lunds første måned som chefredaktør, da han var tættere på sine 12 år som chefredaktør for Børsens Nyhedsmagasin og endnu ikke havde erkendt markedsmekanismerne for en formiddagsavis. Kristian Lund havde selv sat sig til tasterne og var med i bylinen. Men lige meget hjalp det.
Avisen fik salgstæsk den dag og faldt 10 procent i oplag. Kun 116.900 gad købe et B.T. med forsiderubrikken Superfos-direktør forgyldes: Får 20 mio. for at holde kæft.
Det var ikke just vand på den tidligere erhvervsredaktørs journalistiske mølle.
“Forsiden er ikke sådan at lave om på. Det har jeg da lært. Det koster hver gang, man prøver at lave den om.”
Det er nok noget af forklaringen på, at B.T. ligner sig selv efter et år med Lund.
– Mange, jeg har talt med, har svært ved at se Lund-effekten?
“Den ytrer sig også kun på oplaget …,” siger Kristian Lund og griner voldsomt smørret.
Det er svært for Kristian Lund at ignorere oplagstallenes magt. De betyder meget både økonomisk og psykologisk. En avis, der giver 60 millioner i underskud og har 100.000 mindre i oplag end for ti år siden, er nærmest tvunget til at tænke i oplag. Og oplaget er måleenheden for en B.T.-chefredaktørs succes.
Hver torsdag, hvor ugetallene kommer, var der hele juli måned oplagssmil på Kristian Lunds kontor på 2. sal. Hver eneste søndag har B.T. nemlig været større end Ekstra Bladet, og mellem 9.000 og 27.000 større end året før. Oplaget har også været i bed-ring på hverdage i juli. B.T. har halet ind på Ekstra Bladet og har solgt omkring 10.000 mere pr. sommerdag end året før.
“Da jeg startede på B.T., var Ekstra Bladet ofte 25.000 større end os. Nu er er forskellen jævnligt kun 5.000.”
– Det betyder meget for dig, at oplagstallene har det pænt nok _nu …
Kristian Lund afbryder mig.
“Pænt nok mand! Nu må du da holde op!”
– Okay, de er pænere, end de har været …
“De er jo mirakuløst flotte, for fa’en. Det er de jo. Tænk lige på en avis, der har været nede i sækken i ti år. Du drømmer ikke om, hvordan det virker indadtil.”
Selvtilliden er et øjeblik lige så poleret, som det glasbord, vi sidder omkring på Kristian Lunds kontor.

Ikke penge til blomster
Både selve kontoret og meget af inventaret er tydeligvis fra dengang, avisen kunne spille blærerøv.
To af væggene i kontoret er af glas fra gulv til loft, så han kan se hver en bil, der kører forbi bladhuset i Kr. Bernikows Gade. Glaskontoret er en del af den tilbygning, arkitekten Henning Larsen lavede for B.T. i 1993 – 200 m2 for 25 mio. kroner. På væggen hæn-ger et maleri af Preben Hornung i en forgyldt ramme.
“Preben Hornung er fra de gode år i Berlingske, hvor man nærmest ikke vidste, hvad man skulle bruge sine penge på. Nu er der ingen penge at gøre godt med,” siger Kristian Lund, tydeligt irriteret over det signal, der ligger i det dyre maleri.
Den ferskenfarvede Alvar Aalto-vase på glasbordet er også fra de gode år. Men de hvide blomster i vasen er af plastik – de levende blomster er sparet væk.
Storheden møder allerede B.T.s gæster i receptionen. Der hænger fire billeder af Poul Janus Ibsen. Det ene er kæmpestort.
“Poul Janus og sådan noget fis. Det er en påtvungen ånd. Fra Berlingske. Storm P. eller sådan noget ville passe meget bedre til B.T.s egen ånd.”
På flere måder vil Kristian Lund gerne løsrive sig fra Berlingskes traditioner og faste greb. B.T. skal i langt højere grad være sin egen. Han vil have handlefrihed.
“Der er et utroligt bureaukrati her i huset. Et klassisk virksomhedsbureaukrati, hvor ting skal igennem forskellige godkendelsesprocedurer. Skal du købe et fotografiapparat, så skal det igennem, jeg ved ikke hvor mange instanser. Bureaukratier lever af mistro – det er simpelthen bygget op på mistro og kontrol.”
På Kristian Lunds første bestyrelsesmøde i koncernen blev der bevilget en bærbar computer til ham.
“Det er fuldstændig barokt i en moderne virksomhed, at en bestyrelse, hvor der sidder højt begavede folk – der sidder formanden for Dansk Industri og Knud Sørensen – skal sidde og nikke til, at chefredaktøren skal have en bærbar. Det siger jo alt om, hvad der er for et bureaukrati sådan et sted som her.”
Kristian Lund vil være herre i eget hus. Han vil have, at B.T. har sin egen økonomi. I dag har Berlingske, B.T. og Weekendavisen en masse fælles kasser, som gør avisernes økonomi mindre gennemskuelig, men en divisionalisering er på vej.
“Det her er et demotiverende system. Jeg har brugt utroligt meget krudt på at få det ændret.”
– Vil en opdeling af økonomierne hjælpe på dit underskud på _60 mio. kr.?
“Det kan du lige regne med, at det vil.”

