search

Faldskærmsjournalist i atomkraftland

Journalistens Andreas Relster har i en uge fulgt i fodsporene på Informations mellemøstkorrespondent Martin Selsøe Sørensen i Istanbul for at blive klogere på, hvad det kræver at være korrespondent. En oplevelse, der både afkræftede fordomme om jobbet og åbnede øjnene for oversete aspekter.

Journalistens Andreas Relster har i en uge fulgt i fodsporene på Informations mellemøstkorrespondent Martin Selsøe Sørensen i Istanbul for at blive klogere på, hvad det kræver at være korrespondent. En oplevelse, der både afkræftede fordomme om jobbet og åbnede øjnene for oversete aspekter.

 

 

Korrespondent. »Den slags journalister er noget af det værste.«

Anthony Skinner ser på Martin Selsøe. Jeg ser ned i gulvet. For selv om det ikke direkte er mig, han taler om, føler jeg mig alligevel ramt. Skinner er træt af journalister, der kommer til Tyrkiet, er her i 14 dage og tror, at det er tid nok til at forstå det tyrkiske samfund. Jeg ankom i går aftes og skal kun være her en uge.

Det så ellers så lyst ud dagen før. Jeg lå i badekarret på mit hotel og drak en øl, mens jeg spekulerede på, om jeg før havde været på et hotelbadeværelse med både hårtørrer og telefon. Minibaren var fyldt op til lejligheden, og med mig i bagagen havde jeg en romantisk drøm om korrespondentlivet som en blanding af bohemelivsstil og livsfare bundet sammen af væsentlig journalistik, der gør en forskel. Men jeg skulle blive klogere. I første omgang var det mere min manglende viden og fornemmelse for, hvordan jeg skulle tackle de tyrkiske kilder, der var det mest udtalte ved mødet med korrespondentrollen.

»What do you mean if I know it? Of course I know it, everybody knows it! «

Volkan Aytar, der er Program Officer i den tyrkiske tænketank TESEV, er ikke begejstret over min tro på hans viden. Jeg er grundet en dårlig forbindelse på min mobiltelefon blevet nødt til at tale med store bogstaver og har spurgt Aytar, om han kender artikel 301. Resten af mit første interview angående artikel 301 i den tyrkiske straffelov foregår i høflig papegøjestil. Mit næste forsøg går ikke meget bedre. Jeg skal have fat på den kvindelige universitetsprofessor Binnaz Toprak og ringer op til [Bogazici] University.

»My name is Andreas Relster and I work for the Danish newspaper Information. I would like to talk with somebody within the field of foreign politics, preferably Binnaz Toprak?«

»You want to be an exchange student, yes?«

» No, I want to talk to Binnaz …«

Jeg bliver afbrudt af et »English, no good«, hvorefter kvinden fra universitetet smækkede røret på.

 

Tredje gang bliver ikke lykkens gang. Jeg sidder nu sammen med Martin over for den førnævnte Anthony Skinner, der er Senior Country Editor i Oxford Business Group. Anthony Skinner er høj og slank og går i jakkesæt og slips og fremstår som en distanceret engelsk gentleman. Han vælger sine ord med omhu og siger ikke mere, end hvad han er 100 procent sikker på.

Det eneste tidspunkt, Skinner taler med en smule patos, er, da snakken falder på journalister, der kommer til Tyrkiet for en kort bemærkning, og som ikke ved, hvad de taler om. Hvad Anthony Skinner betegner som faldskærmsjournalister; folk, der kommer med Vestens øjne og tror, de kan forstå det tyrkiske samfund ud fra et kort visit.

Jeg forstår så udmærket, hvad han mener. Jeg oplevede det allerede med Aytar, og under interviewet med Skinner føler jeg mig igen utilstrækkeligt forberedt. Jeg kender ikke det præcise forhold mellem Iran og Tyrkiet, ved ikke præcist, hvordan det politiske system egentlig fungerer i Tyrkiet, eller hvem i alverden Abdullah Gül er?

Det har Martin til gengæld overordentligt godt styr på, og han formår på fin vis at forbinde komplicerede udenrigspolitiske spørgsmål med spørgsmålet omkring Tyrkiets planer om at anskaffe atomkraft. Imens hober spørgsmålene sig op hos mig, og jeg sidder tilbage med langt flere spørgsmål, end jeg har fået svar på, da interviewet er slut. Vi er færdige ved 17-tiden og arbejder videre til langt ud på aftenen. Da jeg er tilbage på hotellet ved 22-tiden, skriver jeg videre på min historie om artikel 301. Jeg skriver til ved halv totiden, hvorefter jeg tager to hovedpinepiller og går i seng.

 

 

Vækkeuret ringer klokken fem om morgenen, og en time senere sidder jeg i en taxi på vej til lufthavnen. Ud over Martin og jeg er Caroline Salzinger fra Sveriges Radio og vores tolk og fikser, Kristen Biehl, i bilen. Vi er på vej mod Ankara for at skrive historien om Tyrkiet som kommende atommagt. Snakken går lystigt i bilen. Caroline er Martins faste samarbejdspartner på ture, som den vi skal på, og eftersom de ikke skal lave journalistik for konkurrerende medier, kan de uproblematisk slå sig sammen, når de er enige om en historie. Stemningen mellem de tre er venskabelig, og man fornemmer en vis forventningens glæde.

Fire timer senere er vi ankommet til Ankara og sidder kort tid efter i en lejet bil på vej mod vores første interview. Kristen forsøger at ringe de sidste kilder på plads. At få en fra regeringen til at udtale sig er ikke sådan ligetil, selv om Kristen har prøvet at få en aftale i stand i over en uge. Hun får i stedet fat på en af Tyrkiets førende energianalytikere Ahmet Necdet Pamir.

 

Dagens andet interview bliver med professor Mustafa Kibaroglu fra Ankaras Bilkent Universitet. Han snakker meget og længe – og mest om sig selv. På væggen bag ham har han klistret postkort op fra alle de steder, han har været, og andre steder hænger diverse diplomer blandt andet et fra Harvard University, hvor han ifølge diplomet har studeret ’Science and International affairs’. Kibaroglu ligner på papiret ikke en mand, der har brug for at hævde sig selv, men som jeg hurtigt finder ud af, er selvhævdelse noget nær en tyrkisk nationaldisciplin. På samtlige kontorer, vi er på i løbet af dagen, er der et hav af diplomer, statussymboler og billeder af prominente mennesker, som interviewpersonerne har mødt og trykket hånd med. Man er, hvem man kender i Tyrkiet, synes det. En påstand, der bliver bekræftet kort tid senere, da Pamir ringer Kristen op. Interviewet med regeringsrepræsentanten er kommet i hus på baggrund af Martins kildenetværk og rundt om de officielle kommunikationsveje, som Kristen har forsøgt sig med. En af Martins tidligere kilder, en udvalgsformand fra AKP-partiet, har skaffet et interview med en repræsentant fra regeringen. 

I det tyrkiske parlament bag en læderbeklædt dør sidder Dr. Soner Aksoy, der er parlamentsmedlem for regeringspartiet AKP og formand for parlamentsudvalget for industri, handel, energi og teknologi. Han behersker som de fleste politikere disciplinen at bruge mange ord uden at sige for meget. Interviewet foregår meget langsomt, da Martin og Caroline først stiller spørgsmål, og Kristen dernæst oversætter. Hernæst svarer Aksoy i etaper, så Kristen kan nå at følge med i sin oversættelse. Det virker, som om Aksoy udmærket forstår engelsk, da han flere gange retter Kristen i hendes oversættelser, men måske foretrækker han bare den langsomme interviewform.

Martin og Caroline lister rundt om det presserende spørgsmål omkring, hvor langt væk atomvåben er for Tyrkiet, hvis man allerede har etableret atomkraft. Caroline får omsider listet spørgsmålet af sted, hvilket med det samme får Aksoy til at spørge, om vi har lyst til en kop te.

Caroline tager efter interviewet med Aksoy en pause for at mødes med en kollega i Ankara. Mørket er ved at falde på, men der er stadig endnu et møde på programmet for Martin og jeg.

 

Vi skal møde den nyudnævnte danske ambassadør i Tyrkiet, Jesper Vahr. Mødet med ambassadøren er ikke et interview, men en uformel briefing omkring Vahrs syn på, hvad der rører sig i Tyrkiet netop nu.

