Hvis den tilskuer, der lørdag aften spolerede nationens fodboldfest med sit angreb på dommeren, bliver slået til lirekassemand, vil det ikke give Ekstra Bladets chefredaktør, Bent Falbert, dårlig samvittighed på pressens vegne.
Han mener, at "idioten" får løn som fortjent i de danske formiddagsblade med overskrifter som "Læserdom: Tilskueren idiot nummer ét," og Fodboldtossen slap også i landsretten.
"Jeg har altid mere sympati for ofrene end for forbryderne, og i dette tilfælde er ofrene de tre mio. danskere, der går op i fodbold," siger Bent Falbert, der grundlæggende mener, at skylden for miseren skal deles mellem to idioter: Tilskueren og Christian Poulsen, der startede det hele ved at uddele en mavepumper til en svensker i det danske straffesparksfelt.
"Derfor har jeg forsøgt at gå lige hårdt til dem begge."
Medieforskeren Stig Hjarvard advarer over for Politiken om, at medierne pisker en lynch-stemning op. Men Falberts medfølelse med tilskueren kan ligge på et meget lille sted. Han mener ikke, medierne vil kunne klandres ,selvom manden for eksempel skulle blive overfaldet.
"Ingen andre end ham selv kan bebrejdes for, at han er havnet i denne situation. Skulle tv så også slukke for kameraet, da han løb på banen?" siger Bent Falbert, som ikke mener dækningen har været skæv, når det gælder placeringen af ansvaret for skandalen.
Mens DBU og Parken nok har fået kritik har folke- og mediesvovlet stort set været brugt på tilskueren og – i lidt mindre grad – på Christian Poulsen.
"Man må ikke bygge højere hegn i Parken, og man kan ikke lave et fuldstændigt uigennemtrængeligt sikkerhedssystem, men det er da sikkert rigtigt, at hvis der har været 300 vagter i Parken, så har de været disponeret forkert og måske haft lidt for travlt med at se på fodbold," siger Bent Falbert.
4