Falbert: Mærsk-nekrolog skrevet med rettidig omhu

Der gik under et minut fra Ekstra Bladet meddelte, at skibsreder Mærsk McKinney Møller var død til eb.dk havde en nekrolog klar. Bent Falbert kalder det rettidig omhu. Opdateret.

Der gik under et minut fra Ekstra Bladet meddelte, at skibsreder Mærsk McKinney Møller var død til eb.dk havde en nekrolog klar. Bent Falbert kalder det rettidig omhu. Opdateret.
»Mærsk Mc-Kinney Møller er død«, skrev Eb.dk klokken 11.21. Samme klokkeslæt bragte Ekstra Bladet nekrologen "Den elegante bisse" på hjemmesiden, skrevet af avisens forhenværende chefredaktør, Bent Falbert.

Også Berlingske og Jyllands-Posten bragte allerede mandag formiddag nekrologer, der ledsagede nyheden om erhvervsmandens død.

Mærsk McKinney Møller døde i nat på Rigshospitalet i København, 98 år gammel. Men Bent Falbert har ikke siddet oppe hele morgenen foran computeren.

»Ligger den oppe? Jeg rettede den til i weekenden, for den skulle være up-to-date. Men jeg skrev den for et halvt års tid siden. Og da jeg i weekenden så billederne af hans læbe, der hang, gik jeg ind og rettede den til. Det er et udtryk for rettidig omhu, så på den måde lever jeg op til hans motto,« siger Bent Falbert til Journalisten.dk.

Flere medier, heriblandt Berlingske og Jyllands-Posten, bragte mandag formiddag nekrologer, der ledsager nyheden om erhvervsmandens død. BT har også været godt forberedt. Under det gule breaking news banner med skibsrederens død har bt.dk allerede lavet to billedgallerier fra Mærsk McKinney Møllers liv og portæt af hans hustru gennem 65 år, Emma Mc-Kinney Møller.

For Bent Falbert var det indlysende, at have en Mærsk-nekrolog liggende.

»Folk var gået fra at tale om, hvis han døde, men når han ville dø. Og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte få den skrevet,« siger Bent Falbert, der ikke vil oplyse, hvor mange nekrologer, han har på lager.

»Det er en fabrikshemmelighed,« siger han.

Rydder sendefladen
I øjeblikket arbejder nyhedsredaktionerne i både DR Byen i Ørestaden og på Kvægtorvet i Odense ifølge Eb.dk intensivt på at blive klar med ekstraordinære udsendelser mandag aften.

»Vi rydder sendefladen i aften. Fra 20 til 21 er den bedste sendetid, og der sender vi et mindeprogram med Kim Bildsøe som vært. Han har en masse relevante gæster i studiet, som kendte Mærsk,« siger nyhedsredaktør Lau Rabjerg-Eriksen til Eb.dk.

TV 2 arbejder også på en udsendelse til klokken 20.

(Opdateret klokken 14.37 med oplysningerne om, at DR og Tv 2 rydder programfladen.) 

3 Kommentarer

flemming chr. nielsen
16. APRIL 2012
Mærsk-nekrologer
Den, der ikke automatisk slår sig på lårene af grin ved synet af noget nordkoreansk tv, har for tid og evighed sat sig uden for det gode selskab. Men hvad ligner det så, at TV-Avisen kl. 18.30 bruger 20 minutter på tilsvarende persondyrkelse i anledning af, at en 98-årig er afgået ved døden? Omkvædet var, at "han var skarp til det sidste." Det er sikkert sandt, og i så fald må han da i sin himmel more sig kosteligt over alle de lakajer, spytslikkere, hofsnoge, rygklappere, sleskeprinser, øjenskalke, klakører og savlende hunde, som i dag opnår deres livs orgasme. Herfra skal kun lyde en beskeden tak for en uden for al tvivl stor og fremragende erhvervsmæssig indsats. Det må være et passende farvel til en 98-årig - i betragtning af, at der sker så meget andet dramatisk og uheldsvangert i verden omkring os.
Jakob Andresen
16. APRIL 2012
Re: Mærsk-nekrolog lå klar længe

Findes der nogen (større) medier, som ikke har adskillige nekrologer liggende klar?

 

Thomas Jepsen
16. APRIL 2012
Re: Mærsk-nekrolog lå klar
RIP Mærsk 

https://www.facebook.com/pages/RIP-Mærsk/347533741973475