search

FagFestival del II

 

 

Omkring 1.000 mediemennesker tog til FagFestival og sugede til sig fra de cirka 60 forskellige aktiviteter. Journalisten dækkede FagFestivalen over 11 sider i det seneste nummer, men det viste kun en brøkdel af arrangementerne. Derfor bringer vi her lidt mere fra FagFestivalen.

 

En klon af sine læsere

LÆR DIT PUBLIKUM AT KENDE

LIGHED. Skal redaktionen være ligesom sine læsere, lyttere eller seere? Have samme alder og køn, gå i det samme tøj, have de samme interesser, spise den samme mad? Eller skal redaktionen bare forsøge at forstå sine læsere?

Det var et af omdrejningspunkterne i en diskussion med titlen »Lær dit publikum at kende«. Her mødtes tre vidt forskellige medier – repræsenteret af tre vidt forskellige personer med tre vidt forskellige indgangsvinkler – til en snak om, hvorfor medierne bør kende deres læsere, lyttere eller seere bedre.

Deltagerne i panelet var chefredaktør Niels Lunde, Berlingske Tidende, Nina Frank, der er chefredaktør på Woman, og Lars Bennike, redaktør på TV 2s Morgennyheder.

Nina Frank mente, at det er essentielt for et godt produkt, at redaktionen er som sine læsere. Sådan er redaktionen på Woman sammensat, og det kan sagtens overføres til andre redaktioner.

»Der sidder en masse hvide elefanter på redaktionerne. Der er brug for fornyelse,« sagde hun.

Niels Lunde fortalte om Berlingske Tidendes store analysearbejde, ‘Tættere på læserne’, der blandt andet har resulteret i, at journalisterne har lært tre arketypiske læsere, Jakob, Dorthe og Henrik, at kende.

»Vore værste konkurrenter er overraskende nok ikke andre medier, men læsernes egen travlhed,« sagde Niels Lunde om undersøgelsens resultater.

I dag er avisen bygget op, så den kan læses på tre minutter, på 30 minutter eller på tre timer. På den måde får selv den travleste læser et udbytte. En anden af de vigtige konklusioner er, at læserne vil bekræftes, før de vil udfordres.

Skepsissen over for projektet har været stor, sagde Niels Lunde, der mente, at avisen nok er nået langt, men at det vil tage mindst fem år, før den nye måde at lave avis på er forankret.

På TV 2 er seeranalyser et dagligt arbejdsredskab, som ret præcist kan bruges til at tilrettelægge programmernes profil. For eksempel er seerne på 19- og 22-nyhederne ikke de samme, og derfor bygges udsendelserne forskelligt op.

»Vi har for eksempel i 19-nyhederne det, vi kalder den jyske grundreportage,« fortalte Lars Bennike.

De tidlige nyheder adskiller sig fra de sene ved at indeholde flere bløde indslag.

Den stærkest repræsenterede seer på de tidlige nyheder er en kvinde på mere end 60 år, der bor i Sønderjylland og læser SE og HØR eller Hjemmet. Og sådan ser redaktionen ikke helt ud. /rim

 

Løven sover

BRYD VANERNE I DEN JOURNALISTISKE ZOO

SELVKRITIK. Myten lever i bedste velgående. Den handler om den årvågne journalist, der som en spændstig tiger ligger på spring – den vagtsomme, dristige jæger.

Men dagligdagen er ofte anderledes kedelig, den er præget af rutine og forudsigelighed. Journalisten ligner ofte mere den gamle løve, der går den samme gårdtur hver dag, hvorefter den lægger sig til at sove.

Der var lagt op til journalist-spanking i dyregevandter, da DRs nyhedsdirektør, Lisbeth Knudsen, holdt sit oplæg om den journalistiske zoo.

»Enhver lighed med enkeltindivider i den journalistiske zoo, med medievirksomheder i almindelighed og DR i særdeleshed er helt og aldeles utilsigtet,« sagde Lisbeth Knudsen, inden hun beskrev journalisterne efter devisen ‘hvad er dit yndlingsdyr?’.