Usund fokus på økonomi
En ny konstruktion kunne samtidig betyde, at Kristian Lund fik ny titel, så han ud over at være ansvarshavende også bliver administrerende chefredaktør. Han opfører sig faktisk allerede, som om han er det.
“Jeg er usundt meget optaget af økonomien og bureaukratiet. Usundt for journalistikken. Men det er et fornuftigt slag at slå, for den her avis kan simpelthen ikke leve med trusler hængende over hovedet konstant. Der må skaffes en ordentlig økonomi her på stedet for at få ro til at udvikle en ordentlig avis.”
Kristian Lunds entré på avisen blev fra dag ét som økonomisk oprydder. På sin tiltrædelsesdag blev han beordret til at finde besparelser på 30 mio. kr. Det endte med en løsning, hvor blandt andet 14 journalister fik fratrædelsesordninger.
“Det var en aparte start, som på en næsten voldtægtsagtig måde gav mig indsigt i B.T.s økonomi.”
Hans fokus på økonomien tager tiden fra journalistikken. Det frustrerer ham voldsomt. Ikke mindst fordi han havnede i det samme dilemma på Børsens Nyhedsmagasin.
“Jeg rejser, fordi den stilling, jeg havde, var blevet utrolig vanskelig. Jeg havde desværre ikke tid til at være nogen rigtig god direktør og heller ikke til at være nogen rigtig god redaktør,” sagde Kristian Lund til JOURNALISTEN for et år siden.
“Jeg er faktisk havnet i den samme skruestik, jeg var i på Børsens Nyhedsmagasin. Det må jeg prøve at kæmpe mig ud af. Der er en forkert fordeling af mine arbejdsopgaver. I øjeblikket prøver jeg måske mest på at blive en meget god direktør, men det er jo sådan set ikke det, jeg har lyst til i mit liv.”
Den selvbestaltede direktør Lund arbejder derfor mest i sit glasbur med næsen nede i regnskaber, budgetter og organisationsplaner eller holder møder rundt om glasbordet, hvor tal og økonomi er de centrale emner. Han kommer ikke særlig meget på redaktionen nedenunder.
“Jeg kommer der alt for lidt. Og det svækker selvfølgelig min position.”
“Hvem er du?” spurgte en praktikant for nylig Kristian Lund, da hun mødte ham på gangen.

