Falsk pressemeddelelse narrede Borsen.dk

Som det eneste danske medie bragte Borsen.dk historien om, at DONG lukker Avedøre-værket, der var baseret på en falsk pressemeddelelse.

Som det eneste danske medie bragte Borsen.dk historien om, at DONG lukker Avedøre-værket, der var baseret på en falsk pressemeddelelse.

Tirsdag aften ved 19-tiden tikkede en pressemeddelese ind hos Troels Beha Pedersen, der havde aftenvagt på Borsen.dk, hvor der stod, at DONG Energy ville lukke kulkraftværket i Avedøre. Han prøvede først at kontakte DONG på det nummer, der stod i meddelelsen. Her blev han henvist til DONG's hovednummer, hvor kontoret havde lukket.

Derfor ringede han til Greenpeaces kampagnechef fra klimaafdelingen, der sagde, at de lige ville undersøge sagen og vende tilbage.
»Så vender han tilbage efter at have snakket med deres ledende klimamedarbejder, Tarjei Haaland, der gerne vil kommentere sagen. Så går jeg ud fra, at den er sand,« siger Troels Beha Pedersen til Journalisten.dk

Borsen.dk rettede historien, så snart de opdagede, at der var tale om et falsum. Troels Beha Pedersen arbejder normalt med politik og er ret ny ud i klimajournalistikken, men det skal ifølge ham selv ikke være en undskyldning.

»Det er selvfølgelig skideirriterende at blive narret. Det er sindssygt vigtig at have troværdighed både som journalist og som medie,« siger han.

Hvis meddelelsen havde været sand, burde den nok have ryddet morgenavisernes forsider. Der var da også flere klimajournalister, der lige studsede en ekstra gang. Jørgen Steen Nielsen fra Information har arbejdet med klimajournalistik de sidste 20 år, og han undrede sig meget over pressemeddelelsen.

»Det værk, der optræder i filmen, er helt tydeligt ikke Avedøre-værket. Det må være optaget i udlandet, for vi har slet ikke sådan nogle køletårne i Danmark,« siger Jørgen Steen Nielsen til Journalisten.dk

Derfor ringede han til DONG for at tjekke oplysningerne, men den kontaktperson, der stod i meddelelsen, fandtes ikke.

»Det gjorde jo, at jeg blev endnu mere overbevist om, at det var løgn,« siger han.

Pressechefen hos DONG Energy, Louise Münter, fik to henvendelser fra journalister, der lige ville tjekke, om det nu var sandt, at de lukker Avedøre-værket. Hun er glad for, at der ikke var flere medier, der nåede at trykke den usande historie, og der er flere ting, som klimajournalister burde undre sig over.

»Det ville være en ret stor historie, hvis det var sandt, at vi lukkede et af vores største værker,« siger hun til Journalisten.dk

En så stor beslutning ville betyde, at DONG skulle have meddelt det til fondsbørsen, da det ville påvirke deres samlede drift. I selve pressemeddelelsen er der også flere ting, som DONG ville have gjort anderledes, hvis de rent faktisk ville lukke værket.

»Vi ville nok ikke have sendt den ud klokken syv om aftenen. Vi havde nok sendt den ud om formiddagen, så vi var sikre på, at alle så den. Og vi havde nok sendt den ud i et lidt større forum og målrettet den til journalister, der normalt dækker os,« forklarer pressechefen.

Louise Münter har ikke umiddelbart noget bud på, hvem der står bag videoen.

Borsen.dk har siden rettet historien, så det nu klart fremgår, at der er tale om en falsk meddelelse. Historien kan dog stadig læses her.

Se den falske DONG-video på Youtube

0 Kommentarer