Der er den venlige abe, der i den gode sags tjeneste glemmer at være kritisk. Dovendyret, der lader eksperterne tolke statsministeren, fordi det ikke lige var muligt at få et ordentligt citat. Eller aberne, der fra deres høje gren har udsynet, men alligevel blot roder i hinandens hår, og for hvem globaliseringen foregår ‘nede’ i Bruxelles og ‘ude’ i kommunerne.

Lisbeth Knudsen efterlyste journalistisk engagement, grundighed, omtanke og et brud med vanetænkningen.

»Jeg synes, du vælger en meget negativ vinkel. Hvad er det positive ved den gamle han-løve? Hvad med visionerne?« spurgte en af tilhørerne.

»Som chefer skal vi altid ud og fortælle den positive historie. Jeg har glædet mig som et lille barn til at komme her. I denne forsamling skal jeg kunne tegne et kritisk billede,« svarede nyhedsdirektøren. /bri

 

EU er en del af dig!

EUROPAS SPINDOKTOR

EUROPA. Selv om alt for mange journalister ifølge EU-Kommissionens talsmand, Reijo Kemppinen, ser EU som ‘noget nede i Bruxelles’, var FagFestivalens cirkustelt godt fyldt, da han optrådte i den knirkende manege. Til den efterfølgende workshop med manden, der kaldes ‘Europas spindoktor’, kom der dog kun en lille håndfuld journalister.

Reijo Kemppinen, der kommer fra Finland, ville ikke snakke om spin. Det tror han nemlig ikke på. I stedet forsøgte han at provokere de tilstedeværende journalister til en mere relevant dækning af EU. Det mest alvorlige problem er nemlig ifølge Reijo Kemppinen, at borgerne er apatiske over for EU.

Journalister bør indse, at de i deres tankegang skal skynde sig at blive en del af EU, sagde han og fortsatte:

»EU er nemlig allerede en del af Danmark, vi er en del af jer. Der er ikke ‘os’ og ‘dem’, der er kun ‘os’. Vi er blevet en del af jer, og jeg tror, vi er kommet for at blive,« sagde Kemppinen.

EU-stoffet burde stå på avisernes indlandssider, ligesom redaktionscheferne burde presse deres journalister til at skrive mere om EU i stedet for at sige, at ‘EU er åh-så-bureaukratisk, men heldigvis har vi en korrespondent nede i Bruxelles, der tager sig af det’, lød Kemppinens muntre og professionelt leverede opsang.

Men jo, EU er et vanskeligt emne at formidle journalistisk. Det ville den øverste talsmand i unionen gerne medgive.

»Tingene er ofte komplicerede og tilmed kedelige. EU-repræsentanterne er ukendte uden for deres egne hjemlande – nogle endda i deres hjemlande. Der er ingen vold og alt for lidt sex,« sagde han.

Men han vil ikke høre skandinavisk tuderi om, at der er mangel på åbenhed eller transparency, som det hedder på EU-sprog. Den formaliserede skandinaviske åbenhed er nemlig kulturelt betinget – i flere EU-lande findes der end ikke regler, der tillader aktindsigt på nationalt niveau.

»Vidste I, at der er en telefonliste til alle Kommissionens medarbejdere? Og at Kommissionens dagsordener er offentligt tilgængelige? Vi giver indsigt i 90 procent af de dokumenter, vi bliver bedt om. Den reelle indsigt er nok over 100 procent, fordi der er en masse ting, der bliver lækket,« sagde han.

I januar i år skrev Kommisionen i en rapport om brug af aktindsigt, at folk får aktindsigt i »over to tredjedele« af dokumenterne. Skal man tro rapporten, er der næsten ingen journalister, der benytter sig af muligheden for aktindsigt. Det gør derimod erhvervsfolk, advokater og forskere. /bri

 

Ryst lige posen

BLÆNDET AF TAL

SELVRANSAGELSE. Fejl i beregningen, fejl under indtastningen, fejl i summerne, fejl i opstillingen. Gamle tal, forkerte tal, fordrejede tal. Fejl, fejl og endnu flere fejl.

Det var en temmelig forstemmende oplevelse at høre blandt andre Flemming Svith fra Dicar (Center for analytisk journalistik) tale om grafik søndag eftermiddag. Under overskriften »Blændet af tal« gennemgik han en tilfældig bunke grafikker fra dagbladene den seneste måned og dokumenterede blandt andet, hvordan to regnskabsbokse med oplysninger fra Nordeas årsregnskab rummede mange forskellige bud på nøgletal. Kun et enkelt af tallene var rigtigt. En læser ville blive grundigt forvirret, hvis han eller hun så flere forskellige aviser.

»Det store problem er, at folk ser grafik som noget faktuelt,« sagde Flemming Svith, der skønner, at mere end 50 procent af alle grafikker er fejlagtige.

De forkerte tal rokker selvfølgelig ved avisernes troværdighed.

Det samme gælder meningsmålinger, hvor avisen hiver en meget skarp vinkel ud af et for lille talgrundlag. Usikkerheden gør, at den skarpe vinkel ikke holder til en nærlæsning.

Det er absurd, at grafikkerne er noget af det mest læste, men også det mindst redigerede, mente en anden af paneldeltagerne, Gert Nielsen, der er grafikchef på Ekstra Bladet. Hans forslag til en løsning er, at grafikerne skal være de ansvarlige for grafikken, mens journalisterne skal have magten over brødteksten. Og så har chefredaktøren selvfølgelig det endelige ansvar.

Flemming Svith anbefaler, at der er et objektivt »tredje øje«, som alene har til opgave at tjekke grafikkerne for fejl. Hans råd lyder: 1) Undgå mangelfuld sammenhæng mellem tekst og grafik. 2) Undgå uhensigtsmæssig brug af informationerne. 3) Undgå fejl.

Men det er altså lettere sagt end gjort, påpegede den tredje paneldeltager, grafiker Jens Herskind fra Politiken. Han efterlyste flere konkrete bud på, hvordan grafikkerne bliver mere korrekte. Måske kunne flere kurser i nyhedsgrafik for journalister være en idé, mente han.

Seancen manede under alle omstændigheder til selvransagelse i alle led af grafikproduktionen på medierne. /rim

Nøgen kunst på FagFestival

CROQUIS-TEGNING

BRUGBART. Mere og mindre velplacerede streger ramte papiret, da Visuelt Forum indbød til croquis-tegning på FagFestival. I løbet af de to timer, den nøgne kvinde stod model i lokalet oven over Filmbyens auditorium, nåede 15-20 mennesker at prøve kræfter med den vanskelige kunst.

»Der kom folk fra forskellige faggrupper, men der var en lille overvægt af grafikere,« siger Karen Hedegaard, formand for Visuelt Forum, der er en specialgruppe under Dansk Journalistforbund.

»Det var supergodt,« siger grafiker Mette Louise Andersen var en af dem, der deltog på Visuelt Forums workshop.

»Det er ti år siden, jeg blev færdig på Designskolen, hvor vi tegnede meget. Nu tegner jeg næsten aldrig mere, så det var sjovt at få det opfrisket,« siger Mette Louise Andersen, der selv havde medbragt tegnegrej til lejligheden.

Hun arbejder til daglig på multimediebureauet eyecadcher media, og for hende var croquis-workshoppen det mest brugbare på FagFestivalen.

»Croquis-tegning skærper ens iagttagelsesevne, fordi modellen hele tiden skifter stilling. Jeg besøgte mange andre arrangementer, som også var meget spændende, men udover Visuelt Forums workshop var der ikke noget, der var relevant for mig som grafiker,« forklarer Mette Louise Andersen. /sbw

VI BRUGER IKKE TORTUR

Men der er andre gode tricks, når man forhører sine vidner og kilder

FORHØRETS KUNST

VIDNEUDSAGN. Seancen havde titlen »Forhørets kunst«, blandt deltagerne var kriminalkommissær Kurt Kragh fra Politiets Rejsehold, og Abu Ghraib lå både i luften og i baghovedet på publikum: Hvad gør man egentlig, når man skal hive oplysninger ud af et vidne eller en kilde.

»Vi bruger ikke tortur,« skyndte Kurt Kragh sig at sige.

Kurt Kragh underviser i forhør – eller afhøring, som det hedder på jura-lingo – på Politiskolen. Her har man i flere år vidst, at politiets traditionelle måde at afhøre vidner på er behæftet med mangler og fejl, der skader opklaringsarbejdet i forbindelse med for eksempel drabssager og sædelighedsforbrydelser. Derfor er man nu ved at indføre en ny form for afhøring, såkaldt kognitiv afhøring.

I Mia-sagen, hvor en ung pige på et solcenter i Fakse nær fik skåret halsen over, brugte man metoden, og det bærende princip er at placere vidnet på den scene, hvor overfaldet foregik.

»I samråd med en psykolog bragte vi Mia tilbage på solcentret og gennemgik der hele forløbet. Ved at bringe hende tilbage rekonstruerer vi samtidig hendes følelser og reaktioner i gerningsøjeblikket. Her kan vigtige detaljer gemme sig, som vi ikke får med i en traditionel afhøring. Blandt andet fik vi dér oplysningen om, at gerningsmanden lugtede stærkt af røg,« fortalte Kurt Kragh.

I en kognitiv afhøring opfordrer man vidnet til at fortælle alt med sine egne ord. Man lader vidnet følge sin egen kronologi. Hvad tænkte vidnet, mens det skete? Og frem for alt er det vigtigt, at politimanden, der afhører, lytter uden at afbryde.

Metoden stammer fra USA og kan ifølge Kurt Kragh forøge informationsværdien af en afhøring med op til 45 procent. Det er vigtigt, for som en anden af paneldeltagerne, højesteretsdommer Thomas Rørdam, påpegede, så er der mange fejlkilder knyttet til vidneudsagn. Som dommer er han altid i den situation, at han skal vurdere, om et vidneudsagn er objektivt sandt eller forkert. Hvis det er forkert, kan det skyldes to ting: Enten at vidnet lyver, eller at vidnet tror, at han eller hun fortæller sandheden.

Men hvad gør man så som journalist, hvis man ikke har mulighed for eller tid til at tage en kilde med ud på åstedet? Jo, ifølge Kurt Kragh er det næstbedste at sætte sig stille og roligt med vidnet eller kilden, fortælle vedkommende, at man har tid nok til at høre hendes historie, og derefter mentalt at prøve at bringe hende tilbage til stedet og situationen, hvor tingene er foregået. /mhj

Uden hensyn til mulige ramaskrig

JOURNALIST 2004: HÅNDVÆRKER, AKADEMIKER ELLER …?

UDDANNELSE. Hvis nu JP/Politikens Hus og DR lavede deres egen journalistuddannelse, Danmarks Journalisthøjskole (DJH) leverede en håndværksmæssig grunduddannelse, og en akademisk journalistuddannelse sørgede for at sende sine studerende rundt på universitetets forskellige fakulteter, så kunne man forske i, hvordan man udvikler journalistisk research som en egentlig disciplin.

Og hvorfor ikke skabe større forskelle mellem journalistuddannelserne? For eksempel lave en virkelig elitær uddannelse, der sigter på at gøre journalisterne i stand til at konkurrere internationalt, og så en håndværksmæssig uddannelse, der uddanner til lokalaviser?

Der blev idéudviklet uden hensyn til politisk korrekthed og mulige ramaskrig, da Per Mikael Jensen, der er uddannet fra DJH og i dag er international chefredaktør for MetroXpress, Henrik Wivel, akademiker og kulturredaktør på Weekendavisen, og Ivan Sørensen, uddannelsesdirektør i Undervisningsministeriet og efter eget udsagn »ægte bureaukrat«, mødtes for at debattere journalisters uddannelse.

Sørensen viftede med den nyligt afsluttede evalueringsrapport af de tre nuværende journalistuddannelser. På baggrund af den vil ministerierne tage uddannelserne op til revurdering.

Evalueringsrapporten kritiserer, at de tre uddannelser ligner hinanden for meget, og at akademiske fag og journalistisk håndværk ikke er integreret godt nok. Den foreslår, at forskningen skal styrkes, og at praktikken skal vare højst et år.

Per Mikael Jensen fremhævede de store forskelle, journalistfaget byder på: Lokalaviser, grave-grupper, royale ugeaviser og informationsmedarbejdere har brug for vidt forskellige færdigheder. Han forklarede, at han går stærkt ind for den håndværksmæssige oplæring i praktiktiden, men at han mener, den burde brydes op i mindre dele. Eksempelvis kunne han op til sin egen praktiktid på Christiansborg godt have tænkt sig et skoleophold, hvor han havde lært mere om dansk politik.

Men det burde også være muligt at komme ind fra gaden og blive oplært til journalist, simpelthen fordi engagementet er der, mener Per Mikael Jensen.

Henrik Wivel mente, at den akademiske metode er afgørende. Ikke nødvendigvis på grund af metoden i sig selv, men fordi akademisk-metodisk fordybelse modner skribenten og idéerne.

»Man kan ikke skrive uden at tænke, og man kan ikke tænke uden at skrive. Det er en gensidig erkendelsesproces, der fører viden med sig, som man så kan give videre til læseren,« sagde han.

Men er der ikke overproduktion af journalister, der er det mest presserende problem? lød et spørgsmål fra publikum.

»Jeg kan godt love, at det vil indgå i ministeriets overvejelser. Vi vil ikke uddanne til arbejdsløshed. Men jeg tør ikke sige noget om udfaldet,« sagde Ivan Sørensen. /bri

Coach for kvalitet

MED KVALITETSCOACHEN PÅ ARBEJDE

SELVHJÆLP. Midt i Radioavisens redaktion sidder en menneskelig maskinkanon, som spyr spørgsmål ud til trængte reportere.

»Hvor lang tid har vi? Hvad er vinklen? Hvad vil gøre indslaget godt? Hvorfor er den kilde interessant? Hvad vil du have hjælp til?«

Kanonen hedder Betina Bendix. Hun var journalist på Radioavisen. Nu er hun fuldtids-coach for Radioavisens journalister. Hun coacher også sig selv gennem børneopdragelse, ægteskab og køkkenkøb.

På medier er det ofte redaktionssekretæren eller en journalist, der har coach-rollen. Coachen har tid til at stille spørgsmål og lytte. Spørgsmålene er altid åbne hv-spørgsmål, som hjælper den coachede – i dette tilfælde journalisten – med selv at tænke sig frem til en bedre løsning. Den coachede leverer selv svarene, den gode coach giver aldrig råd.

På Radioavisen er der mangel på tid, og coaching var i en periode ikke blevet prioriteret højt. Men da DR-ledelsen alligevel var i gang med et større kvalitetsprojekt, besluttede den at kaste penge efter en coach til Radioavisen.

Ledelsen mål var at »implementere« seks kvalitetsord: Troværdighed, Klarhed, Dybde, Nærvær, Dynamik, Originalitet.

Fine ord, som Betina Bendix har kogt ned til »Klarhed og Nærhed«.

»Kan det så høres i radioen?« spørger hun i Filmbyen.

Det håber hun. Hun bliver for eksempel glad, fortæller hun, når »den allermest tørre udlandsreporter pludselig fortæller helt ned i nærbillede« eller »når en halvkedelig systemhistorie pludselig rykker ud til de ledige, der bliver ramt af en aktiveringsreform«.

Der er også blevet »højere til loftet« på Radioavisen, og »eksperimenter er udvikling, også når de mislykkes«, siger hun.

Men er der slet ikke noget lort i lagkagen? Jo. Der er visse journalister på Radioavisen, som hun ikke coacher.

»Jeg er konfliktsky, og der er nogle, jeg simpelthen undgår. Dem, der ikke vil, kan jeg heller ikke coache.«

Betina Bendix blev sat midt i redaktionen sidste efterår. Pengene løb egentlig ud i foråret, men flere kom til, og hun sidder der endnu. /hmm

Læs også i Journalisten nummer 15/2004: Meget fag, lille fest

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen