Hvis DR skal have rettet op på problemerne omkring mediehusets dramaproduktioner, skal der mere til end fyringen af dramachef Christian Rank, mener formændene i henholdsvis Film- og TV-arbejderforeningen FAF og Danske Dramatikere.
Hos FAF peger formand René Høyer Jørgensen ifølge Berlingske blandt andet på, at freelance-lønningerne i DR er dykket siden sidste medieforlig. Ud over lønningerne mener Nikolaj Scherfig, formand for Danske Dramatikere, at arbejdsmiljøet i DR er blevet undervurderet af direktionen, siger han til Politiken.
DR’s kulturdirektør, Henrik Bo Nielsen, anerkender, at DR ikke er lønførende, men fremhæver over for Berlingske, at flere større navne som Mikkel Munch-Fals, Lars von Trier, Mette Heeno og Natasha Arty er en del af kommende DR-produktioner.
”Så billedet af, at de interessante navne ikke længere vil arbejde for DR, det genkender jeg simpelthen ikke. Men samtidig anerkender jeg, at der i hele produktionsmiljøet er en diskussion om god trivsel og arbejdsmiljø. Det slår bare ikke igennem som talentflugt fra DR, hvis du spørger mig,” siger Henrik Bo Nielsen til Berlingske.