search

FAGETS FAGLIGE PIONERER

Den første indrømmelse, bladudgiverne gav landets journalister, var cykelgodtgørelse. Den kom i 1907. Resultatet blev hentet i hus af medlemmerne af Provins-Journalisterne, stiftet for 100 år siden. Hans-Georg Andersen har skrevet en bog om fødselarens historie, som JOURNALISTEN her bringer uddrag fra.

Den første indrømmelse, bladudgiverne gav landets journalister, var cykelgodtgørelse. Den kom i 1907. Resultatet blev hentet i hus af medlemmerne af Provins-Journalisterne, stiftet for 100 år siden. Hans-Georg Andersen har skrevet en bog om fødselarens historie, som JOURNALISTEN her bringer uddrag fra.

For 100 år siden faldt den 4. november på en søndag, og den dag havde 34 journalister fra de danske provinser sat hinanden stævne i Aarhus.
De ville danne en forening. Dens mål skulle være at understøtte standens gamle, svage og syge medlemmer og hjælpe enker og ukonfirmerede børn. Sagde indbyderne, som godt vidste, at der skulle trædes varsomt for ikke at forskrække bladudgiverne. At hensigten var og siden hen åbenbaredes at være bedring af provins-journalisters økonomiske og faglige interesser måtte helst skjules.
Aarhus-mødet havde en gæst: formanden for Journalistforeningen i København. Blicher hed han. Han lokkede de provinsielle journalister: Kom med hos os. Nej, blev der sagt, for forholdene på provinsens blade er så særlige, at vi skal være os selv.
Og sådan blev det. Københavneren rejste hjem. En enkelt deltager ville ikke være med. De 33 dannede hen på eftermiddagen Provins-Journalistforeningen.
Helt fra starten af Provins-Journalistforeningen hørtes røster: Lad os danne én dansk fagforening for journalister. Forsøg efter forsøg glippede, og foreningen for provinsens journalister kunne fejre både 25 og 5o års jubilæer. Først efter 60 år med træk på mange hamler kom enigheden blandt danske journalister og dermed også Dansk Journalistforbund.
De 100 år den 4. november i år er milepælen. De 100 år kan fejres, selv om den egentlige jubilar, Provins-Journalist-foreningen (i 16 år hed den i øvrigt Dansk Journalistforening) ikke i selvstændighed nåede det magiske tal 100. Den måtte nøjes med 60.

Formand ramt af mismod
Turbulens de første par år med udskiftning af hele bestyrelsen, syg og døende formand og valg af en ny, N. Bransager fra Ringsted, til at stå i spidsen for Provins-Journalistforeningen gav ingen som helst baggrund for at tage de brændende, livsnødvendige problemer, løn- og arbejdsforhold op med bladudgiverne.
Det gjaldt om langsomt at skabe fodslag og fællesskab mellem det voksende antal provins-journalister, der meldte sig ind. Mismodet lyste ud af formand Bransagers ord i Journalist-bladet i 1903:
"Vi journalister i provinsen råder ikke over effektive midler til forholdenes forbedring, idet der ikke er tale om nogen absolut faglig uddannelse."
Året efter fik 130 PJF-medlemmer sendt et spørgeskema om deres løn- og arbejdsforhold. Interessen for den slags nymodens pjat var ikke stor.
Kun 32 gad svare, og det var påfaldende nok dem, der havde de bedste løn- og arbejdsvilkår. Den højeste journalistårsløn i provinsen var 300 kr. om måneden, den laveste 45 kroner. Langt de fleste havde mellem 150 og knap 200 kroner.
Foreningen tav og rørte først ydmygt på sig i 1907, da der holdtes møde med bladudgiverne. De ville ikke drøfte løn men sagde dog, at en månedsløn på 100 kroner for en journalist med to års bladerfaring var beskedent.
Lidt køb gav bladudgiverne dog; de fandt det helt naturligt, at journalister fik cykelgodtgørelse og visse medlems-kontingenter betalt.
Dermed basta!
I tiåret for foreningens stiftelse hed journalistformanden H. Bøgedal og kom fra Odense. Han og hans bestyrelse mødte op hos bladudgiverne med en ny lønstatistik. Nu var gennemsnitslønnen for en to-års journalist 78 kroner om måneden. Den bedst lønnede provins-journalist havde nu 272 kroner om måneden.
Bladudgiverne fandt nu på denne bortforklaring for at drøfte lønspørgsmålet: I har jo blandet journalister og redaktører sammen, så det materiale kan vi ikke bruge til noget. Formand Bøgedals kommentar:
"Vi er altså lige vidt."
Hele lønsagen blev lagt hen. Bøgedal gav op og blev erstattet af Jørgen Andersen, Horsens.

Storkrig, storvask og ny formand
Verdenskrigen rasede. Priserne steg. Journalistlønnen udhuledes. Kassereren løb med journalisternes pengekasse. Journalisterne skrev til bladudgiverne:
"… dyrtiden gør det nødvendigt med en stærkt påkrævet lønforbedring snarest, og der bør indføres bedre arbejdsforhold ved de blade, hvor forholdene er utilfredsstillende."
Mens bladudgiverne drøftede den svada, rejste journalisterne til Nykøbing F. og holdt generalforsamling. Den blev en veritabel storvask, dels fordi kassen var tom, dels fordi løn- og arbejdsforhold var utålelige, og dels fordi formand og kasserer havde fundet på – aldeles formasteligt – at optage annoncer i medlemsbladet. Det sidste var uværdigt og på grænsen til svindel.
Nykøbing-mødets deltagere forlangte to ting: handling og en ny formand. I den nyvalgte, redaktionssekretær ved Jyllands-Posten, H. Hansen, fik de netop den handlingens mand, som frem for nogen senere skulle blive formanden, der satte skred i journaliststandens vej mod tålelige vilkår, løn- og arbejdsforhold.
Ved sin tiltræden sagde H. Hansen:
"Også bladudgiverne må være interesseret i en løsning af lønproblemet, såvist som en højnelse af journaliststanden er til bedste for hele pressen".
Bladudgiverne ville stadig ikke. Noget som helst. Velan, sagde H. Hansen, så fastsætter vi selv minimallønninger for journalisterne, og overholder bladene ikke vore lønsatser, kan journalister ved den slags blade ikke være medlem af Provins-Journalistforeningen.

Minimalløn blev det første skridt
Minimallønnen var stadig beskeden, 100 kroner om måneden for en journalist med to år på sin bag, så det mente foreningen nok, man kunne byde bladene. Dem skrev man dog til i forsigtige, meget høflige vendinger:
"De bedes give os meddelelse … fælles interesse … standens højnelse … lønner eller fremtidig vil lønne Deres medarbejdere med 2 års uddannelse med mindst 1200 kroner om året som begyndelsesløn".
30 blade måtte krybe til det kors og gå med til minimumslønninger. To ville ikke. De blev hængt ud i medlemsbladet – og gik så med. Langsomt, meget langsomt begyndte bladene at give deres journalister beskeden kompensation for den udhuling, der var sket af lønnen under verdenskrigen. Som en opgående sol fornemmedes det, at udgiverne fik bedre og bedre forståelse for en kvalitativ journaliststand, måske også fordi H. Hansen og hans bestyrelse for første gang i konfrontationer med udgiverne begyndte at bruge ordet: krav.
I 1919 nåedes for første gang en egentlig overenskomst. Nu skulle en ung journalist have mindst 2500 om året.
H. Hansen:
"Overenskomsten betyder udgivernes anerkendelse af Provins-Journalisternes faglige forening og ordnede, organisationsmæssige forhold, hvor der før var anarki".

Også pensionen kom med
Andre fremskridt i de år: Provins-pressens Pensionsfond, stiftet i samarbejde med Foreningen af Venstreblade og Den konservative Provinspresses forening. Der etableres et hjælpefond og et engageringsbureau, mens forslag om en "Pladsledighedsforsikring" forkastedes.
I 1925 var der så jubel-fest i Aarhus. Formanden, H. Hansen, sagde disse ord:
"Minimallønnen i 1916 blev den løftestang, der fjernede de første forhindringer og banede vejen frem. Næste skridt var overenskomsten, og ved hjælp af pristallet kom pressens medarbejdere, lige fra yngste journalist til chefredaktør, op på et betydeligt højere lønniveau, så de blev i stand til at leve anstændigt uden at skulle se sig om efter andre indtægtskilder. Den mere betryggende stilling i forbindelse med den obligatoriske pensionsordning har hævet provinsens journalister som stand og skaffet dem respekt."

Uddannelsen kom i gang
Fædrene til Provins-Journalistforeningen havde i 1900 andet at tænke på end nødvendigheden af en journalistuddannelse, men allerede få år efter begyndte ymteriet om, at sådan noget måtte man vist have. Først ved foreningens jubilæum i 1925 kom der lidt skred i den sag. En anonym giver skænkede 2000 kr. til en uddannelsesfond, og foreningen spædede andre 2000 kr. til. De beskedne midler voksede år for år. Der var lagt klausul på: først når kontoen viste 50.000 kr., måtte pengene angribes til uddannelsesformål.
Salig H. Hansen fik gang i et journalistkursus i 1927, et andet fulgte efter i 1934 (blot 8 dage). I krigsåret 1941 snakker foreningen med professor A.D. Stender-Petersen ved Aarhus Universitet. Emne: oprettelsen af et journalistkursus i Aarhus. Den idé synes Københavns Journalistforbund ikke om. Det vil nok have en uddannelse, men den skal placeres ved Handelshøjskolen i København. Provinsens journalister gav ikke op. De indbød til konkret snak i Aarhus. Hverken det københavnske forbund, Danske Dagblades Fællesrepræsentation eller Københavns Redaktørforening viste sig. Ved et gevaldigt dyk i pengekassen overførte Provins-Journalistforeningen 30.000 kr. til uddannelsesfonden, der så kom op på de krævede 50.000 kr. Dermed var skabt den grundfond, der gjorde det muligt at indbyde til den første egentligt systematiserede journalistuddannelse i Danmark.
Den så dagens lys første gang i 1946 og havde 25 deltagere. Denne uddannelsesform fortsatte, fortrinsvis med journalister fra provinsens blade, indtil den nuværende uddannelse erstattede den.

Denne artikel er et uddrag af Hans-Georg Andersens bog "At være hvor publikums opmærksomhed er – Rids af Provins-Journalistforeningens faglige historie 1900-1960". Bogen udkommer den 5. november på FagFestivalen på Nyborg Strand. Her vil Dansk Journalistforbund samme dag klokken 15.30 desuden åbne en plancheudstilling, der markerer 100-års-fødselsdagen for Provins-Journalistforeningen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen