Bortset fra snigskytter og vildfarende kugler er en af de store udfordringer som korrespondent i verdens brændpunkter at finde en brønd med rent vand. Henrik Lerche er senest vendt hjem fra Libyen.

Hvordan var rejsen til Libyen?
»Jeg rejste ind i Libyen via Tunesien. Den 18. august var det ikke muligt at rejse til Tripoli, da byen stadig var under Gaddafis kontrol. Derfor tog jeg op i bjergene blot 80 kilometer fra Tripoli, så vi var tæt på hovedstaden, når den faldt i oprørernes hænder.«

»Fra tidligere ture til Libyen havde jeg kontakt til folk i Tunesien, og de sørgede for chauffør og tolk. Vi boede på hotel i byen Zarzis, som ligger cirka 60 kilometer fra grænsen til Libyen. På resten af turen boede jeg sammen med DR's fotograf i private boliger. Den 19. august var vi fremme i bjergene, men allerede to dage senere måtte vi forlade området. På det tidspunkt udviklede tingene sig dramatisk inde i Tripoli. Den 21. august kørte vi ind i Tripoli i en kortege sammen med oprørerne.«

Hvad er det vigtigste i din kuffert?
»Min drikkedunk med et filter, så jeg aldrig får problemer med vandet. Mit sikkerhedsudstyr og satellittelefon er ligeledes meget vigtige.«

Hvad får du at spise og drikke på en tur til Libyen?
»Vi spiser, hvad de har. Vi fik couscous med kød, ris og pasta med en slags sovs. Hver mand spiste fra en gryde med en ske, så det var lidt specielt. Der var ikke noget brød, men til gengæld fik vi ofte kartofter. Og så havde jeg en hel del proteinkiks med på turen. Paraghurt og stoppiller har jeg altid med i bagagen. Jeg prøver at være forsigtig. Hvis jeg først får en maveinfektion, så er jeg ude af stand til at arbejde.«

Bliver du aldrig bange, når du rejser ind i krigszoner?
»Jeg prøver at tage mine forholdsregler, så jeg ikke skiller mig ud fra lokalbefolkningen. Jeg ser mig ofte over skulderen og tjekker nødudgange. Heldigvis er jeg aldrig blevet skadet, men jeg er ofte meget tæt på voldsomme begivenheder. Man bliver aldrig immun over for at se død og ødelæggelse. Min kone var denne gang lidt ekstra nervøs. Derfor ringede jeg flere gange hjem for at berolige hende.«

»Jeg har både min kone og vores to sønners fulde opbakning. Og det er meget vigtigt for mig, at jeg har den støtte på hjemmefronten. Ellers kan det slet ikke fungere, når jeg for eksempel som sidste år samlet var ude at rejse i fire måneder. På den anden side har jeg også aftalt med min kone, at jobbet som faldskærmskorrespondent kører et år ad gangen.«

For 10 år siden havde du ikke den samme rutine i at rejse i krigszoner?
»Nej, jeg var nok lidt naiv tilbage i 2001 efter 11. september. Her rejste jeg som en af de første danske journalister ind i Afghanistan med telt og en russisk fotograf fra Moskva uden nogen form for sikkerhedsforanstaltninger. Jeg sov i telt helt ude ved fronten, og den var selvfølgelig aldrig gået i dag.«

Hvilke praktiske udfordringer er der forbundet med at lave tv fra Libyen?
»Det kræver et godt køretøj, en dygtig chauffør og en stabil tolk. Og det må gerne være en tolk, der er kendt med området. Denne gang fik jeg en god kontakt, der havde forbindelserne i orden i bjergene og i Tripoli.«

Kan du altid stole 100 procent på dine chauffører og tolke?
»Nej, det kan man aldrig. Jeg kan opnå en vis tillid, men de er ofte nogle banditter, som pludselig kræver flere penge for at fortsætte. Så gælder det om at være mere snu end dem.«

Hvordan bor du under en tur til Libyen?
»I bjergene er det selvfølgelig meget primitivt, og vi sover på gulvet. I Tripoli kunne jeg godt have valgt at bo på hotel, men da vi kom ind fra vest, hvor der er få hoteller, var det mest praktisk at finde noget privat indkvartering. Det første sted var der ikke aircondition, og vi havde store problemer med snigskytter. Heldigvis fandt vi hurtigt et andet sted med aircondition og egen brønd. Ejeren havde samtidig en fantastisk terrasse oppe på taget, hvorfra vi kunne sende live hjem til Danmark.«

»Det er også en stor fordel ved at bo privat, at vi får mange lokale vinkler på begivenhederne frem for at bo på et hotel sammen med de andre mediefolk.«

Hvornår rejste du hjem igen fra Libyen?
»Som de første var vi i stand til at tage kystvejen op mod grænsen til Tunesien, og det sparede os for mange timers kørsel. Vi kørte fra Tripoli den 29. august og var tilbage i Zarzis dagen efter for at redigere to indslag. Efter en enkelt overnatning rejste vi hjem fra lufthavnen i Djerba den 31. august.«

»Man bliver aldrig immun over for at se død og ødelæggelse.« – foto: Ulrik Jantzen / Das Büro

Henrik Lerche, 55 år. Ansat i DR i 25 år.
Korrespondent. Har dækket konflikter i Afghanistan,
Irak, Egypten, Libyen, Pakistan og Tjetjenien.