Fagfestival i Filmbyen

Filmbyen i Avedøre kan ende med at blive de fysiske rammer for Fagfestivalen i 2004. For øjeblikket overvejer Journalistforbundets hovedbestyrelse nemlig at flytte festivalen fra Hotel Nyborg Strand, som ellers traditionelt har huset begivenheden.

Flytteplanerne er blandt andet opstået for at kunne kombinere festivalen med Kreds 1 og de københavnske journalisters 100-års jubilæum.

"Jeg synes, at det vil være spændende at holde Fagfestival i Filmbyen. Det vil give festivalen et anderledes pust," siger Journalistforbundets formand, Mogens Blicher Bjerregård.

Derudover tror forbundsformanden, at mange DJ-medlemmer vil være nysgerrige efter at se filmbyen. Han håber, at en flytning derfor får ekstra mange medlemmer til at sætte kryds i kalenderen og bruge tid på Fagfestivalen.

En del af aktiviteterne kommer til at foregå udendørs, hvis Filmbyen skal lægge lokaler til Fagfestivalen. Derfor er de nuværende planer at lade Fagfestivalen løbe af stablen i sensommeren 2004.

Flytteplanerne for Fagfestivalen blev drøftet på det seneste hovedbestyrelsesmøde. Ingen hovedbestyrelsesmedlemmer kritiserede forslaget om at flytte Fagfestivalen. Tværtimod. Forslaget fik dem til at nikke og smile. Derfor arbejdes der for øjeblikket videre med flytteplanerne.

0 Kommentarer