Efter mødet med ambassadøren kører vi videre mod Kastamonu, hvilket er en køretur på 250 kilometer. Her skal vi sove, før vi næste dag kører de sidste kilometer mod Sinop, hvor næste dags interview skal foregå. Samtalen går igen lystigt i bilen. De forskellige kilder bliver diskuteret igennem, og Caroline forsøger at danne sig overblik over, hvad hun mangler til sit radioindslag.

Vi ankommer til Kastamonu ved 21-tiden. Da jeg kommer op på mit meget lyserøde hotelværelse, må jeg erkende, at de mere glamourøse forestillinger om boheme-korrespondentlivet har lidt et knæk. Korrespondenttilværelsen består af en del mere hårdt arbejde, end jeg havde forestillet mig, Og der er ikke sket meget, der kan betegnes som ’gin & tonic-livsstil’. Det handler umiddelbart mere om at være særdeles godt forberedt, at have en god portion tålmodighed samt at have en fintfølende kildeforståelse, end det handler om noget andet.

Jeg er ærligt talt imponeret over både Caroline og Martins professionalisme og evner for at få alting til at hænge sammen på en dag, der for mig på papiret så ud til at være det rene kaos. Vi mødes og drikker en enkelt øl i restauranten, før vi går i seng.

 

Næste morgen kører vi de sidste kilometer mod Sinop. Byen ligger som Tyrkiets nordligste punkt, og det er her, det er planlagt at lægge en atomreaktor i den nærmeste fremtid.

Vi skal møde en kvinde, som hedder Hale Oguz, og som er fra en NGO-organisation, der er imod atomkraftværket. Hun har meget passende valgt titelmelodien til »Eksorcisten« som ringetonen til sin mobil. Djævlen hedder i dette tilfælde atomkraft, og hun kommer med en række argumenter mod atomkraft. Martin går hende på klingen med hensyn til dokumentationen i forhold til påstanden om øgede tilfælde af kræft, som en konsekvens af Tjernobyl-ulykken. For hvordan var det lige med vindretningen? Og hvis der er flere tilfælde af kræft i Tyrkiet som følge af ulykken, hvorfor ser man så ikke samme effekt i de omkringliggende lande? Martin presser på – hvor ved hun det fra?

Hale Oguz bliver usikker og sætter Tjernobyl-argumentet i bakgear. Det er måske alligevel ikke så meget kræftspørgsmålet, som det er Tjernobyl-ulykken i sig selv, der er deres hovedargument.

Det er første gang, at Martin rigtigt går til bidet over for en kilde, og jeg kan se, at Kristen er tydeligt påvirket af kvindens hårdt pressede resignation i spørgsmål omkring Tjernobyl-argumentet. Hun har brugt lang tid på at få kilderne i stand og er derfor ikke begejstret for Martins aggressivitet. I Tyrkiet er en vis høflighed normalt påkrævet, og Martin erkender senere, at man af hensyn til fremtidigt kildebrug bør vægte sine ord mere omhyggeligt, end det var tilfældet med Hale Oguz.

Vi haster videre til næste interview, som er med byens borgmester. Borgmesteren var tidligere imod planerne om en atomreaktor i byen, men er nu for efter et møde med folk fra regeringen for projektet. Vi bliver både filmet og fotograferet til de lokale medier, idet vi træder ind på hans kontor. Borgmesteren, der hedder Zeki Yilmazer, smiler over hele femøren, mens han pulser på en tynd, hvid Davidoff-cigaret.

Under det meste af interviewet sidder han og tripper med benet, imens han kæderyger. På flere spørgsmål læser han op fra et regeringsdokument, imens en walkie-talkie, der står på hans bord, bidrager til lydbilledet ved at skratte diverse uforståelige beskeder ud. Efter interviewet får vi alle en pose med gaver af borgmesteren; en tallerken, to bøger og en plade med en lille fiskekutter til at hænge op på væggen. På posen med gaverne er der et billede af borgmesteren, der i et hvidt jakkesæt og med sin mobiltelefon i hånden peger visionært ud i horisonten. Så skal vi igen fotograferes, imens vi giver borgmesteren hånden som tak for gaverne.

