Medlemmerne af FOA modtager i dag et helt nyt fagblad med titlen Fagbladet FOA. Det nye medlemsblad er blevet til med hjælp fra FOA's 200.000 medlemmer.
Fagbladet FOA erstatter det hidtidige fagblad "fag og arbejde", og ifølge magasinets chefredaktør, Gitte Hejberg, er der tale om et lidt mere vovet fagblad.
"Resultatet er et blad, som har mere kant, flere nyheder, flere kontraster, og hvor skildringer af mennesker er prioriteret endnu højere end før," siger chefredaktør Gitte Hejberg, Fagbladet FOA.
I arbejdet med at udvikle og redesigne bladet har redaktionen lyttet til læserne, som både i læserundersøgelser og i fokusgrupper har været med til at vise vejen.
I en officiel meddelelse hedder det, at Fagbladet FOA fremover skal være "medlemmernes forkæmper, inspirator og brobygger".
Og for at nå dertil, skal ideerne leve op til mindst én af tre grundlæggende roller for at blive til en artikel i bladet. Det har bl.a. betydet et farvel til de kuriøse noter, lange baggrundsartikler og kryds og tværsen.
"Til gengæld har vi fået plads til helt nye typer artikler. Det gælder de nye, faste elementer som FOA hjælper og Dine penge, som på hver sin måde guider til et bedre arbejdsliv. Og det gælder artikler Karriere og Det virker, som er rendyrket inspiration fra medlem til medlem," forklarer Gitte Hejberg.
En af de bærende ideer i Fagbladet FOA er, at der skal være synlig og genremæssig forskel på artiklerne, forklarer hun:
"Forrest i bladet er tempoet højt. Her finder du bl.a. nyheder, debat og bladets bærende artikel. I midten af bladet er artiklerne målrettet medlemmernes faglighed. Og i bageste del møder læserne 'FOA for dig' bl.a. i form af månedens tema og en række af de nye faste elementer," siger Gitte Hejberg.
I det første nummer af bladet kan man blandt andet læse om:
- Det rekordstore sygefravær blandt FOA's medlemmer er på vej ned. Det viser helt nye tal. Vellykkede projekter og frygten for fyring er blandt forklaringerne.
- Madro. Hvert tredje ansatte bliver forstyrret i spisepausen.
- Sosu'er mister terræn på landets sygehuse.
Mere om det nye Fagbladet FOA her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.