De indsatte i Ringe Statsfængsel holdt pressemøde og fik alle de fremmødte journalister til at skrive under på, at artiklerne skulle godkendes af fangerne inden offentliggørelsen. "Jeg er dybt skuffet over mine kolleger," siger journalist, der gik i protest.

"Vi mener ikke, at de indsatte i Statsfængslet i Ringe skal redigere vores avis. Derfor gik vi."

Journalist på B.T. Jens Braarup er stadig forarget over, hvordan et pressemøde forløb i Statsfængslet i Ringe den 5. december.

Pressemødets tema var de sexovergreb på kvindelige indsatte, som Berlingske Tidende i dagene inden havde beskrevet.

For at journalisterne kunne komme ind på pressemødet, skulle de alle underskrive et papir, hvor der var formuleret tre krav. Et af kravene var, at fangerne skulle have alle artikler til gennemlæsning og godkendelse.
Omkring 10 journalister skrev under og sendte efterfølgende artiklerne til gennemlæsning hos de indsatte.

Jens Braarup gik derimod i protest.

"Jeg er vred og skuffet over mine kolleger. Der er noget rivende galt, når indsatte, der har begået en forbrydelse, skal redigere i aviserne," siger Jens Braarup.

Fortryder ikke
Journalist Hanne Füchsel fra Ekstra Bladet er en af de journalister, der skrev under. Og hun fortryder ikke.

"Rent praktisk betød det ingenting. Jeg skrev artiklen, som jeg ellers ville have gjort, og jeg synes ikke, jeg havde noget at tabe. Hvis de var urimelige, kunne jeg altid bare lade være med at få det trykt i avisen."

Hanne Füchsel faxede artiklen til fængslet og fik den tilbage med et par faktuelle smårettelser.

Johannes Bøggild fra Berlingske Tidende slap dog ikke helt så nådigt. Der var to rettelser i selve teksten.

"Den ene rettelse var en fejl fra min side, men den anden var og er jeg ikke enig i."

En fra talsmandspanelet sagde ifølge Johannes Bøggild følgende på pressemødet:

"Men selvfølgelig sker det mod en piges vilje, at hun bliver tvunget til at dyrke sex …"

Fangerne krævede at få et komma mere ind, så sætningen fik en helt anden mening:

"Men selvfølgelig, sker det mod en piges vilje, at hun bliver …"

Johannes Bøggild fastholder, at den første sætning er den korrekte, og at fangerne dermed indrømmede, at sexovergreb sker i fængslet.

Men det var ikke det, der kom til at stå i avisen. Fangerne krævede, at det blev ændret.

"Vi diskuterede meget på redaktionen, om vi kunne acceptere de krav, de stillede. Men vi synes, at vi havde et særligt ansvar, fordi det var på baggrund af vores artikler, at pressemødet blev holdt, og fordi de sagde, at de ville tilbagevise vores påstande," siger Johannes Bøggild.

"Måske burde jeg have skrevet i bunden af artiklen, at den var gennemlæst og tjekket af de indsatte. Ligesom når journalister har været på en sponsoreret rejse."

Tungen ud ad vinduet
Jens Braarup, der nægtede at skrive under på fangernes papir, mener, at de artikler, der kom ud af pressemødet, var dårlige.

"Det var som at række tungen ud ad vinduet. Fangerne fik gratis lov til at tilbagevise, at der var problemer uden at få kritiske spørgsmål. Bagefter har det jo vist sig, at der er problemer."

Jens Braarup mener, at journalisterne var for bovlamme.

"Hvis jeg havde været med til mødet, havde jeg stillet flere kritiske spørgsmål. For eksempel om nogen i talsmandspanelet selv var dømt for voldtægt, hvilket jo kunne være ganske relevant at vide, når de sidder og siger, at der ingen problemer er med sexovergreb. Men det er jo begrænset, hvor kritisk man vil være, når man ved, at det hele vil blive censureret væk alligevel."

Den holdning mener Hanne Füchsel er hen i vejret, og hun synes, at problematikken er søgt, fordi det var en meget speciel situation.

"Jeg var slet ikke påvirket af, at de skulle have det til gennemlæsning. Jeg sidestiller situationen med, når jeg skriver om såkaldt almindelige mennesker, der også gerne vil have det til gennemlæsning," siger Hanne Füchsel.

Også fængselsinspektør Bodil Phillip mener, at problematikken er oppumpet:

"Som udgangspunkt ville fangerne jo blot sikre sig, at de blev citeret korrekt i avisen, og det er der vel ikke noget underligt i. Jeg havde endda ringet rundt og fortalt medierne, at betingelsen for at komme med til pressemødet var, at man skrev under på det papir."

Men selvom Bodil Phillip havde ringet rundt, var ikke alle blevet informeret.

Ulla Danielsen fra Ritzaus Bureau tog toget hele vejen fra København og fandt først ud af, at der var særlige krav, da hun skulle ind til pressemødet.

Hun skrev under, men sendte ikke artiklen til godkendelse, da hun var kommet hjem.

"Mit ræsonnement var, at da de selv havde indkaldt til pressemøde, kunne de ikke samtidig stille krav om at få tingene læst igennem."

Berlingskes Johannes Bøggild er ikke særlig stolt af forløbet.

"Der er nogen uhyggelige perspektiver i at møde op til et pressemøde og skulle have godkendt sin artikel bagefter. Og selvom jeg over for dig har argumenteret for, at det var rigtigt, hvad vi gjorde, så kunne jeg komme med lige så mange modargumenter."

Jens Braarup fra B.T. har forståelse for, at netop Berlingske Tidende skrev under. Men han synes stadig, det var dumt.

"Jeg mener, at journalisterne gav afkald på deres kritiske sans oven i hovedet, selvom det måske ikke skete bevidst. De fraskrev sig muligheden for at vinkle historien, som de ville. Derfor forstår jeg ikke, de gik med til det," siger Jens Braarup. l