Fakta, for h …

I seneste nummer af Journalisten sender min gamle studiekammerat Dorthe Kandi (redaktionschef, Femina) en ordentlig bredside af mod os undervisere på journalistuddannelserne.

I seneste nummer af Journalisten sender min gamle studiekammerat Dorthe Kandi (redaktionschef, Femina) en ordentlig bredside af mod os undervisere på journalistuddannelserne.

Ifølge Dorthe fraråder vi studerende at søge praktik på Femina og lignende medier. Det eneste, der ifølge os undervisere duer, er nyhedsjournalistik på Berlingske, Politiken, JP, DR og TV 2. Påstår Dorthe. Og hun vil have ledelserne på de tre uddannelser til at få underviserne til at rette ind.

Men påstanden er altså – undskyld mig – helt ude i hampen. Og uden hold i virkeligheden – i hvert fald i "Bunkeren" i Aarhus (og sikkert også i Odense og på RUC). Vi undervisere går ikke rundt og anbefaler det ene eller det andet medie. Og undervisningen dækker jo også en bred vifte af genrer.

Og hvad er så Dorthes dokumentation? Jo, én Femina-praktikant har oplevet "undervisere" "give udtryk for", at Femina var et forkert valg. Og ved den seneste panikdag har en anden studerende trukket sin ansøgning til Femina, fordi hun ifølge Dorthe "fornemmede klare signaler fra underviserne" om, at det ville være skidt for karrieren at søge praktik hos Femina.

Kære Dorthe, jeg kan naturligvis ikke udelukke, at en enkelt underviser har ladet en bemærkning falde om praktiksøgning, og at den kan forstås på den måde, du skriver. Men jeg kan afvise, at det på nogen måde er udtryk for noget generelt. Og "give udtryk for" og "fornemmede klare signaler" er i min verden ret svage belæg.

Så jeg synes rent ud sagt, at det er træls at skulle se enkelte episoder eller fornemmelser generaliseret til alle undervisere og alle tre uddannelser. Det er uprofessionelt. Og det, uanset hvilken slags journalistik vi taler om.

– Jan Dyberg Larsen, lektor, DMJX

SVAR: Kære Jan, jeg beskriver to situationer med praktikanter som eksempler. I øvrigt har jeg forelagt disse eksempler for de pågældende for at sikre mig, at de oplevede det sådan. Desuden har jeg hørt lignende fra mange andre studerende og uddannede journalister og fået utallige reaktioner efter mit indlæg, der bekræfter det.

Men nej, du har ret i, at jeg ikke har gennemført en undersøgelse med mindst 1.000 besvarelser. Jeg har bare igen og igen og igen hørt det samme. Jeg tror ikke, at de studerende lyver eller drømmer, de oplever det, jeg har beskrevet. Derfor har det efter min mening lige så meget hold i virkeligheden som din oplevelse af, at "Vi undervisere går ikke rundt og anbefaler det ene eller det andet medie". Hvor er dokumentationen for det?

Faktum er, at cirka 300 studerende hvert halve år skal have en praktikplads, så måske kunne vi sammen arbejde for, at flest muligt finder en plads, der passer til dem, uden fordomme om, hvor "rigtige journalister" arbejder. For hvis mange studerende oplever, at ugeblade og magasiner er ildeset, har vi efter min mening et fælles problem.

Venlig hilsen
– Dorthe Kandi, redaktionschef, Femina

 

1 Kommentar

Jan Dyberg
6. JUNI 2012
Re: Fakta, for h …

Kære Dorthe.

Som jeg har skrevet i anden tråd på journalisten.dk, så er det meget muligt, at der ofte ses ned på magasin- og ugebladsjournalistik - desværre. Og derfor meget sandsynligt, at mange oplever det - studerende og uddannede. Så det kan man sagtens blive bekræftet i via oplevelser og mails.

Men du anklager altså mig og mine kolleger for over en kam at anbefale de studerende ikke at søge praktik hos dig og andre magasiner og ugeblade, fordi "det kun er nyhedsjournalistik, der duer". Og dét holder bare ikke. Jeg færdes blandt kolleger og studerende hver eneste dag, så jeg ville vide, hvis det foregik i  noget, der bare minder om noget, man kan kalde omfang.

Der er ingen tvivl om, at en del studerende kan have en fejlagtig og myte-dannet opfattelse af, hvad arbejdet på forskellige medietyper og genrer indebærer. Og at noget bliver mere respekteret end andet. Det gælder sikkert også en del uddannede journalister.

Og jeg er helt enig i, at alle i branchen bør gøre en indsats for at  fjerne misforståelser og myter - også os undervisere.

Og jo, hos os på DMJX fokuserer vi relativt snævert i begyndelsen af studiet hvad genrer og medier angår (o det involverer ikke nødvendigvis magasiner og ugeblade).
Det handler om at arbejde ud fra fælles referencer. Og så breder vi os over et større spektrum af medietyper og genrer i løbet af uddannelsen. Det skal vi måske gøre hurtigere eller i større grad - kan sagtens være. 

Men vi går altså ikke rundt og taler nedsættende om medier, bare fordi de er magasiner og ugeblade. 

mvh

Jan Dyberg, lektor DMJX.