Falbert stikker til Information indefra

Information skal speede processen med at finde ny chefredaktør og direktør op, mener Bent Falbert. Det mindede han i dag avisen om i sin nye klumme i netop Information.

Information skal speede processen med at finde ny chefredaktør og direktør op, mener Bent Falbert. Det mindede han i dag avisen om i sin nye klumme i netop Information.

Bestyrelsen for dagbladet Information leder for tiden efter en ny direktør og ansvarshavende chefredaktør sammen med et headhunterbureau. Men den proces kunne godt tåle at gå lidt hurtigere, mener Ekstra Bladets nu forhenværende chefredaktør Bent Falbert.

Han indviede i dag sin nye medieklumme i Information ved at genoplive en gammel klassiker – Fra vor egen verden, der var en fast spalte i avisen, hvor læserne kunne få nyheder fra mediebranchen. Information kom også med opdateringer fra avisens eget hus, og det mener Bent Falbert, at den har forsømt på det seneste.

Information har ikke fundet en permanent afløser for direktør Morten Hesseldahl, der meddelte sin afgang i december. I marts ophørte samarbejdet med ansvarshavende chefredaktør Palle Weis. Du kan læse mere om situationen på Information i seneste udgave af Journalisten.

Bent Falbert undrer sig over situationen, som han kalder yderst usædvanlig for et dagblad.

»Hvis det er tilladt en gæsteskribent, vil jeg råde til, at processen speedes op. Det er overordentligt usundt for et dagblad at undvære en fast ansat kaptajn. Det gælder ikke mindst på Information, hvis selvbevidste medarbejdere har bedst af at have en chef, hvis kompetence ikke kan betvivles, når der skal skæres igennem,« skriver Bent Falbert.

Information har indsat en kommentar fra Bestyrelsesformand Torben Möger Pedersen under klummen. Her skriver han, at bestyrelsen forventer at have ledelsessituationen afklaret inden sommer.

Læs hele klummen her

0 Kommentarer