 

I kontoret ved siden af sidder borgmesterens fætter. Han er imod planerne om atomkraft, men arbejder alligevel for borgmesteren. Han har fortalt sin fætter, at hvis han vælger at være for atomkraft, arbejder han kun for ham fra 9 til 16, men hvis han er imod, vil han arbejde for ham døgnet rundt. Desværre for fætteren og borgmesteren hedder fætterens arbejdstid nu 9-16. Vi bliver igen fotograferet, da vi siger farvel.

Vi går videre mod byens læge, der ifølge Oguz kan dokumentere, at der er et stigende antal tilfælde af kræft som konsekvens af Tjernobyl-ulykken. Og de flere tilfælde af kræft skulle da også ifølge lægen være god nok, men det direkte link til Tjernobyl synes stadig at mangle. Martin og Kristen diskuterer efterfølgende, hvor meget det er rimeligt at gå til kilderne med hensyn til at kunne dokumentere fakta i deres argumentation.

»Du kan ikke spørge almindelige mennesker om sådan noget, Martin,« siger Kristen.

»Hvis de kommer med så vilde påstande, skal de da kunne bakke dem op,« svarer Martin tilbage.

Kristen synes ikke, man kan forlange dokumentation fra folk på græsrodsniveau. Martin er direkte uenig og holder fast i, at alle skal kunne fremlægge den samme form for dokumentation.

Det er blevet aften, og vi går videre for at interviewe folk på gaden om deres holdning til det kommende atomkraftværk. Vi taler med fire forskellige kilder, før både Martin og Caroline er tilfredse. Planen var egentlig, at vi nu skulle køre til byen Samsun, der ligger 150 kilometer væk, og sove og så tage flyet hjem næste dag. Men Caroline vil gerne hjem i dag, så hun kan nå yoga næste morgen. Martin sætter speederen i bund, og vi når flyet i Samsun i sidste øjeblik. Vi er tilbage i Istanbul ved ellevetiden.

 

Tilbage i Istanbul går min resterende tid i Tyrkiet primært med at skrive på historien omkring Tyrkiets atomkraftplaner og min artikel om den tyrkiske straffelov. Vi har en god bunke kilder og vinkler, der skal falde på plads. Jeg sender min 301-artikel af sted til Informations internationale redaktør, Lotte Folke Kaarsholm, der synes, den er kedelig og for nyhedsvinklet. Martin og jeg samarbejder om at få skrevet den noget større artikelserie om atomkraft.

En enkelt udflugt til det nedrivningsplanlagte sigøjnerkvarter Sulukule bliver det dog også til. Kvarteret skal rives ned og laves til et resort af en slags, imens sigøjnerne skal genhuses uden for Istanbul. Jeg står og ser på nogle små børn, der leger på bare tæer i en bunke skrald, mens jeg selv står og småfryser med hue og vanter på. Lidt væk i ruinerne fra Istanbuls gamle bymur går nogle heste og græsser. Nogle af kvarterets unge spiller fodbold, imens en ældre dame har slæbt et stort tæppe ud på gaden for at vaske det med vand og sæbe.

 

Jeg ser på de gamle faldefærdige træhuse, der i nogle tilfælde er over 150 år gamle, mens en talskvinde for sigøjnerne fortæller om deres kulturhistorie, som med den planlagte nedrivning ifølge hende er på vej til at forsvinde. Kvinden fortæller ivrigt om sigøjnernes kamp for at bevare deres kvarter. Imens kan jeg ikke lade være med at tænke på Anthony Skinners ord. Faldskærmsjournalist. Snart sidder jeg på et fly på vej hjem til Danmark. /

 

 

Journalisten i virkeligheden

 

Fagbladet Journalisten sender sine medarbejdere i praktik på forskellige journalistiske arbejdspladser for at få indblik i, hvordan det er at arbejde i forskellige journalistiske jobs. Denne gang har Andreas Relster fulgt Informations mellemøst-korrespondent Martin Selsøe Sørensen for at opleve korrespondentlivet på egen krop.

 

Hvis I på jeres arbejdsplads gerne vil have en af Journalistens medarbejdere i praktik i en uge, så send en mail til redaktør Jakob Elkjær: jel@journalisten.dk.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen