Coca-Colas værdi faldt efter fodboldspilleren Christiano Ronaldos stunt på et pressemøde, hvor han skubbede en colaflaske væk fra sig og sagde ’agua’ – altså vand på portugisisk.
Det var historien i medier verden over i sidste uge, også i Danmark.
Coca-Cola har ganske rigtigt tabt omkring 25 milliarder kroner, men der er andre forklaringer på det voldsomme kursfald, skriver det tyske faktatjek-medie Correctiv. Ronaldos stunt faldt den 14. juni, som er aktiens ex-udbyttedag, hvor aktionærer er ved at få udbetalt deres udbytte af aktien.
Det er langtfra usædvanligt, at en akties værdi tager et fald på den dag, og allerede inden pressemødet var værdien faldet.
Matthias Pelster, professor i finans ved tyske Paderborn Universitet, mener, at netop det er skyld i faldet. Han vurderer, at Christiano Ronaldos handling på pressemødet ikke har den store betydning for Coca-Colas værdi.