Fremover er det ikke nok at være en prisvindende designer, en anerkendt kunstner eller en kompetent underviser for at kunne undervise på Det Kongelige Danske Kunstakademi for Design.
Nye kvalifikationskrav betyder nemlig, at undervisere på Designskolen – som den kaldes i daglig tale – skal have en uddannelse på kandidatniveau. Det betyder bl.a., at grafisk designer Christina Bruun Ottosen, der har undervist på skolen gennem flere år, ikke længere er kvalificeret.
»Jeg synes, man akademiserer et håndværksfag i en grad, som er forkert,« sagde hun tidligere i dag til Journalisten om de nye krav.
Men også fagligt ansvarlig for bacheloruddannelsen visuel kommunikation på Designskolen, Elias Stenalt Werner, er kritisk over for de nye akademiske krav til underviserne.
»Mit største problem med det er, at titler pludselig går ind og overtrumfer evner. Det her forhindrer os i at hive nogle undervisere ind, som kan dele ud af deres erfaring om noget praktisk. For eksempel at drive virksomhed. Det afskærer os fra at vælge de bedste undervisere,« siger han til Journalisten.
»Designfaget er ikke et bogligt fag«
Elias Stenalt Werner forklarer, at skolen i dag taler om tre forskellige former for vidensgrundlag: Det akademiske, det erfaringsbaserede og det kunstneriske.
»Uddannelsen skal gerne hvile på de tre, men nu går det akademiske ind og trumfer. Det skævvrider de tre ben, som uddannelsen bygger på, at det akademiske skal være på plads, hver gang vi hiver en underviser ind. Derudover har vi selvfølgelig et lavpraktisk problem med, at en meget stor årgang af designere pludselig er diskvalificeret til at undervise,« siger Elias Stenalt Werner.
Det er Styrelsen for Videregående Uddannelser, der forvalter området. Her har kontorchef Peder Michael Sørensen oplyst, at styrelsen er opmærksom på problemet. Han understreger dog, at det er et midlertidigt problem.
»Med tiden vil de folk, der bliver ansat, være uddannede under de nye regler. Men i en overgangsperiode er der et problem. Det tager vi alvorligt, og vi undersøger, om vi kan finde en løsning og dispensere fra reglerne,« udtalte han til Journalisten tidligere i dag.
"Selv om designuddannelsen blev en kandidatuddannelse i 2011, var det først muligt at etablere en stillingsstruktur for designuddannelsen i 2015. Formålet med stillingsstrukturen er bl.a. at understøtte uddannelsens nye niveau," forklarede Peder Michael Sørensen.
Løsning kan være fundet
Efter at Journalisten har omtalt sagen, har Peder Michael Sørensen per mail tilføjet, at styrelsen mener at have fundet en overgangsmodel. Han er på ferie i denne uge, men vil fortælle om denne model i næste uge.
Men ifølge Elias Stenalt Werner er de nye kvalifikationskrav grundlæggende en forkert måde at se designfaget på.
»Designfaget er ikke et bogligt fag – det er først og fremmest et praktisk fag. Det underkender man ved på den her måde at definere kvalitet ud fra eksamenspapirer, frem for at se på, hvad folk kan,« mener han.
Håber på mere end bare lappeløsninger
Elias Stenalt Werner understreger, at han intet har imod, at designuddannelsen i dag er en kandidatuddannelse. Sådan har det været siden 2011.
»Jeg har overhovedet ikke noget imod, at der kommer en akademisk faglighed. Men det er bare ikke kun et akademisk fag. Designfaget har meget stor vægt på, at det også er praktisk erfaring, og det giver enorme begrænsninger, hvis alle vores praktiske undervisere også skal have en kandidatgrad,« siger han.
Men er der slet ikke noget, som en underviser, der ikke selv har en kandidatgrad, ikke kan undervise kandidatstuderende i?
»Vi sammensætter vores forløb af mange elementer og med mange forskellige undervisere. En person kan jo godt være fuldstændigt uovertruffen på sit felt, uden at have erfaring med at læse akademiske rapporter. Men så sætter vi jo bare en anden til det. Alt behøver ikke at være dækket lige godt af alle,« siger Elias Stenalt Werner.
Han glæder sig over, at kravene stadig diskuteres, og at der måske er dispensationsmuligheder på vej.
»Men jeg håber, at det ikke bare bliver lappeløsninger på et grundlæggende forkert greb,« siger han.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg har været i kontakt med ITU. Og det er sådan, at en bachelor, en professionsbachelor eller noget lignende giver adgang til at søge inde på kandidatuddannelsen. "Noget lignende" dækker så ikke min 4-årige uddannelse fra SfB (nuværende KADK), 27 års studierelevant arbejde eller beståede eksamen fra KU's forstudie i teologi. Som nævn kan min diplomeksamen måske - når den er færdig - gælde. Med al respekt for den uddannelse, så finder jeg det jo også helt godnat, at de seks kurser + afgangsprojekt, hvor jeg har modtaget undervisning i ca. 30 dage a 6 timer, skal være mere værd end alt det andet.
Jeg har en professionsbachelor i grafisk design fra DMJX (adgang 2010) og mig bekendt kan jeg den videre søge på ITU's kandidater uden dispensation. Det lyder virkelig sært, at du, Elisabeth, ikke kan få adgang. Min uddannelse er meget praktisk med meget lidt akademisk arbejde, så man skulle da tro, at dine mange års erfaring vejer op! Håber du kontakter ITU igen, og måske får en bedre forklaring? Det lyder jo helt skørt.
På opfordring er jeg blevet bedt om også at bringe denne FB-kommentar til Drude-Katrine Plannthin og Christina Bruun Olssons kronik i Politiken:
Tak til Drude-Katrine Plannthin og Christina Bruun Olsson for en velopbygget og informativ artikel.
I foråret fandt jeg endelig den videregående uddannelse, som kunne supplere min 4-årrige grafiske designuddannelse fra Skolen for Brugskunst (årgang 1990), min diplomuddannelse, som pt kun mangler afgangsprojektet, og mine 27 års erhvervserfaring i den grafiske branche. Kandidatuddannelsen på IT-Universitet i København i Digital Design og Kommunikation var det der skulle til.
SU-systemet var med mig. Jeg var berettiget til netop to års uddannelsesstøtte, og med to hjemmeboende børn og opsigelsespapirerne, der endnu var varme fra en branche, der storbløder, og hvor der er mellem 2-300 ansøgere til et grafisk barselsvikariat, så jeg lyset og vejen ud af arbejdsløshedskøen.
Sådan skulle det ikke gå. Jeg skulle selvfølgelig søge dispensation for optag. I min generation var den adgangsgivende grad ”bachelor” ikke opfundet, så jeg kastede mig ud i en dispensationsansøgning. I ansøgningssystemet er der rent faktisk gjort plads til en sådan. Man skal uploade en motiveret ansøgning samt diverse uddannelsespapirer. Jeg fik gravet eksamensbeviserne fra Skolen for Brugskunst, Det Teologiske Fakultet (som jeg frekventerede i et par år), Diplom-eksaminerne (som har ETCS-point) og så et tungt CV frem. Jeg omregnede mine eksaminer til hvad der svarer til vore dages ETCS-point, og tænkte, at selvom der var adgangskrav til netop denne kandidatuddannelse, så var jeg da en rimelig god ansøger.
Først fik jeg et standardafslag, fordi jeg ikke opfyldte kravet om en bachelorgrad. Da jeg jo netop havde søgt dispensation fra denne udfordring, kontaktede jeg IT-Universitet. Her undskyldt man, for man havde jo netop ikke læst min dispensationsansøgning. Men det ville de da gøre nu.
Fem dage efter fik jeg endnu et afslag. Hverken min bestået eksamen fra Skolen for Brugskunst, mine beståede eksaminer fra forstudiet på teologistudiet eller mine 27 års erhvervserfaring berettigede mig til at søge dispensation til optagelsesansøgningen. Men, hvis jeg ellers kunne få min diplomeksamen gjort færdig, så kunne det være…
Det er så her, at man skal tilføje, at en almindelig diplomeksamen – for eksempel den jeg er i gang med på DMJX – godt nok er på bachelorniveau, men kun har 1/3 af de ETCS-point en fuld bacheloruddannelse har. Dertil kommer, at det koster penge at tage denne form for eksamen. Penge man som arbejdsløs ikke lige har. Det afgangsprojekt som jeg mangler for at færdiggøre min diplomuddannelse vil koste mig omkring 30.000 kroner. Pt. hænger det ikke sammen med min privatøkonomi.
Forstå det her ret: Jeg kan altså end ikke få dispensation til at søge om optage på kandidatuddannelsen.
Jeg kontaktede selvfølgelig KADK, som min oprindelige designuddannelsesinstitution er endt med at hedde. Her var man godt klar over problemet. Men som den søde studievejleder sagde, så var der dem, der følte sig mere snydt end mig – nemlig den årgang som Drude-Katrine Plannthin og Christina Bruun Olsson tilhører. Dette er ingen trøst. Det er heller ingen trøst, at jeg rent faktisk er berettiget til at søge optagelse på KADK. For det er ikke på deres kandidatuddannelse jeg kan optages. Nej, jeg kan starte forfra som helt ny studerende, for så efter fem år at kunne kalde mig kandidat!
Min alder (52) og min økonomi (har kun 2 års SU) taget i betragtning kommer det nok ikke til at ske. Rent samfundsøkonomisk er det da også fuldstændigt uansvarligt, at skulle kaste ressourcer efter mig i fem år. Jeg vil da håbe, at sådanne uddannelsesmæssige ressourcer kommer mine børn og deres generation til gavn i stedet. Men indtil da, så er vi en generation af designere, der med et pennestrøg er fjerne fra at kunne videreuddanne os, fra at søge undervisningsjob i de uddannelsesinstitutioner, hvor vi hidtil har fungeret som mentorer, undervisere og foredragsholdere, og fra at få rimelig betalte job i en medie- og kommunikationsbranche, hvor vi som få kan tilføje designerens altfavnen overblik og brugerinteresse.
Jeg ved ikke hvem, der har sovet i timen, da dette skete. Jeg kan konstatere, at fx journalister med eksamen fra DMJX ikke er ramt på samme måde. Og det er da godt for dem, men det efterlade et mangeårigt medlem af DJ, med den lidt bitre smag af forfordeling.
I dag er det desværre ikke nok at have været blandt de mindre end 5 procent af ansøgerne, der fik adgang til en af Europas bedste designuddannelser i det sidste århundrede. Det er vi en del, der godt ved. Derfor har vi løbende efteruddannet os. Men at en SU-berettiget uddannelse ikke er mere værd end et kursus på aftenskoleniveau, kan ikke betragtes som rimeligt endsige samfundsmæssig fornuftigt.