Freelancehonorarer

Fagblads flotte freelance-fototakster dækker over opsigtsvækkende vilkår

Thomas Nielsen har ikke fotograferet for Fagbladet 3F, siden han havde en opgave om Wolt-budes dårlige arbejdsforhold og satte spørgsmålstegn ved et overraskende punkt i sin egen kontrakt

”Min erfaring siger mig, at man risikerer at blive verfet ud, bare man italesætter det.”

Sådan sagde freelancefotograf Thomas Nielsen, da han i seneste udgave af Journalisten stod frem og fortalte, hvordan hans freelancehonorarer fra redaktionelle kunder har stået stille i over 15 år.

Hans oplevelse af, at man som freelancer risikerer at miste kunder, hvis man italesætter urimelige vilkår og honorarer, bygger blandt andet på en oplevelse, han havde sidste år.

Her var han blevet bestilt af Fagbladet 3F til at lave en stor forsidehistorie om dårlige arbejdsforhold for Wolt-bude.

”Timelønnen var fin, faktisk lidt højere end i Medieaftalen. Til gengæld stod der i kontrakten, som jeg først blev forelagt efter jeg havde lavet opgaven, at jeg skulle afskrive mig brugsretten til billederne efterfølgende,” fortæller Thomas Nielsen.

Det vilkår kom bag på ham. Ifølge både Medieaftalen og branchestandarden dobler man nemlig normalt timelønnen op, hvis kunden vil frikøbe billederne og dermed have mulighed for at bruge dem på sine andre historier og platforme fremover. Men det lagde kontrakten fra Fagbladet 3F ikke op til.

”Det undrede både mig og DJ’s jurister. Men da jeg konfronterede 3F med det, blev det hurtigt tydeligt, at så skulle jeg bare ikke arbejde for dem,” siger Thomas Nielsen.

Han er ikke blacklistet

Freelancefotografen inviterede efterfølgende redaktøren for Fagbladet 3F til i al fredsommelighed at drøfte kontraktvilkåret over en øl. Men den invitation blev der ikke fulgt op på.

”Opgaven, de havde bestilt mig til, handlede om dårlige arbejdsforhold for Wolt-bude, så jeg synes ikke, at det var urimeligt eller grådigt af mig at forsøge at gå i dialog med dem om mine vilkår. Men jeg hørte aldrig fra dem igen,” fortæller Thomas Nielsen.

Ifølge Jonas Højlund, redaktør på Fagbladet 3F, handler det dog ikke om, at freelancefotografen dristede sig til at italesætte vilkårene i kontrakten.

”Thomas er ikke blacklistet på nogen måde,” forsikrer han.

”Men jeg forstod det sådan, at han ikke ville arbejde under det vilkår, som er fuldstændig standard for os,” siger Jonas Højlund.

Vil undgå bureaukratisk helvede

Jonas Højlund forklarer brugsret-vilkåret i Fagbladet 3F’s kontrakter til freelancefotografer med, at det skaber mindre bøvl for redaktionen.

”Hvis Thomas har lavet nogle rigtig flotte billeder til vores magasinartikel om Wolt-budene, så vil vi også kunne bruge dem, hvis vi laver 20 opfølgende nyheder til web. Derfor har vi det vilkår, så det ikke bliver et bureaukratisk helvede for os, hver eneste gang vi skal bruge et billede,” siger redaktøren.

Men hvorfor frikøber I så ikke billederne fra starten?

”Det gør vi jo også. Vi betaler høje takster til fotografer, men vi har så den her ting i kontrakterne, fordi det er noget, der fungerer for os,” siger Jonas Højlund.

Ifølge den liste over mediernes takster til freelancefotografer, som fotograf Kasper Løftgaard for nylig offentliggjorde, har Fagbladet 3F en dagstakst på 6.850 kroner, hvilket er i den absolut høje ende og også en smule højere end medieaftalens 6.102 kr.

Men jeres takster er vel ikke så gode alligevel, hvis man afgiver brugsretten til billederne uden at få dobbelt op?

Jeg er sådan set ikke rigtig flov over vores takster. Faktisk er jeg stolt over den aftale, vi har, og vi har også sat vores takster op i år,” siger Jonas Højlund.

Han kalder det dog en klar fejl, at Thomas Nielsen først fik kontrakten med vilkårene, efter at han havde udført opgaven.

”Vi er helt åbne omkring det her vilkår, så det er jeg ked af, at Thomas ikke blev gjort opmærksom på på forhånd,” siger Jonas Højlund.

0 Kommentarer