Freelance

Familieejet produktionsselskab tvunget i knæ, fordi multinationalt firma trak betaling i langdrag

Kæresteparret Morten og Anne-Mette måtte true med at gå til DJ, da deres største kunde, Mastercard, var ni måneder om at betale kæmperegning

Filmspor er et mindre produktionsselskab i Rødovre ejet af kæresteparret Morten Lindegren Hansen og Anne-Mette Vinter. I foråret 2021 var de med egne ord ”helt oppe at køre”, fordi de havde fået den danske afdeling af mægtige Mastercard som kunde.

Samarbejdet gik fortræffeligt.

”Det var en god kunde, som vi var glad for, og det første år gik det godt. Når vi sendte regninger, blev de betalt til tiden,” siger Morten Lindegren Hansen.

På det tidspunkt blev afdelingen i Danmark drevet uden særlig meget indblanding fra Mastercard International, forklarer de. Og meldingen fra den danske afdeling var, at de var så tilfredse med samarbejdet, at de bad Filmspor om at blokbooke hele kalenderåret 2022 – og måske også 2023.

Efter coronakrisen var timingen for Filmspor perfekt.

Ni måneder uden penge

Men i 2022 skete der en ændring i Mastercard. Nu skulle alle leverandører godkendes af Mastercard International, og det fik alvorlige konsekvenser for Filmspor.

I ni måneder modtog Filmspor nemlig ikke en krone fra Mastercard, selv om det lille produktionsselskab rykkede for pengene igen og igen.

Der er meget svie og smerte forbundet med at stå uden penge.

Anne-Mette Vinter, medejer af Filmspor

Anne-Mette Vinter og Morten Lindegren Hansen havde 845.000 kroner til gode. Og det var Mastercard sådan set enige med dem i.

”Vi havde en løbende dialog om det og fik hele tiden at vide, at pengene var på vej,” siger Morten Lindegren Hansen.

Svie og smerte

Så selv om Mastercards primære forretningsområde er gennemførsel af betalingstransaktioner, var det ikke muligt for Mastercard at få lavet pengeoverførslen til Morten og Anne-Mettes konto.

Efter måneder uden indtægter var Morten Lindegren Hansen og Anne-Mette Vinters privatøkonomi så hårdt ramt, at de var tæt på at ryge i fogedretten.

”Der er meget svie og smerte forbundet med at stå uden penge. Vi klarede os kun, fordi vi kunne låne penge af mine forældre,” siger Anne-Mette Vinter.

I maj 2022 var parret så desperat, at de skrev til Mastercard, at de skulle sende pengene med det samme.

”Vi kunne ikke leve af kærlighed og kildevand,” fortæller Anne-Mette Vinter.

Men pengene kom fortsat ikke. I Morten og Anne-Mettes øjne fremstod Mastercard arrogant og som en ”gigantisk rodebutik”, hvor den ene afdeling ikke vidste, hvad den anden lavede.

”Vi kan sagtens leve med, at det roder, men arrogance kan vi ikke acceptere,” fortæller Morten Lindegren Hansen.

Få aftalen på skrift

Det var først, da parret i september 2022 besluttede at gå til Dansk Journalistforbunds jurister med kravet om betaling, at der kom skred i tingene.

”Da der kom en stærkere spiller på banen, kunne de åbenbart godt finde ud af det,” siger Anne-Mette Vinter.

”Vi fik pengene efter få dage,” fortæller hun.

I dag er de glade for, at de fra begyndelsen lavede en skriftlig aftale med Mastercard om produktionen.

”Hvis du ikke laver en aftale på tryk, har du ikke noget at stå på, når du skal have dine penge,” siger Anne-Mette Vinter.

Men i dag kan de også se, at de skulle have stillet skrappere krav, da pengene udeblev.

”Vi skrev bare til dem, at de skulle sende pengene, men vi sendte ikke rykkere, hvor vi forlangte, at de skulle betale renter, indtil pengene blev udbetalt. Hvis vi havde gjort det, var der røget så mange renter på, at der havde været feriepenge for 2023,” siger Anne-Mette Vinter.

Journalisten har spurgt marketingchef i Mastercard Anders Rønnebech, hvorfor DJ skulle indblandes, før pengene blev udbetalt. Han skriver i en kortfattet mail til Journalisten:

”Det er en beklagelig fejl, som vi har rettet op på.”

0 Kommentarer