Helmig eller burhøns
Men hver eneste dag klokken 17 står der journalistik på Kristian Lunds dagsorden. Der er redaktionsmøde – for dem, der sidder med ansvaret for morgendagens avis – så her risikerer Lund ikke et ‘hvem-er-du’. I dag foregår det på én af de andre chefredaktørers kontor.
“Jeg vil vædde med enhver her-inde i lokalet, at Thomas Helmig og René-historien vil sælge flest aviser. Der er navne i den. Vil I ikke sælge aviser eller hvad?” siger Kaj Elgaard, nyhedsredaktør på B.T.
“Det er vi ligeglade med i dagens anledning,” siger Kristian Lund med adresse til, at JOURNALISTEN overværer redaktionsmødet. De syv redaktører på mødet storgriner af Lunds bemærkning.
Redaktionsmødet er godt i gang. Spørgsmålet er, hvad der skal være tophistorie i morgen. Et flertal af redaktørerne går efter en historie om børn, der lever som burhøns.
“Den holder. Og så med et godt billede af børn.”
“Danske børn.”
“Vi skal måske arbejde lidt med rubrikken. Burhøns er vist hørt før,” siger Kristian Lund:
“Hvad med skrabebørn?”
Kaj Elgaard ryster på hovedet. Han kæmper fortsat for historien om, at Thomas Helmig og René er blevet politianmeldt af nazi-Jonni:
“Jeg siger jo bare, hvad der sælger,” siger han igen højt ud i lokalet.
Men forgæves. Den bliver afvist som tophistorie, fordi B.T. hverken har talt med Helmig eller René.
Det er burbørn-historien, der vinder.
Egentlig er det lidt af en sejr for Kristian Lund, for historien om støjkaos og for lidt plads i daginstitutionerne er lavet i hans fokusgruppe. I forbindelse med en reorganisationsplan af B.T.s redaktioner oprettede en meget idealistisk Lund en fokusgruppe. En grave-gruppe, der skal arbejde med undersøgende journalistik og forsyne avisen med selvstændige, dagsordensættende historier, og som har Kristian Lund som journalistisk leder.
“Jeg ville sikre mig en forsyningssikkerhed af det stof, jeg godt kan lide.”
Men entusiasmen boede mest på glaskontoret. Kristian Lund havde forestillet sig, at der skulle sidde 12 af B.T.s 160 journalister i gruppen. Kun seks var interesserede i at være med til at grave sammen med Kristian Lund. Og siden er tallet reduceret til tre journalister – det er samme antal, som dækker kongestoffet.
“Det er gået helt galt. Stort set ingen er interesserede.”
– På andre aviser ville det være drømmestillingen?
“Ja, men det er i utrit med det tempo, der er her på stedet. Journalisterne vil gerne i avisen hver dag. Undersøgende journalistik er nok også lidt farligt. Og så skræmte jeg nok også selv en del væk ved, at de skulle i gruppe med chefen.”

En skuffet Lund
Internt i huset bliver gruppen lidt nedladende kaldt for sofagruppen – det vinder ikke respekt, når man ikke producerer linjer hver dag.
– Er du skuffet?
“Det ville være løgn at sige, at jeg er begejstret.”
– Det er noget af en omskrivning.
“Nej, du kan da sagtens skrive, at jeg er skuffet. Men ellers kan du da bare skrive, at jeg ser skuffet ud, men siger det andet …,” griner Kristian Lund.
“Det er ikke bæredygtigt, som det er nu. Men jeg dropper ikke ideen.”
Det er tydeligvis langt sværere at få B.T.’s journalister til at tænde på nye arbejdsopgaver, end Kristian Lund havde regnet med.
Ud over oprettelsen af fokusgruppen ønskede Kristian Lund med reorganisationsplanen at få folk til at skifte stofområde eller dække større områder, end de gør i dag. Heller ikke den tanke tændte medarbejderne på, og adskillige tændte helt af.

Et militaristisk hierarki
På papiret blev antallet af redaktioner reduceret fra 10 til 4. En nyhedsgruppe, sporten, liv og stil og så fokusgruppen. I praksis laver langt hovedparten præcis det samme, som de gjorde før.
“Jeg ville gerne have folk til at spille flere pladser. Det er nødvendigt på en avis med få ressourcer.”
– Var det et centralt punkt for dig?
“I hvert fald så centralt, at jeg ikke har givet op.”
– Næste gang er det så ikke sikkert, det bliver frivilligt?
“… det kunne være nærliggende at få den tanke. Men grundlæggende mener jeg ikke, at det duer at lede en avis med en revolver.”
“Jeg anser ikke det spil for at være slut, og der er flere skud i bøssen. Først var det en gulerod, der røg ud af bøssen. Gad vide, hvad der så kommer.”
På mange måder ville Kristian Lund hade at skulle til at bruge ‘revolver’. For egentlig var hans idé at gøre op med det, han kalder “et utroligt topstyret B.T.”
“De her gamle bladhuse er forældede også ledelsesmæssigt. Der er et militaristisk hierarki i de her huse.”
“Meningen var, at jeg ville frigøre medarbejderne. Lade medarbejderne komme frem på banen med ideer. Det har været meget envejs på B.T. – der er folk her-inde, der kalder det at fodre fuglene – journalisterne sidder der og pipper som små skaldede fugle, og så kommer ledelsen og fodrer med orm. Men nu har de pipfugle siddet der i deres rede i alt for mange år. Nu må de til at blive flyvefærdige!”
Han griner, mens han siger det.
“En ledelse skal inspirere medarbejdere, men de skal bare ikke fodres som strassbourger-gæs.”

En mere royal Lund
Han tiltrådte med ret markante journalistiske mål. B.T. skulle forandres. “En spidsere stil, ikke så meget bangebuks og mere sur”, “der skal luges ud i kolonihavehyggen”, og “den jubelglade omklamring af Kongehuset skal væk”. Det var nogle af program-erklæringerne, som han for et år siden blev citeret for i JOURNALISTEN.
“Den er blevet lidt mere sur. Vi er ikke helt så grønspætteagtige. Men vi er fortsat desværre mere anonyme end Benny Bomstærk-stilen på Rådhuset.”
“Og så synes jeg faktisk, jeg har haft held til at fjerne noget af kongerøgelsen og omklamringen af Kongehuset. Jeg synes faktisk, at B.T. forholder sig anderledes kritisk til Kongehuset,” siger Lund.
Men der er stadig plads til _Kongehus-begejstring – to dage før JOURNALISTEN besøger Lund, er spisesedlen Tillykke Nikolai. _19 Alexandra-, Frederik-, Margrethe-, Prinsens hund-forsider er det blevet til på et år.
Og begejstringen var heller ikke specielt tøjlet, da Dronning Ingrid fyldte 90 år i marts. “Få lande, om overhovedet nogen, har som Danmark den lykke at have en kongefamilie, der er ægte elsket af praktisk taget hele befolkningen. Den føles så nær, at de fleste af os nu og da kan få en fornemmelse af, at vi selv er i familie med den.” Sådan lød det i lederen den 28. marts.
“Det er jo sandt, hvad der står,” siger Lund.
– Den leder afspejler ikke just en kritisk tone?
“Du drømmer da ikke om, hvor mange svipsere der er fra den linje, man gerne vil have.”
– Er det ikke dig, der er blevet mere royal på det år, der er gået?
“Jeg er da for eksempel blevet mere optaget af kriminalitet, så hvorfor skulle jeg ikke også være blevet mere royal. Det er jeg jo nok. B.T. er jo en mere folkelig avis end det meget elitære magasin, jeg kom fra. Det ville være mærkeligt, hvis jeg ikke var blevet mere royal. Det er jeg da, og jeg skammer mig ikke engang ved at sige det.”

For meget snyd og bedrag
Kristian Lund vil fortsat gerne forandre journalistikken. Frem for alt vil han kæmpe for mere troværdighed på formiddagsaviserne.
“Der er for meget snyd og bedrag. Forsiderne bliver skubbet alt for langt. Det er en stor fristelse at snyde – for alle vil lave oplag. Det er svært at lave om på, fordi man er oppe imod markedskræfterne. Og det ville være noget nemmere, hvis konkurrenten også var med på at rydde op.”
– Problemet er større på Ekstra Bladet?
“Det kan du lige regne med, at det er.”
Hans sprogbrug er ikke særlig jakkesætsagtig. Når snakken falder på ærkekonkurrenten på Rådhuspladsen, flyder det flittigt med vendinger som “pissefrækt”, “det er løgn”, “det er noget pis …”
Han er ikke i tvivl om, at meget af den katastrofale tilbagegang for formiddagsaviserne skyldes et troværdighedsproblem. Det med de ændrede indkøbsvaner ser han som en dårlig undskyldning.
“Vi er i en branche, hvor det umiddelbart betaler sig at lyve. Men den langsigtede pris er oplagsnedgang.”
Det er altså bestemt ikke alt, Kristian Lund elsker i den branche, han repræsenterer. Han er en hård kritiker af branchen og sin egen avis.
Det vakte stor undren, da han forlod et dybdeborende Børsens Nyhedsmagasin til fordel for et hurtigt og overfladisk B.T. Han er fortsat ikke modelleret og stylet til at være indbegrebet af en formiddagsavismand. Men han tror fortsat på et nyt B.T.
“Man skal passe på med at tro, at alt kan nås på et år. B.T. har ingenlunde fundet sin endelige form. Hvis der er noget, jeg har opnået, så er det at have givet avisen noget mere selvtillid.”
“Horisonten for at forandre en avis er tre år, selv om jeg da gerne ville, at det kunne ske på tre måneder.”
– Du sagde for et år siden, at du skulle bæres ud herfra. Har du det fortsat sådan?
“… Ja, men man kan jo blive båret ud på så mange måder. Claes Kastholm blev jo sådan set også båret ud …”

I artikelarkivet på www.journalisten.dk under blad nr. 14/99 kan du finde portrættet af Kristian Lund _“En hyggelig, hård hund” og historien “Surt B.T.”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen