Fagfestival 2010: Verdensstjerner og hverdagsværktøjer

Den 14.-15. november samles over 1000 af landets mediefolk for ottende gang til Fagfestival. For at dyrke fag og fest, diskutere og reflektere. Denne gang med verdens første spindoktor, Ted Sorensen, og HARDtalk værten Stephen Sackur på podiet. Programchef for Fagfestival 2010, Esben Ørberg, fortæller om årets Fagfestival:

Den 14.-15. november samles over 1000 af landets mediefolk for ottende gang til Fagfestival. For at dyrke fag og fest, diskutere og reflektere. Denne gang med verdens første spindoktor, Ted Sorensen, og HARDtalk værten Stephen Sackur på podiet. Programchef for Fagfestival 2010, Esben Ørberg, fortæller om årets Fagfestival:

Hvad har I lagt særlig vægt på i år?
Masser er håndgribelig viden, som journalisterne kan bruge i deres dagligdag – især med fokus på netmedier. Det efterspurgte deltagerne fra sidste Fagfestival i deres evaluering. Så vi har skruet ned for tendenshistorierne, hvor en mand står og tror, at han ved noget..Og så har vi lagt vægt på det mere konkrete og brugbare som sessionerne "Kom i gang med din egen blog", "Sådan tilrettelægger du tv til nettet", "Lær at twitte på den gode måde" og så videre. Vi skal have en masse for de deltagere, som synes, at papiret er long gone. I år handler 20 af de 75 sessioner om onlinemediet.

Hvad er årets scoop?
»Vi får besøg af verdens første spindoktor, 82-årige Ted Sorensen. Han arbejdede som John F. Kennedys højre hånd og skrev præsidentens skelsættende taler blandt andet om sortes borgerrettigheder. Ted Sorensen skal fortælle om sit syn på udviklingen af amerikansk politik siden 1960'erne med paralleller fra Kennedy til Barack Obama. Han er virkelig en legende og en figur i verdenshistorien, og hans rødder går tilbage til Mors i Limfjorden.
Værten Stephen Sackur fra BBC's program HARDtalk er også en favorit. Han kommer i den røde stol på Fagfestival og skal svare på, hvor længe han tror, at han får lov til at lave et rent taleprogram på tv? Hvordan de forskellige typer af gæster er, og hvor meget de er briefet. Og sidst, men ikke mindst: Hvad er konsekvenserne for folk af at medvirke i programmet?«

Esben Ørberg fremhæver også Jonas Bonnier, som er topchef for Nordens største medievirksomhed, Bonnier AB. Han vil give sine bud på, hvordan man klarer sig i medieverdenen i fremtiden.

Hvor har I turdet tænke nyt og skævt?
»Søren Pind holder foredrag under navnet "Frihedsministeren", hvor han vil fortælle om sit frihedsbegreb. Det er "at turde" både fra hans og vores side. Vi holder også en direkte medietræning. Her vil man som publikum følge med bag kulisserne live, når en person skal trænes i en presserende mediesag og bagefter til en studievært. Det bliver interessant for både traditionelle journalister og kommunikationsfolk.«

Der var jo et underskud på 700.000 kroner efter sidste Fagfestival. Har I bedre styr på økonomien i år?
»Ja! Vi er meget forsigtige. Det kan jeg garantere for.«

Hvor har I sparet i år?
»På transport , flybilletter, markedsføring og honorarer. Det er meget få, som får honorarer.«

Der kommer vel nye deltagere denne gang. Hvad skal de forvente, at Fagfestival er?
»Det er jo mediebranchens svar på Roskilde Festival. Man bliver klogere og udvider sit netværk. Det er en spændende blanding af både fag og fest,« siger Esben Ørberg, programdirektør for Fagfestival 2010.

Hele programmet for Fagfestival 2010 bliver offentliggjort onsdag den 18. august.

0 Kommentarer