search

FAGET SMIDT I HOVEDET

Far, hvorfor arbejder du selv på en avis?Det spørgsmål fik Lars Schmidt serveret af sin 11-årige søn. Sønnen var klassekammerat med en af de to drenge, der sammen med deres mor er blevet myrdet i Rødovre.

Far, hvorfor arbejder du selv på en avis?
Det spørgsmål fik Lars Schmidt serveret af sin 11-årige søn. Sønnen var klassekammerat med en af de to drenge, der sammen med deres mor er blevet myrdet i Rødovre.

"Ja, de små og de kulørte, de bliver jo nok lidt sure nu," siger Lars Schmidt, mens han rydder et hjørne af sit skrivebord på Østerbro Avis, hvor han er redaktør.
"Men det må de så blive. Der må være en grænse," siger han og planter kaffekoppen.
Lars Schmidts ældste søn på 11 år gik i klasse med den yngste af de to drenge, der sammen med deres mor blev dræbt i Rødovre i juli.
"Drabene fandt sted lige efter, at jeg var kommet hjem fra Roskilde Festivalen. Den ene ulykke afløste den anden," fortæller Lars Schmidt.
"Mine sønner er i Sverige på ferie med deres mor, da sagen kom op. Inden de kommer hjem til Danmark, fortalte vi drengene, at klassekammeraten, hans bror og deres mor er forsvundet. Vi fortæller dem også, at der kan være sket noget alvorligt. Vi forsøgte at skåne dem for de værste detaljer – det var nok en fejl," siger Lars Schmidt. Foran ham ligger et udprint fra B.T.s hjemmeside.
"På færgen fra Helsingborg til Helsingør ser de en spiseseddel. Den med ‘Lig i Fryseren'. Og da de kommer hjem, spørger den ældste: "Far er det rigtigt, at han har skåret Dennis og Brian i stykker?". Jeg svarer, at det ved jeg ikke. Så fortsætter han: "Jamen, det står i avisen!". Og jeg siger: "Sådan er aviser. De gætter. Det er ikke sikkert, det er rigtigt!". Og så går der lidt tid, han tænker over det – og siger: "Hvorfor arbejder du så selv på en avis far!"."
– Og hvad siger du til det?
"Jeg siger, at jeg arbejder på en avis, hvor jeg ikke behøver at tænke på oplaget, derfor gætter vi ikke."
Bag ham hænger en plakat med søfolk, der tager afsked med deres kærester. I hjørnet står computeren med de sider, Lars Schmidt lige har skærmombrudt. En gang imellem ringer telefonen. Det er sætteriet – og Lars Schmidt snurrer rundt på stolen og retter lidt på layoutet.

Små sjæle chokeres
Lars Schmidts oplevelse med at få sit eget fags mekanismer smidt i hovedet har ikke været behagelig. Omvendt er han på vagt over for sig selv, når han taler om månederne med sagen i Rødovre, som har sat sit præg på familielivet. Han er bange for at lyde for frelst.
"Men ungen græder. Har mareridt. Stiller spørgsmål: "Er det rigtigt, at Marianne er en luder?". Hvad skal jeg svare. Jeg forstår godt, at aviserne skriver det. Det er jo agurketid. Men de er bare så skide ligeglade med, at det går lige ind og berører nogle meget små sjæle."
"Det værste var de mange spisesedler i starten. De, der laver de spisesedler, gør sig in-gen anelser om, hvad de betyder for os, som er tæt på historien. Jeg vil gerne komme med et opråb til de mennesker, det er jo mine kolleger, som laver den slags: Det er en moralsk falliterklæring at gå efter den laveste og mest blodige fællesnævner!".
"Meld først ud, når I er sikre. Lad være med at gisne og gætte i store opsætninger!".
Efter den massive pressedækning i juli har Rødovre-sagen kørt op og ned. Lars Schmidt oplever det sådan, at hans børn lige præcis når at få en almindelig hverdag, få tingene på afstand – og så kører møllen igen.
"Det smitter jo af på knægtene. De bliver selv sensationslystne. Medierne rammer dem. Ungerne kværner løs om de drab."

Tænk jer om!
Personligt har Lars Schmidt også oplevet konsekvenserne af Rødovre-sagen. En mellemmand for Billed-Bladet kontaktede ham og tilbød 5.000 kroner for et klassebillede, hvor blandt andre Lars Schmidts søn og en af de dræbte drenge optræder. Svaret var et nej.
På den ene side synes Lars Schmidt, det er i orden at spørge – på den anden side finder han henvendelsen grænseoverskridende.
"Jeg er nødt til at lægge bånd på mig selv i min kritik. Det er så kynisk, det der foregår. Men omvendt, hvis det var Bodil i Skælskør, det handlede om, så var jeg ligeglad. Men jeg har mine følelser med… Jeg ved, hvad det har gjort ved min dreng…".
"De folk, der laver det, de lever i deres egen lille beskyttede tilværelse. De siger, de beskriver virkeligheden. Men de skaber også en virkelighed, der ikke er der. På den måde slipper hverken billedbladene eller formiddagspressen af med deres plettede ry – men de er vel også ligeglade."
"Men for pokker – perspektivet. Hele snakken om bydelsrådene (Afstemning i København om nærdemokrati. Red.), hvor var pressen henne. Aviserne siger, de er til for demokratiet. Det er jo ikke sandt. Ekstra Bladet kan finde en gammel veninde til den dræbte kvinde. Det trækker en hel side. Jamen, hvor pseudo kan man være?! – nu lyder jeg igen frelst."
Lars Schmidt afbryder sig selv – og fortsætter med et blik på de noter, han har gjort sig på forhånd.
"Jeg kan godt høre, at du ikke får megen historie med dig hjem… Men altså kære venner: Tænk jer om en ekstra gang. Sæt jer i barnets sted. Små børn kan godt læse spisesedler. Synes du, at dine egne børn skal læse, at deres kammerater er endt som lig i en fryser? Er det vigtigt? Er det væsentligt?".

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen