To fastansatte medarbejdere og en freelancejournalist mister deres arbejde, efter at firmaet bag fagbladet Bogmarkedet i dag har begæret såkaldt egenkonkursbegæring. Fagbladet Bogmarkedet blev udgivet af Pressto Fagblade ApS.
»Vi oplever jo, at det er blevet stadig sværere for os at tegne annoncer, fordi annoncørerne skal ud på mange flere platforme for at markedsføre bøgerne. Og samtidig annoncerer de ikke så meget i forhold til de fysiske boghandlere, som de gjorde tidligere, fordi en stadig mindre andel af bøgerne bliver solgt via de fysiske boghandlere. Nettet og andre direkte markedsføringskanaler overtager en stadig større del af salget. Så vi er ikke så langt oppe på annoncelisten, som vi har været,« siger ansvarshavende redaktør Bjarke Larsen.
»Det får den konsekvens, at der er to medarbejdere, der bliver afskediget. Og bogbranchen mister et medie i en tid, hvor der sker rigtigt mange forandringer på bogmarkedet. Jeg håber, at jeg kan genetablere en digital udgave af bladet til efteråret. Men det skal jeg jo til at forhandle med bobestyreren om, når sådan en er blevet udpeget.«
Ud over de to fastansatte, en redaktionssekretær og en annonceansvarlig, så har der også været en fast tilknyttet freelancer på fagbladet.
»Efterhånden som økonomien blev dårligere, har jeg selvfølgelig forhandlet med forskellige folk i branchen. Der er et stort ønske om en fælles informationskanal, der både formidler nyheder og debatforum. Men jeg skal så ud, som så mange andre, og prøve at undersøge betalingsvilligheden på de digitale platforme.«
»Der bliver skrevet rigtigt meget om bøger i de etablerede aviser. På den måde kan bogmarkedet ikke klage over ikke at have mediernes bevågenhed. Men det er jo den eksterne del. Det er forbrugersiden af det. Den interne del, business til business, hvordan strikker man en forretning sammen, hvordan tackler man alle forandringer og digitalisering, det er mere branche-interne emner. Der er ikke noget. Der bliver et tomrum der,« siger Bjarke Larsen.
»Det er den vej, det går. Der er rigtig mange nicheblade, der har det svært økonomisk. Vi havde jo håbet at kunne komme i betragtning ved de nye regler for støtte til medier. Men de har desværre lagt en grænse, der hedder tre fuldtidsansatte journalister. Det kan jeg desværre ikke komme op på. På den måde går det ud over et lille specialmedie som mit, for det ville have kunnet redde økonomien, hvis jeg havde kunnet få dækket en tredjedel af de journalistiske udgifter.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.