Fair Trade foto

  Fair trade har nu også ramt fotomarkedet. Holland går forrest. Foto. Det hollandske pressebureau ANP har netop lanceret fair trade inden for fotografi. De har åbnet World Portraits, der er en billedbank med fotos fra udviklingslandene.

Fair trade har nu også ramt fotomarkedet. Holland går forrest.

Foto. Det hollandske pressebureau ANP har netop lanceret fair trade inden for fotografi. De har åbnet World Portraits, der er en billedbank med fotos fra udviklingslandene.

Når et billede bliver solgt, er det ikke kun fotografen og pressebureauet, der tjener penge. Det gør den portrætterede, som får op mod 20 procent af indtægterne, også. 'Max Havelaar-billeder' bliver de allerede kaldt i folkemunde, opkaldt efter den populære fair trade kaffe.

I første omgang drejer det sig kun om billeder til kommercielle formål som for eksempel rejseguides, turistbrochurer, reklamer eller annoncer. World Portraits tager foreløbigt ingen nyhedsbilleder med i deres kollektion. Nogle hollandske fotografer sætter også spørgsmålstegn ved, om det overhovedet kunne blive til virkelighed.

»Hvordan kan man være sikker på, at den flygtning, man har fotograferet under et træ i Tchad, får pengene? Hvis man lover dem penge, og de aldrig kommer frem, er der ikke meget tilbage af dine reelle hensigter,« siger fotograf Kadir van Lohuizen.

»Det er betænkeligt, hvis penge bliver grund til, at folk lader sig fotografere. Så taber billedet sin ægthed og journalistiske værdi,« sagde Lohuizen.

Men ifølge Iris van Rijn fra World Portraits er det ikke hensigten at fotografere flygtninge eller folk i krigszoner.

»Vi bygger en billedbank op med billeder af stolte og glade mennesker.«

Hun medgiver dog, at konceptet betyder lidt ekstra arbejde for fotografen.

»Hvor en fotograf før i tiden tog et billede og vinkede farvel, så skal han nu forklare, hvad kontrakten går ud på, og samle personlige oplysninger,«siger Van Rijn.

Også udbetalingen kan være kompliceret, da ikke alle har en bankkonto. Derfor har man udtænkt forskellige betalingsmodeller, blandt andet overførsler til mikrofinans-institutioner og tilsendelse af checks.

Kontrakten er blevet oversat til mange forskellige sprog. Desuden har organisationen udarbejdet et brev med en enkel forklaring af konceptet.

»Vi lover ingen guld og grønne skove, men forklarer, at der kan gå lang tid, før et billede bliver solgt,« siger Van Rijn./

Se www.world-portraits.com

0 Kommentarer